Regimeskifte
HAVANA »Jeg er borgmesteren af Havana. Det er, hvad de kalder mig,« siger den lille mørke amerikaner og slår ud med hænderne, hvor en udslukt Partagas-cigar dingler ud mod de forbipasserende cubanere.
Tim Polk sidder på en lille restaurant ved foden af det ramponerede Hotel Capri midt i Vedados gyldne trekant af gamle luksushoteller: Hotel Nacional, Capri og Habana Libre, hvor de vestlige turister er tilbage igen, 46 år efter at revolutionen jagede dem på flugt.
Den 41-årige byggeentreprenør klapper sin cubanske weekend-kæreste på låret, tænder sin cigar og fortsætter:
»Jeg kender alle. Jeg venter bare på mit øjeblik. Når der bliver åbnet op, vil der komme millioner af amerikanere til Cuba. Det er et smørhul, der bare venter på, at nogen udnytter dets potentiale. Når investorerne kommer, vil de have brug for folk, der kender landet. Det gør jeg. Jeg har allerede holdt møder med lokale firmaer. Jeg er parat,« siger han, mens en musiker i baggrunden stemmer sin guitar og begynder på det klassiske Guantanamera-tema til ære for de udenlandske turister og deres cubanske veninder.
Der er ikke mange amerikanere som Tim i Havana. Nogle få omgår deres regerings modvilje og rejser derned for at nyde Cubas sandstrande, kvinder, rom og musik. Men det er stadig få, der nyder det tabte paradis, som forsvandt, da de revolutionære styrker nytårsnat 1959 sendte en korrupt diktator på flugt og indirekte skabte et jerntæppe ned igennem Florida-strædet til den store nabo 90 mil væk.
Det som amerikanerne og ikke mindst cubanerne selv venter på, er som altid én mand. Fidel Castro. El Commandante.
Efter 46 års styre så hele verden i oktober, at ikonet også er et menneske, og at det menneske er ved at blive gammelt. Et uskyldigt fald ved en offentlig tale brækkede et knæ og en albue, og selvom hans læger har garanteret, at El Commandante vil leve, til han bliver 120 er der alligevel et spørgsmål, der bliver ved med at dukke op. Hvad vil der ske med Cuba, når dets 78-årige leder dør?
Kan den kommunistiske revolution fortsætte uden sin fører gennem 46 år. Eller vil presset fra en verden uden for der gerne vil ind og et Cuba, der har brug for verden til sidst få digerne til at briste?
Lille Castro er klar
Officielt er planen på plads, når Castro dør, og den cubanske revolution vil fortsætte sin uundgåelige sejrsgang, også uden El Commandante. Lillebroderen Raul Castro vil overtage storebroderens rolle, når dagen kommer, som præsident og leder af politbureauet. Men de færreste tror på, at det er en løsning, der vil holde længe. Forsvarschefen og vicepræsidenten er næsten lige så gammel som sin broder, og uden hans karisma eller popularitet. Og mens en række af de mest oplagte kandidater i løbet af de seneste år er blevet fjernet fra den politiske scene, mangler der en oplagt efterfølger.
Det er imidlertid ikke en udsigt, der bekymrer Gustavo Machin, den 43-årige leder af regeringens nordamerikanske kontor, som myndighederne tryller frem ved spørgsmålet om, hvad der vil ske, når Castro dør:
»Det er et spørgsmål, som mange cubanere ikke bryder sig om, men jeg har ikke noget imod det. Den cubanske revolution vil fortsætte, også når Fidel Castro ikke længere leder landet. Folk tror at Fidel Castro styrer alting via diktat, men sådan er det ikke. Vi er et velorganiseret land med love og en folkevalgt forsamling. Den cubanske revolution er parat til det. Det er ikke et punkt, vi er nødt til at forberede os på, for det har vi gjort i mange år. Og selv om Fidel er umulig at erstatte, er vi parate til at fortsætte revolutionen,« siger han.
Den cubanske systemkritiker Vladimiro Roca er mere usikker på, hvad der vil ske, når lederen dør. Han klør sig i det grå skæg og tænker sig om et øjeblik, før han svarer: »Nogle siger, at folk vil gå ud i gaden og feste. Men cubanerne er skeptiske folk. De vil gå hen og se hans lig for at være helt sikker på, om han virkelig er død, og så vil de måske holde fest. For lukkede døre,« siger han i skyggen på sin veranda, mens solen skinner uden for, og en flok ungpionerer i røde og hvide uniformer løber forbi ude på gaden.
Den tidligere jagerpilot kender systemet både inde- og udefra. Som søn af kommunistlederen Blas Roca blev han født ind i revolutionen. Som leder af paraply-organisationen Todos Unidos, der samler Cubas systemkritiske grupper tilbragte han fem år i fængsel for at foreslå en række demokratiske tiltag, som f.eks. retten til at starte sin egen forretning, eje ejendom og at landet skulle afholde direkte valg.
Han er sikker på, at chancen nok skal komme, men slår opgivende ud med armene ved spørgsmålet om, hvordan han tror, at det kommer dertil:
»Ingen ved, hvad folkene tæt på magten tænker. I Cuba er det farligt at sige sin mening for højt. Der findes en vittighed, som folk ind imellem fortæller her på Cuba: To generaler møder hinanden, og den ene siger til den anden: Tænker du på det samme som jeg? Den anden nikker, hvorefter den første siger til sin adjudant: Tag ham uden for og skyd ham,« fortæller han.
»Han kan dø i morgen, om fem eller om 10 år, og hver eneste mulighed vil give et forskelligt udfald, som ingen kender. Det, jeg ønsker, er en fredelig overgang, som betyder, at vi får de samme rettigheder som udlændingene, der kommer her. Hvad er det for et socialistisk land, hvor turister har flere rettigheder end dets indbyggere?« spørger han.
Nødvendig kapital
Det store spørgsmål er, om et nyt styre kan bære Cuba igennem en verden, hvor presset for forandringer bliver stadig større, og en presset økonomi har brug for stadig mere af den fremmede kapital, som mange mener, er det, der i sidste ende vil rive tæppet væk under benene på det kommunistiske styre. Det er kapital som allerede så småt flyder ind i landet. Ikke mindst bragt til landet af de turister, som Fidel Castro i revolutionens tidlige dage betegnede som imperialismens fortrop, men som i dag er landets vigtigste indtægtskilde, og som i december nåede sin hidtidige rekord, da tallet for første gang nåede op på to mio. besøgende årligt.
Og mens tilstrømningen af fremmed kapital afstiver en cubansk økonomi, der aldrig rigtig er kommet sig over Sovjetunionens fald, fører den også andre ting med sig: Prostitution, områder af samfundet, hvor indfødte cubanere ikke er tilladt, opdeling af samfundet i dem, der er i stand til klare sig på grund af de fremmede og dem der ikke er, og måske værst af alt: Ideen om, at kapitalismen kan tilbyde ting, som regeringen ikke kan.
»Jeg mener ikke, at der er nogen modsætning mellem turisme og revolution,« konstaterer Gustavo Machi tilbage på kontoret i det cubanske udenrigsministerium, og fortsætter: »Men det er sandt, at når man åbner landet mod verden, åbner du både for godt og skidt, og som et socialt fænomen følger der ubehagelige ting med, f.eks prostitution. Jeg ville hellere have, at vi levede af noget andet end turisme, men det er hvad vi kan lige nu,« konstaterer han.
»Jeg er ikke bange for, at fremmede penge vil ødelægge revolutionen. Heller ikke hvis den amerikanske embargo falder. Det vil være en stor udfordring, men vi vil byde den velkommen. Folk tror, at det vil ændre hele landet. Sådan er det ikke. Vi har været her i 46 år. Revolutionen er ikke en spontan ting, som falder fra hinanden ved den første udfordring. Lad os se, hvem der vinder. Dette er ikke et land, der er til salg, « siger han.
Tilbage på den lille lille restaurant neden for Hotel Capri har Tim fået besøg af et par amerikanske venner, Elliott og Keith, og hans cigar er gået ud igen.
Den nogle og halvtredsårrige Elliott sidder med den ene hånd på låret af en cubansk pige, som ser ud til at være lidt under de 20. Han er skuespiller i forskellige B-film og tv-serier og er kommet på Cuba siden 1997.
»Dengang ville vi ikke have kunnet sidde her og tale sammen,« siger han. »Der ville have hængt 15 piger omkring os her ved bordet, 20 rundt omkring ved bordene, og 50 uden for restauranten. Men det er stadig godt. Lidt mere diskret og lidt dyrere, men der er altid piger,« siger han.
Tim er heller ikke bleg for at erkende, at penge kan købe kærlighed i Cuba:
»Selvfølgelig betaler jeg for pigerne. På den ene eller anden måde. Nogle gange har jeg været herovre og købt en otte-10 stykker om ugen, andre gange har jeg en fast pige herovre, men det er dyrere. Jeg er generøs, jeg behandler pigerne godt,« siger han.
Hal klapper sin kammerat på skulderen:
»Nogle gange plejer Keith her at sige, at alt det her vil være tabt, når Cuba åbner op og embargoen falder, men det tror jeg ikke. Jeg tror bare, det bliver endnu bedre,« siger han.
*Tobias Havmand er freelancejournalist
FAKTA
I skyggen af Castro
Mens Raul Castro planmæssigt skal overtage magten, når Fidel Castro dør, er der også en række andre personer, der i skyggerne venter som arvtagere af magten:
Roberto Robaina: Tidligere udenrigsminister under Castro, anset som moderat. Er siden blevet degraderet til leder af parlamentet
Felipe Perez Roque: Castros tidligere assistent, der i dag er udenrigsminister. Er kun 40 år og har gjort lynkarriere. Generelt set som doktrinær trods den unge alder
Ricardo Alarcon: Præsident for senatet og generelt set som mere eller mindre pragmatisk centrist
Carlos Lage: Vicepræsident. Ansvarlig for de fleste af de markedsøkonomiske reformer, der i 90erne skulle modernisere den cubanske økonomi efter Sovjetunionens kollaps, men er siden faldet i graderne
