Læsetid: 3 min.

Dansen omkring pulsen

Med saxofonisten Chris Potter i topform i front for en kvartet, pakket med storbyjazzens heftige energi, blev der sat en rystende høj standard for årets live jazz
10. marts 2005

Koncert
Skulle man fange den amerikanske saxofonist Chris Potter fotografisk, burde billedet være lettere rystet, flimrende af energi og fremdrift med Potters krop hængende i en springende bevægelse i luften, bøjet fremover og måske med en saxofon i hånden som ikonografisk stempel. Et splitsekund ud af en række bevægelser, fikseret og printet til ære for beskueren. Kunne man så bare i ord fastholde musikkens essenser, ramme dem ind og smække dem op på væggen. Man kunne ønske det en gang imellem.
Men med jazzen er det jo, at magien ligger i skabelsen af øjeblikke med lyd her og nu, de kommer aldrig tilbage, baseret som de er på improvisationens kunst. Og sådan som Chris Potter begik sig med sin sprællevende, semi-elektriske storbyjazz i Copenhagen Jazzhouse tirsdag foran et tætpakket publikum, tøver jeg ikke med at fastslå, at vi overværede et af årets absolut magiske koncerthøjdepunkter i jazzhuset.
Det var allerede lidt af en sensation, da amerikaneren bare 29 år gammel modtog Jazzpar-Prisen i 2000. Men skulle nogen på det tidspunkt have tvivlet på hans potentiale, så har han siden til fulde understreget det både med egne indspilninger og et udstrakt virke som sideman med bl.a. markante navne som Dave Holland, John Patitucci og Dave Douglas.

Ud i nyt terræn
Potter er i dag sin generations måske største saxofonist med et spil, der kombinerer en helt formidabel teknik med en sjælden musikalsk kreativitet og idérigdom. Den mand kan alt med en saxofon, men vigtigere: Han kommunikerer og fortæller historier med sit instrument, med en rigt nuanceret, intens tone og en umættelig fremdrift i sine improvisationer.
Og vi oplevede til med en ny side af Potters virke, der på en række akustiske kvartetindspilninger fortrinsvis har dyrket jazzdyder med gæld til traditionen, men som på det seneste også har rettet sig imod et mere nutidigt udtryk med inddragelse af elektriske instrumenter og elementer af bl.a. rock og funk. Den veloplagte udgivelse, Traveling Mercies, fra 2002 var allerede en åbning ud i dette terræn, og det blev kun bekræftet tirsdag aften med en Potter i absolut topform med et sprudlende veloplagt tenorspil, der i teknisk overskud og udtrykskraft var åndsbeslægtet med store ikoners som Sonny Rollins, John Coltranes og Michael Breckers.
Dertil kom gruppens kollektive udtryk med Fima Ephron (el-bas) som garant for en kontant, elastisk musikalsk bund, Ari Hoenig (trommer) med et levende, konstant interaktivt spil og Wayne Krantz (el-guitar) med skarp Fender-lyd, blues i blodet og en flertydig, kantet brug af harmonier og rytme. Tilsammen kastede de fire sig ud i en række kraftfulde og saftige rytmiske udladninger og grooves med konstant leg og dans omkring grundpulsen, der aldrig forekom flagrende, men fremstod målrettet og pakket med meningsfuldt indhold. Kun otte numre blev det til i løbet af næsten to timers effektiv spilletid – og uden at det på nogen måde trak veksler på tålmodigheden.
Det var fortrinsvis Potters egne numre vi hørte, men som kontrast til den voldsomt medrivende musikalske energi, kvartetten lagde for dagen, fik vi to umanerligt smukke balladefortolkninger, der igen angiver, at Potters musikalske horisont har åbnet sig yderligere i bredden: Den stildannende rockgruppe Radioheads Morning Bell og – som en sitrende magisk afslutning på en uforglemmelig koncert – Joni Mitchells Ladies Of The Canyon. Det indre lydfotografi med Chris Potter i svævende fremdrift er sat i glas og ramme i erindringens Hall of Fame.

*Chris Potter Quartet, Copenhagen Jazzhouse, tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu