Læsetid: 5 min.

Danske studerende vil have kvinder med i kanonen

Den næsten kvindefri litterære kanon i folke- og gymnasieskolerne har affødt en mail-storm på Københavns Institut for Litteraturvidenskab. Men at gøre køn til pensum kræver politisk indgriben som i Sverige, mener professor
8. marts 2005

Kvindekanon
Mellem de studerende på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet har der de senere måneder udspillet sig en skyttegravskrig om kønsperspektiver på litteraturen.
Anledningen til debatten var vedtagelsen af en ny litterær kanon for folke- og gymnasieskolerne, der var næsten kvindefri. På fagets interne mailingliste skød kanonen en heftig debat om kønsperspektiver i gang, især da nogen efterlyste litteratur skrevet af kvinder, der overhovedet var kanoniseringsværdig.
Den ene side glædede sig over, at ’patriarkatets højborg’ blev udfordret og bød kanondiskussionen velkommen, mens der på den anden side befandt sig studerende, der fandt feministernes tone skinger.
Blandt de glade for debatten var en mandlig studerende, som påpegede, at »ligestillingskampen ikke er overstået, og at den på nogle fronter endda først lige er begyndt«, og en kvindelig studerende, der gav udtryk for, at »det ku’ være rart med flere kvindelige forfattere, så man ikke henvises til Center for Kønsforskning«.
Mag.art. Leonora Christina Skov fremhævede, at »ens biologiske køn stadig er afgørende for, om man kan bedrive stor almenmenneskelig kunst og stor, objektiv kritik. Det er i hvert fald den mest plausible forklaring på, at litteratur skrevet af kvinder marginaliseres.«
På den anden fløj fandt en kvindelig studerende det »usmageligt og ganske uforståeligt, at visse kvinder frivilligt nagler sig selv op på et kors og jamrer på bedste martyrvis«. En mandlig studerende fremhævede derimod, at »I (kvinderne, red.) befinder jer slet ikke i det hjørne, I gerne ser jer malet op i«. Andre mænd valgte at se sig konstrueret i rollen som »misogyne, libertinsk liderlige, pornofikserede og militærmarcherende«.
Mail-debatten stilnede efterhånden af, men debatten er fortsat mundtligt, både blandt studerende og lærere.

Røde ører
Blandt de problemer, som maildebatten påpegede, var, at litteratur skrevet af kvinder var stort set var usynlig både på pensumlister og kursusudbud på Litteraturvidenskab. Kun den britiske forfatter Virginia Woolf var en fast benyttet repræsentant, når de studerende blev budt med på den litteraturhistoriske rejse på grunduddannelsen.
»Der var nok flere lærere, der fik røde ører, da de gennemgik deres eget pensum,« mener forskningsadjunkt på Litteraturvidenskab Jørgen Bruhn.
En lærer på et andet institut, institutleder på Kvinde- og Kønsforskning på Københavns Universitet Bente Rosenbeck, anser det for reelt en rettighed, at litteratur skrevet af kvinder indgår i universiteternes pensum.
»Det er et demokratisk identitetskrav at læse litteratur skrevet af kvinder,« pointerer hun, der anser det for væsentligt både at inddrage kvindernes litterære stemmer og at benytte et kønsperspektiv:
»Det skal vi for at vise kvindernes situation. For at se på, hvordan køn repræsenteres og konstrueres i litteraturen. Det er et spørgsmål om at tegne et kultursociologisk og historisk perspektiv.«

Middelalderkvinder
Inspireret af de studerendes krav udbyder Jørgen Bruhn i dette forårssemester kurset »Kvinde- og fjendebilleder i middelalderen«. Dog er der ikke så mange tilmeldte studerende, som han efter debatten havde ventet.
»De studerende finder det måske ikke særligt sexet at beskæftige sig med et kønsperspektiv. Det appellerer mest til de kvindelige studerende, fordi det kan virke som om, det mest vedrører dem. Desuden får man ikke en høj profil som studerende af at læse kønsforskning.«
Han anser det også for et problem, at kønsforskning let kommer til at handle om »privatsfæren«. Altså om mandlige og kvindelige interesser, og dermed ikke om det faglige.
Jørgen Bruhn mener, at underviserne kan være med til at ændre dette billede. »Hvis kønsperspektivet bliver mere fremtrædende på grundkurserne, så vil det ikke længere være så rabialt at beskæftige sig med.«
Til spørgsmålet om en mere ligelig repræsentation af mandlige og kvindelige forfattere er han dog mindre progressiv:
»Fifty-fifty-fordelingen er der ingen grund til at forsvare, det vil være en forvrængning af historien.«
Dermed lægger han sig holdningsmæssigt i kølvandet på det kanonudvalg, som i september 2004 bestemte en kanon til folke- og gymnasieskolerne.
Græsset er grønnere på den anden side af sundet.
Jørgen Bruhn forholder sig også mere generelt til hele ligestillingsproblematikken.
»I Danmark har der siden rødstrømpebevægelsen været en følelse af, at slaget er vundet. Kvinderne orker ikke at slås mere – de tager en rengøringshjælp i stedet for. Men der er en ny feminist-bølge på vej. I hvert fald er politikerne i Sverige begyndt at kalde sig for feminister.«
Også Bente Rosenbeck ser en vigtig pointe i forskellen på den måde, man forholder sig til ligestilling på universiteterne i henholdsvis Danmark og Sverige.
Modsat Sverige er man i Danmark efter ungdomsoprøret gået bort fra at arbejde med køn i universitetssammenhænge.
»Der skal både styring til fra oven og krav fra de studerende for, at det kan lade sig gøre at implementere kønsperspektivet,« mener hun.
I Sverige pålægger ministeriet, at kønsforskning skal indgå i undervisningen på alle fag. Desuden er der i Sverige oprettet kurser for underviserne, så de kan lære at operere med køn i deres undervisning.
Derimod fastlægger danske universiteter selv pensum og emneområder.
I Danmark er mandeforskningen stort set alene repræsenteret af Hans Bonde, mens det i Sverige er lykkedes at opbygge et mandeforskningsmiljø, som samarbejder med kvindeforskningsmiljøet. Som en naturlig effekt produceres der også langt flere forskningsprojekter, der inddrager et kønsperspektiv.
Modsat er der ifølge Bente Rosenbeck kun ganske få, der gennem tiden har skrevet speciale eller phd. i kønsforskning. Selv er hun da også Danmarks eneste professor på området, så man forstår, hvis det ind imellem bliver lidt ensomt, og at det må være hårdt konstant at skulle legitimere sit forskningsfelt over for omverdenen.
Kvindelige forfattere indgår stadig ikke i pensum, men der er skabt en ny lydhørhed over for at ændre på den herskende kanon blandt lærerne på Litteraturvidenskab.

Ifølge Bente Rosenbeck er risikoen ved den historisk enkønnede kanon, at »Kvinder stadig oplever at være det andet køn«, med en formulering hentet fra Simone de Beauvoirs bog »Det andet køn«.

*Anja Majbritt Jensen og Karina Søby Madsen studerer begge Litteraturvidenskab.

*Link til mailinglisten på Litteraturvidenskab:
www.hum.ku.dk/littvid

FAKTA
Oversigt over prosaværker, skrevet af kvinder, som læses i litteraturhistorie i perioden 1800-2000
Københavns Universitet
• Virginia Woolf: ’To the Light House’ eller ’Mrs. Dalloway’
I år læses dog ikke Virginia Woolf, men Elsa Morante: ’Historien’.

Lunds Universitet
• Et værk af Emily Brontë, Charlotte Brontë, Jane Eyre eller ’Svindlande höjder’
• Frederika Bremer: ’ur Hemmen i den nya verden’
• Charlotte Perkins Gilman: ’Den gula tapeten’
• Virginia Woolf: ’Mot fyren’
• Nadine Gordimer: ’En stad för de döda, en stad för de levande’
• Caryl Churchill: ’Top Girls’
• Elin Wägner: ’Spinnerskan’
• Birgitta Trotzig: ’Dykungens Datter’
• Maja Lundgren: ’Pompeji’

Dertil kommer det faglitterære værk:
• ’Nordisk kvinnolitteraturhistoria’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her