Læsetid: 7 min.

Dotremonts Oversættelser

Christian Dotremonts berusede båd på floden mellem skrift og billede
29. marts 2005

NY UDSTILLING
Det er muligt, at navnet Christian Dotremont ikke længere vækker øjeblikkelig genkendelse hos ret mange i det forsurede danske kulturmiljø, men glemt er han ikke. Den store udstilling på Silkeborg Kunstmuseum kommer fra Musée Jenisch i Vevey, Schweiz, og fortsætter til Musée d’Ixelles i Bruxelles, og slutter den 22. maj i Silkeborg.
Det er langtfra tilfældigt, at det er netop på Silkeborg Kunstmuseum, man nu kan se Dotremonts logogrammer. De stammer fra Pierre og Micky Alechinskys samling, og er suppleret med museets egne værker. Det var jo Christian Dotremont, der sammen med Asger Jorn var hovedmanden, da Cobra blev stiftet i 1948 som kanal for de spontant figurskabende malere i de tre små lande – Danmark, Belgien og Holland – der stod parat med billeder til en ny og totalt forandret tid, da Anden Verdenskrig tilsyneladende havde sat en stopper for de mørke kræfters knugende begrænsning af kunstnerisk udtryk af enhver levende form – nazismen med dens »entartete kunst« og stalinismen med dens »socialistiske realisme«.
Men socialister, endda kommunister, det var de da, bare af en anden slags, men nazister var de ikke.
Også selve krigen var forbi, og dens mareridtsbilleder af atombomber og dødslejre stod ætset på kunstnernes nethinder.
Det var de forbudte strømninger fra mellemkrigstiden, de tog op. Surrealismen måske især, men deraf følger jo automatisk en forbindelse med det tidligere 20. århundredes store avantgardebevægelser, dada, futuristerne, kubisterne, og interessen for billedudtryk, som man finder dem hos børn, i andre kulturer såsom den kinesiske eller den afrikanske, i psykoanalysens mentale og arkæologiens fysiske udgravninger.
For Christian Dotremont var udgangspunktet poesien, og skriften. Han arbejdede tidligt med sine venner, Jorn og Alechinsky især, på en række peintures-mots, altså digteren skriver, og maleren maler, men fra omkring 1960, da Cobra som sådan forlængst var ophørt, begyndte han for sig selv med sine logogrammer, sin frit flydende og fabulerende penselskrift med tusch på papir. Det er disse billeder, man nu kan se i Silkeborg.

Hvad det er
I et af de små siderum på udstillingen hænger en helt almindelig tekst, skrevet med grønt farvekridt på et temmelig stort stykke papir. Den hænger lidt skævt og ligesom undseligt der mellem sine visuelt betydeligt mere flamboyante slægtninge, som om den ikke rigtigt ved, om den hører hjemme på en udstilling af noget, der vel egentlig er billeder.
Dotremonts logogrammer er jo ganske vist skrift, men de er ikke tekst. De kan ikke uden videre læses.
Der følger oversættelser med, som regel skrevet med blyant under det logogrammatiske skriftbillede, og den oversættelse er måske nok det, der står i billedet, eller det, der ville stå i billedet, hvis det stod der og var læseligt. Men det står der ikke. Penslen er løbet fra det, den har med sit tuschløb fjernet sig fra, har forladt den tekstuelle mumlen, der satte den på plads og holdt den i gang.

Form og indhold
Når Dotremont, som Pierre Alechinsky skriver i kataloget, ikke ville anerkende betegnelsen »kalligrafi« for sit arbejde med pensel og tegn, skyldes det, at selve formen, det formaliserede grafiske udtryk, ikke er det centrale. Det er spontan gestik og proces, med en masse spild kunne man sige, hvilket fremgår af udstillingens mange fotografier fra Dotremonts værksted. Det er tilfældigt, men ikke uden styring. Det er bare ikke noget mål af på forhånd konventionelt vedtaget skønhed, der styrer.

Poesien
Christian Dotremont var ikke bare, sammen med Asger Jorn, hovedmotoren i Cobra, og bevægelsens ideologiske drivkraft, fordi han var skrivende. Han var digter, en af de bedste, selv om han ikke lader sig klassificere og anbringe i en af de til enhver tid forhåndenværende kasser, og da slet ikke den surrealistiske, som han begyndte med at hoppe ud af, mod en »revolutionær surrealisme«. Med en sådan baggrund og praksis kunne man måske tro, at hastigheden, som i den klassiske surrealismes eksperimenter med automatskrift, hvor man forsøger at skrive hurtigere end den bevidste tanke, var af yderste vigtighed, og det er den også. Men den er langsom. Den er der hele tiden, som natur er i bevægelse, også naturen i mennesket, meget langsommere end skiftende ideologiers små neonspjæt og kybernetiske hop på stedet. Den er underløbende og undergravende, som vand løber, Gaston Bachelards foretrukne metafor for poetisk proces og værdi, eller som en busk eller et træ vokser.
Det er indlysende ligetil og direkte fatbart for enhver. Det kan bruges. Der er intet at tænke over, for tanken som sådan er i det og transporteres af værket øjeblikkeligt videre i den, der ser og læser det.
Jeg skriver for at se, siger Dotremont selv. Det er udstillingens titel.

Billederne
Den legende og spontane digter, med de klare og klassiske træk af avantgarde, elskede patafysiske ordspil, sjovt brevpapir af egen tilvirkning og ikke mindst sne. Han talte og skrev dansk – et formfuldendt eksempel i en af udstillingens oplysende montrer er et julebrev til litografen I. Chr. Sørensen – og han kendte, fra mange og lange ophold i Lapland, hans andet fædreland som digteren Yves Bonnefoy skriver i sit forord til Dotremonts samlede digte, mere til finsk end langt de fleste uden for Finland. Bagved Cobras store tidsskrift, der på skift redigeredes af de forskellige, hollandske, belgiske, danske og også tyske fraktioner, legede han med sine egne småting : Le Petit Cobra der i spalter af noter er en slags mellemstation mellem de surrealistiske tidsskrifter fra 1930’erne og »internationale situationniste« fra 1960’erne, og mindre endnu var »Le tout petit Cobra«, altså den »lillebitte Cobra«, der havde visitkortstørrelse og kunne rumme f.eks. et enkelt digt.
Også bogtrykket legede han med. Og Cobra varede længe, selv om den opløstes i begyndelsen af 1950’erne. »Først i 1968, på 20 års fødselsdagen, modtog jeg den sidste regning med rykker,« skriver Dotremont.
Logogrammerne begyndte han med omkring 1960. Og det fortsatte til hans død i Tervuren, Belgien, 1979, kun 57 år gammel.
På udstillingen kan man se forløbet, fra de tidligere forsøg af ret primitiv karakter, hvor ord begynder at flyve som sorte fugle i papirets hvide rum, til de fuldt udfoldede, tætte arabesker med præg af måske mere arabisk end kinesisk, men også med spor af skrift til alle tider, de sumeriske kiler i ler, de ægyptiske hieroglyffer og de nordiske runer.

Ordene
Det er som sagt skrift, og det er sprog, men det er ikke tekst, og som digter har Dotremont vel ment, at en betragter af skriftbilledet også skal kunne læse, hvad han selv har skrevet i det, eller skrevet på. Det er nok netop det forhold imellem sproget, skriften og digtet, han beskæftiger sig med, eller lader beskæftige sig, i logogrammerne, mere og mere udtalt efterhånden som de kommer til udfoldelse og bliver egentlige billeder.
Det er det stivnede, det formaliserede (men naturligvis ikke begrebet form som sådan) han vil ud af. Det er en virkelighed, han søger. Ikke en anden virkelighed, men et udtryk for den virkelighed han er. Det var altid sidste del af ordet sur-realisme, Dotremont lagde vægt på. Realismen, som man finder den i Max Ernst, og som man ikke finder den i Salvador Dali. Og formen er lige så meget dyngerne af makulatur, kasserede skriftforløb, i det lille loftværelse, hvor han arbejdede, som den er de færdige billeder, der nu hænger på væggene. Uden det ene ikke det andet, uden proces intet værk, uden værk ingen proces!

Floden
Det arabiske er, som nævnt, iøjnefaldende: Arabesken eller ornamentet. Det er ikke i egentlig forstand ideogrammer, som kinesisk, selv om hvert enkelt billede er det ideogrammatiske billedtegn for, hvad Dotremont oversætter det til. Man kunne i det hele taget tale om hele processen som en vedvarende oversættelse. En proces der sætter over fra noget til noget, som er det samme eller noget andet, som er den strømmende tegnflod mellem to bredder (et nøglebillede i James Joyce’s Finnegans Wake der betød meget for både Dotremont og Jorn), og digteren sejler så på den, med besøg ind imellem på begge bredder, som Arthur Rimbaud og den »Berusede båd«, som rødhuderne padlede ind i det, der i dag er den klassiske avantgarde, eller avantgarden som tradition, en overgang måske mod-tradition, men aldrig i kunstnerisk sammenhæng anti noget som helst, og efterhånden bare verden, virkeligheden.
Synets flod kaldte den åndsbeslægtede danske digter, Robert Corydon, sine udvalgte digte da de udkom i 1963. Hans »calligrapoetica« kan også ses på Silkeborg Kunstmuseum.

*Christian Dotremont. Jeg skriver for at se. Logogrammer 1963-1978. Katalog med tekst af Pierre Alechinsky, meget smukt produceret med gengivelser af alle værker. Lille bog med teksten til alle de udstillede logogrammer og danske oversættelser ved Troels Andersen. Desuden det meste af Alechinskys tekst på dansk. Til den 22. maj. Silkeborg Kunstmuseum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her