Læsetid: 5 min.

Dræbte mindes som individuelle ofre

I går åbnede det nye Yad Vashem-museum, der skal levendegøre en række enkeltskæbner blandt de seks millioner jøder, som bukkede under for nazisternes folkedrab. Blandet de udstillede objekter er Cyklon B-hylstre, dagbøger og gamle briller og suppeblikkrus fra lejrene
16. marts 2005

EFTERMÆLE
FN’s generalsekretær, Kofi Annan, og talrige højtstående regeringsrepræsentanter fra lande verden over deltager i disse dage i åbningsceremonien for, hvad der uden for enhver tvivl er en af verdens mest bevægende udstillinger – massivt beriget som den er med et væld af nye holocaust-optegnelser og vidnesbyrd, som først er dukket frem i løbet af det seneste årti.
Der skulle et omfattende historisk gravearbejde fra Yad Vashem-stabens side til for at fremdrage de 2.500 nye udstillede objekter. De er alle autentiske og bliver dermed i højere grad udsagn om det individuelle særpræg blandt holocausts seks millioner jødiske ofre end udstillingen på det gamle Yad Vashem (der blot var en fjerdedel så stort) formåede.
Det er f.eks. tilfældet for den kopi af et typisk jødisk borgerhjem i 1930’ernes Berlin, der er indrettet med gamle arvestykker fra tiden, komplet med sølvtøj og møbler. Omtrent som i disse stuer boede mange af dem, der forsvandt i lejrene.
Og det er – mere dystert – tilfældet for de gamle kasser med Cyklon B-hylstre, som blev brugt i gaskamrene. Og for de af sprængfragmenter arrede gadelygter, brosten og sporvognsskinner, som er blevet brugt til at genskabe en specifik gade i ghettoen i Warszawa.
Hertil kommer de mange dagbøger, sidste afskeds-postkort, suppeblik-krus og uniformer fra lejrene; det skrammede, men stadig intakte par briller, der stammer fra en kvinde ved navn Tola Walach, der grådkvalt indleverede dem til Yad Vashem et halvt århundrede efter, at hendes mor, Bluma, havde givet hende besked på at passe på dem, umiddelbart før hun blev ført ind i gaskammeret i Birkenau.
Den arkitektonisk nyskabende bygning, hvis ophavsmand er den hæderkronede israelsk-amerikanske arkitekt Moshe Safdie, former sig som et prismelignende, trekantet spir i grå beton, som rager op på Mindebjerget i Jerusalems udkant. Herfra drager den de besøgende til sine vældige undergrundsgallerier, før de føres op imod den gigantiske koniske Navnehal i zink og glas, der er besat med 600 fotografier og vidnesbyrd fra ofrene og stedvis gennemskåret af dybe ridser i kalkstenen for at symbolisere de navne, som aldrig vil blive kendt.
Til sidst udmunder den underjordiske gang triumferende i et bjergtagende pastoralt solkinsvue over Jerusalems højdedrag. Yehudit Shendar, museets ledende kunstkurator, siger, at den rå beton i Safdies bygningværk er et tilsigtet stilelement – »marmor eller lyst Jerusalem-sten ville ikke have været passende, vi ønskede ikke noget, der var for smukt til en bygning af denne karakter«.
Dog, påpeger hun, gør det nye museum i modsætning til det gamle udstrakt brug af farver, ikke mindst i de 280 samtidige tegninger og malerier af jødiske kunstnere, hvoraf mange døde i lejrene.

Holocaust var i farver
Et eksempel er malerierne af den jødisk-tyske kunstner Charlotte Salamon, som blev myrdet i Auschwitz. For hende var maleriet en kur mod dyb depression, som blev hende foreslået af en landsbylæge, da hun som flygtning boede i Frankrig. I denne tid malede hun 1.300 kraftigt kolorerede scener af de forfølgelser, hun blev vidne til i førkrigstidens Nazityskland.
Blandt dem, der hænger i Yad Vashem, ser vi kunstneren selv blive overfuset på gaden af to antisemitiske knægte, hendes operasangermor blive buhet ud af publikum med Raus, Raus-tilråb og hendes kirurgfar med hovedet begravet i sine hænder af fortvivlelse over ikke længere at have tilladelse til at udføre operationer.
Mange af de billeder, der hidtil har tegnet vores holocaust-opfattelse, deriblandt dem i det gamle Yad Vashem, er nazistiske fotografier, der hyppigt skildrer ydmygelse af jøder ud fra et propagandaperspektiv.
Kunstkurator Yehudit Shendar siger:
»Vi er tilbøjelige til at forestille os holocaust i sort og hvidt, men selvfølgelig var der farver. Vi bruger kunsten til at fremme dette museums hovedmål – at fortælle om disse skæbner fra et individuelt synspunkt. Nazismen forsøgte at udslette det individuelle.«
Shendar ved, hvad hun taler om. Hun er på nippet til at bryde ud i gråd, da vi kommer til de isnende uhyggelige fotos fra Belzec, dødslejren i Galicien, hvor begge hendes bedsteforældre blev myrdet.
»I kontrast til den bevidst upersonlige nazipropaganda med dens navnløse ofre er kunstens udtryk så subjektivt, som det er muligt at være. Kunstneren er ikke blot et offer, men besidder evnen til at fastnagle sin tolkning af, hvad han eller hun ser og føler.«
Netop fordi dets udstilling er så bevægende, har det nye Yad Vashem også givet anledning til nogen kontrovers. Er dets temaer tilstrækkeligt universelle, har kritikere spurgt. Yder dets kursoriske behandling af de ikke-jøder, som omkom i holocaust, retfærdighed over for handicappede, homoseksuelle, Jehovas vidner og russiske krigsfanger, som også blev udryddet af nazisterne, skønt i mindre antal? Burde der have været specifikke referencer til andre folkemord og forfølgelser af minoriteter i det 20. århundrede?
Avner Shalev, Yad Vashems direktør, siger: »Vi fortæller historien fra den jødiske vinkel, fordi udfordringen for os er at få opvoksende generationer til at forstå ofrenes menneskelige erfaringer og leve sig ind i de lidelser, som de som mennesker, der blev underkastet dette eksperiment, måtte gennemgå.«
Han sammenligner udstillingen med et kunstværk og en roman, som fortæller en universel sandhed gennem en individuel historie.

Postkort fra afgrunden
Ingen kan betvivle, at museets konsekvente fokus på individuelle, menneskelige holocaust-historier er uhyre vellykket udført. Men uanset billedernes betydning (en uforglemmelig række fotos af miserable jøder på dødsmarch fra Dachau til Wolfratshausen i april 1945 taget i hemmelighed af en landsbybeboer på strækningen har pinefuldt lejret sig i erindringen), har ordene også deres egen skræmmende suggestive kraft.
Nazistiske dokumenter fortæller selvfølgelig deres egen historie. I en sal, der er helliget de nazistiske
dødspatruljer, Einsatzgruppens makabre arbejde i Ukraine – og domineres af et kæmpemæssigt farvefotografi af de enorme dynger tøj, der blev efterladt af de nøgne ofre, der blev skudt ved Babi Yar – registrerer en kodet meddelelse en anden Aktion fra 15. september 1941; »Som resultat af henrettelsen af 322 jøder og kommunistiske kommissærer er byen Boguslav nu jødefri«.
Budskabet var i Enigma-kode og blev opsnappet og afkodet af de britiske efterretningsanalytikere i Bletchley – endnu en påmindelse om, at de allierede vidste, hvad der foregik, et år før de første rygter begyndte at dukke op i den engelsksprogede presses nyhedsstrøm.
Men på en måde gør de sidste postkort afsendt af dem, der var på vej til lejrene uden at ane, hvad der ventede dem, det største indtryk.
I et af dem, kastet nær Verona fra et tog på vej til Auschwitz, skrev den 28-årige Wanda Pacifici: »Med sorg i hjertet rejser jeg til et fjernt land. Sig til Carlo [hendes bror], at jeg ikke har mine børn med mig, og at han skal beskytte dem, som var de hans egne. Jeg håber, jeg en dag får mulighed for at se dem igen.«
Eller dette frejdigt jordbundne sidste brev fra Jacob Van Someren til en ikke-jødisk ven, før han drog af sted til Sobibor: »Kære Jo, her til formiddag skal jeg rejse til et andet sted. Jeg takker dig for alt, du har gjort for mig. Det er en skam, at sæben, du har sendt, kommer for sent frem. Jeg har meget travlt, for jeg skal nå at pakke alt…«

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu