Læsetid: 4 min.

Edvard Munchs konfrontation med livet

Edvard Munchs selvportrætter er i centrum på Moderna Museets nye store udstilling i Stockholm, hvor omkring 150 værker – malerier, grafikker og tegninger – er udstillet
3. marts 2005

Udstilling
En samling selvportrætter kan umiddelbart lyde som en kedelig udstilling, men som de vises i Stockholm, er det langt fra tilfældet. Her kan portrætterne nærmest læses som en fortælling om et liv. Munch er symbolist og derfor skildrer næsten alle malerierne et større drama.
Det er en opløftende udstilling og den største nogensinde med Munchs selvportrætter som bærende tema. Meget af det udstillede materiale er desuden Munch-billeder, der aldrig har været vist før.
Her er Munchs tidlige billeder, hvori han udvikler det billedsprog, som han bruger til at skildre indre oplevelser og følelser. Han lader billederne krakelere af sig selv med temaer om livet, kærligheden og døden og forholdet mellem kønnene som det mest fremtrædende. Billedet med titlen Fortvivlelse, der er en tidlig version af Skriget, som vel mest af alt er blevet symbolet på Munchs udtryk, er med på udstillingen. Og Golgata, der skildrer Munchs følelse af at stå uden for det etablerede fællesskab.
Men der er også billeder, der viser Munchs komplicerede forhold til kvinder. Munchs mor døde, da han var fem år gammel, og ni år efter døde hans søster, begge af tuberkulose. Munch selv hævdede, at han levede i overgangsperioden op til kvindernes frigørelse, der betød, at det blev »kvindens tur til at forføre, lokke og bedrage manden«.

Et helt livs selvportrætter
Udstillingen tæller blandt andet maleriet af Munch, der har skudt sig selv i hånden som afslutning på det komplicerede forhold til kæresten Tulla Larsen. En handling, der blev begyndelsen til nervesammenbruddet i september 1908. Da han er kommet sig efter sammenbruddet, forandrer hans billeder sig. Han begynder at leve sundere, malerierne bliver mere levende, og sollyset kan skimtes på flere af dem.
Senere dukker flere selvportrætter op, som igen skildrer Munchs følelse af at være udstødt og den ensomhed, han føler i og over for verdenen. Ved årsskiftet 1918-19 bliver Munch ramt af spansk syge, og nærdødsoplevelsen fører til, at malerierne på ny får mere liv. Forholdet mellem mand og kvinde dukker igen op som tema i skildringerne af mødet med modellen Annie Fjeldbu, men for Munch forbliver mødet tilsyneladende en utopi og meget distanceret.
I den sidste del af Munchs liv får følelsen af eksistentiel ensomhed og rastløshed igen en central plads i hans kunst, for eksempel i Nattevandreren og Stjerneklar nat. Munch er blevet til iagttageren. Til sidst kommer hans opgør med døden som i Selvportræt ved vinduet og flere andre billeder fra 1940-42.

Munchs livsopgør
Der er næppe nogen anden kunstner, der har udleveret sig selv så skånselsløst og blottet sig så meget, som Munch gør i mange af sine selvportrætter.
Han undersøger sin rolle som kunstner og menneske i samfundet og tematiserer sit forhold til livet, kærligheden og døden.
Selvportrætterne afspejler også Munchs kunstneriske udvikling fra de første malerier som radikal naturalist til den ekspressive symbolisme i 1890’erne.
En stor del af Munchs kunstneriske kraft ligger i hans evne til at skildre følelser, som er universelle, tidløse og almenmenneskelige. Hans billeder handler om livet: sygdom, lidenskab, angst, melankoli, ensomhed. Og han har selv gennemlevet det hele.
I selvportrætterne følger vi Munchs egne livsopgør, eller som han selv udtrykte det:
»Jeg har i min kunst forsøgt at forstå livet og dets mening. Jeg har også villet hjælpe andre med at forstå deres liv.«
Munch har selv sagt, at han ikke tror på kunst, »der ikke er fremtvunget af menneskets behov for at åbne sit hjerte«. Al kunst måtte fremstilles med kunstnerens hjerteblod. »Kunsten er ens hjerteblod.«
Munch bruger også ofte ordet »krystallisering« og mener dermed, at »et kunstværk skal have en sjæl og en vilje«. Det er ikke nok med blot en ydre flade.
»Kunst udspringer af glæde og sorg. Men mest af sorg. Den udspringer af menneskets liv.«
En slående ting ved Edvard Munch (1863-1944) er, at han levede et liv, som var fuld af melankoli og præget af sygdom, men alligevel blev han 81 år. Sådan forklarede han det selv:
»Livsangsten har raset i mig, siden jeg første gang mærkede den, præcis ligesom den sygdom, jeg har været ramt af, siden jeg kom til verden – begge dele er nedarvede. Den har hvilet over mig som en uretfærdig forbandelse, der har fulgt mig. Alligevel har jeg ofte fornemmelsen af, at jeg har brug for livsangsten. Den er nødvendig for mig, og jeg ville ikke være den foruden. I perioder, hvor jeg ikke har været angst eller syg, har jeg følt mig som et fartøj, der sejler i rum sø uden ror, og jeg har spurgt mig selv, hvor jeg skulle hen – hvor strander jeg?«
I forbindelse med udstillingen har udstillingslederen og forskeren Iris Müller-Westman udgivet en gedigen, saglig og grundig bog med titlen Munch selv.
Udstillingen varer frem til 15. maj i Stockholm. Herefter bliver den vist på Munch-museet i Oslo og rykker dernæst til Royal Academy of Arts i London til efteråret.

*Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her