Læsetid: 4 min.

Erhvervslivets basisgrupper

I VL-grupperne gør man ikke det private offentligt som i 60’ernes kvindegrupper, men holder det offentlige privat. Derfor vækkes mistanker om urent trav
21. marts 2005

Analyse
Så har vi igen røre om det gamle problem – sammenblandingen af offentlig og privat økonomisk aktivitet. Først med borgerlige ministres og deres private partneres økonomiske engagementer og en skinhellig statsministers ønske om registrering. Som om det gør en forskel, når en af hans ministre – Ulla Tørnæs – slipper af sted med at stikke ham en lodret løgn om sin og sin mands fælles økonomi. Og derefter hænges ud på forsiden af Ekstra Bladet som løgner, uden at han som statsminister skrider ind. Enten ved at fyre hende eller beordre hende til at rense sig ved et sagsanlæg.
Og senest diskussionen om aktiviteten i de såkaldte VL-grupper, hvor ledere på topposter i erhvervsliv og offentlig tjeneste mødes uformelt for at drøfte ledelsesproblemer, udveksle erfaringer, synspunkter og informationer. De fineste folk i grupperne med de laveste numre.
VL-grupperne er selvstændige og decentrale grupper under paraplyorganistionen Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, dannet under efterkrigstidens stigende interesse for management og efter amerikansk mønster.

Lederen i fokus
Med årene er stærkere fokus rettet på lederen som type og den voldsomme overvurdering af hans/hendes betydning.
Samtidig er nedvurderingen af de ansattes og holdarbejdets – den kollektive indsats – betydning fortsat, selv om værdien af human resources som det hedder på moderne management-dansk, dvs. medarbejderne og deres indsats i virksomheden, hyldes – undertiden rigeligt hyklerisk.
Ser man på million-lønningerne til toplederne med deres beherskelse af de skiftende, fine amerikanske ord, der forurener sproget uden at give det større præcision, og sammenligner med lønningerne for de øvrige medarbejdere nede i hierarkiet, så har vi et udtryk for hykleriet – dyrkelsen af toplederen. Han er jo intet værd uden dem, han leder.

De skide journalister
Opmærksomme avislæsere og medieforbrugere vil vide, at der findes 68 forskellige VL-grupper hver med 25-30 medlemmer, i alt omkring 2.200 topledere fra erhvervsliv og offentlig administration – beslutningstagere.
Den elite mødes regelmæssigt, formelt uden for arbejdstid, og samles en gang årligt til det såkaldte VL-døgn. Her kan de bl.a. høre guldkorn fra store rorgængere i erhvervslivet som den tidligere konservative politiker og finansminister Henning Dyremose, nu lokalbestyrer i Danmark af det amerikansk-ejede TDC, der efter statsudsalg har magten over vort tidligere delvis statsejede telekommunikationsnet.
DR TV’s pengemagasin bragte forleden dette råd fra Dyremose til VL-medlemmerne, at de i nogle situationer »ikke skulle tale med de skide journalister«.
I de enkelte grupper er der også foredrag fra indbudte interessante gæster med efterfølgende diskussion, kan overtegnede bevidne. Vigtigst er de interne drøftelser i de blandede grupper, der ikke må rumme medlemmer inden for samme branche.
Men drøftelserne i disse erhvervslivets basisgrupper kender vi ikke. Kvindebevægelsens basisgrupper i 1970’erne gjorde det private offentligt. Erhvervslivets basisgrupper gør det offentlige privat. Deres sludre- og sladregrupper er nyttige – for dem.
Derfor vender kritikken med mellemrum tilbage med anklager for hemmelig logedannelse, lobby-aktivitet, indspisthed, kammerateri, ledelsesincest, ydelse af gensidige tjenester i roseklubber. Frem for alt mistanker om inhabilitet og usaglige hensyn i beslutningsprocesser. Kun fantasien sætter grænser.

Moral opløselig i penge
De mistanker er svære at bekræfte – og at afkræfte. Sjældent ser vi bevis for noget. Derfor kommer de igen. VL-grupperne kan være nyttige, hvis de bidrager til bedre funderede, saglige beslutninger.
VL-grupperne kan også misbruges og således bekræfte mistankerne. Det afhænger alene af de enkelte medlemmers integritet og i sidste instans af deres moral.
Men al erfaring viser, at moral er opløselig i penge, hvis beløbet er stort nok, og omstændighederne synes gunstige.

Moral og tillid
Moral kan man ikke lovgive for, og den er svær at kontrollere. Her i landet har vi forsamlings- og mødefrihed og kan danne de foreninger, vi har lyst til. Derfor har vi efter Grundloven hverken ret til eller mulighed for at kontrollere organisationer som VL-grupper, deres medlemmer og deres interne aktivitet, heller ikke top-embedsmænds medlemskab eller deres habilitet i konkrete sager. Det handler om tillid – og igen om moral.
Men vi kan se på erfaringerne. Tidligt var man opmærksom på »det farlige i at menge samfundets og de private interesser for intimt sammen«, som det hed allerede i 1918. Og videre i 1921, at herhjemme er det såmænd ligegyldigt, hvad finansministeren hedder – »magten ligger et ganske andet sted«. Dermed mentes erhvervslivet – det økonomisk-finansielle ting.

Borgerlig tale
I 1923 lød det igen: »Trods al parlamentarisme styres vort elskede fædreland af de sammenspistes klub, de 52 Tordenskjolds soldater tropper op overalt, hvor trompeten kalder, og som regel bestemmes endda det mindste ved bestyrelsesmøderne, for som oftest har nogle enkelte særlig entreprenante i forvejen arrangeret brikkerne, sådan som det skal være.«
Udsagnene er ikke venstreorienteret snak og paranoia.
Det er alvorlig borgerlig tale fra kendere: Den konservative nationaløkonomom professor L.V. Birck og det borgerlige Finanstidendes redaktør Carl Thalbitzer.
Problemet er altså gammelt og uden generel løsning. Men det er nyttigt at være på vagt – også i dag.

*Ole Lange er historiker og professor, dr. phil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu