Læsetid: 3 min.

De fattige vil også have en shoppingoplevelse

Længe var forretningen på Kottbusser Damm et mysterium for mig. Hvordan kunne den leve af at sælge grimme ting billigt?
26. marts 2005

BERLIN
Knüllerkiste på Kottbusser Damm er en herlig forretning. Man kan få alt muligt, og det koster nærmest ingenting. Hvis man har brug for et piskeris eller tre nye skuresvampe, springer man bare lige ind i butikken og finder det.
Ved kassen bliver man altid glædeligt overrasket.
»Det bliver 55 cent,« siger damen.
Hendes job må være meget nemt, for der er kun én slags varer i Knüllerkiste – dem til 55 cent. Luksusartiklerne til én euro lader vi stå i dag.
Forretningen minder lidt om de Tiger-butikker, der er skudt op i Danmark – selvom varerne er billigere og grimmere: En eller anden geschæftig indkøber samler restpartier af alt det kinesiske juks, som ingen anden forretningsmand har gidet røre ved de seneste to år.
Om det er spillekort, mikadospil, plasticlastbiler, blå grydeskeer, gule karklude, engle af brændt ler, juleglimmer, tallerkener med blodrød kant eller skruetrækkere ... Opkøberen fra Knüllerkiste står der altid og forsøger at handle prisen ned, før han til sidst vender sig halvt væk fra grossisten – som for at gå – og siger:
»Ved du hvad ...? Skal jeg ikke hjælpe dig med at smide de der tallerkener med blodrød kant væk? Dem er der da virkelig ingen, der gider eje. Støvede er de også. Se.«
Opkøberen er helt kold. Han har slet ikke brug for de tallerkener. Hvis han ikke får dem, tager han lige så gerne læsset af te-krus forsynet med kinesiske bjerglandskaber.
»Hold da op! De er da lige til at smide ud.«
Men i stedet for at smide dem ud, stiller opkøberen fra Knüllerkiste både tallerkener og te-krus ind i sin forretning på Kottbusser Damm, Berlin.
Og så kommer kunderne sprøjtende.
Længe troede jeg, at Knüllerkistes succes skyldtes en heldig kombination af latterlige priser og elendig smag hos indbyggerne i Neukölln – eller fordi de lige manglede et par plasticlastbiler til ungernes pakkekalender.
I dag er jeg klogere.
Når den tyske detailhandel klager over manglende købelyst hos kunderne, forestiller man sig indtægtssvage og fremtidsangste mennesker, der kun køber det mest nødvendige – brød, margarine, kartofler og stoppenåle til de hullede sokker. Men sådan er den moderne forbruger ikke.
Den moderne forbruger finder fortsat glæde ved at shoppe. Og selv tyskere, som ikke længere har penge, mærker trangen til at entre en butik, rive ting ned fra hylderne, shoppe igennem og betale, hvad det koster.
I mangel af andre muligheder går disse forbrugshæmmede kunder i Knüllerkiste.
»Det bliver 3 euro og 30 cent,« siger damen ved kassen så.
Bagefter kan kunden gå hjem og fremvise det nye stel – seks tallerkener med blodrød kant. Og naboerne glor misundeligt.
»Bare vent til I ser mine seks te-krus med smukke fotografier af bjerglandskaber. Fra Kina!«
Shopping er overskud, giver livsglæde. Følelser man ikke bør tage fra noget moderne menneske, lige meget hvor fattig han eller hun føler sig i det moderne Tyskland.
Siden jeg opdagede hemmeligheden bag min lokale Knüllerkiste, har jeg fået den største respekt for forretningen: Den skaber stabilitet i socialt utrygge tider, fordi den afhjælper shoppinglyst ved at tilbyde netop shopping. Ikke almisser.
Knüllerkiste var den første billigbutik i kvarteret – bortset fra Aldi, naturligvis – men ideen har grebet om sig. Kottbusser Damm har allerede fem tøjforretninger, der tilbyder »restlagre af modetøj fra Rom og London«.
Jeg tvivler alvorligt på, at tøjet har været i Rom eller London. Med mindre en mig ubekendt akryl-mode er rullet gennem Vesteuropa, mens jeg tog en middagslur, er der nok snarere tale om detailhandlernes forførelseskunst.
Stednavne som Rom og London er budbringere fra en rig verden med langlemmede mannequiner og vuggende lystyachter i solnedgangen. Dér vil Neukölln gerne være med. Udleve begæret, opleve sorgløs luksus.
Sidste uge så jeg, at den lukkede skobutik på hjørnet nu er blevet til ’Discount Erotikmarked’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her