KOMMENTAR
En kold og våd uge fra 6.-12. marts for 10 år siden var København vært for FNs Sociale Topmøde i Bella Center. Målet var at formulere fælles målsætninger, forpligtelser og indsatser mod fattigdom, arbejdsløshed og social udstødelse. Det væsentligste og mest blivende resultat af topmødet var, at der her blev etableret en international konsensus om bekæmpelse af fattigdom som den centrale målsætning for udviklingsindsatsen.
Landene forpligtede sig til at arbejde for det langsigtede mål om udryddelse af fattigdom.. Og det blev besluttet at hvert enkelt land skulle udarbejde en strategi for en begrænsning af fattigdommen og fastsætte en slutdato for udryddelsen af den absolutte fattigdom. Da FN i år 2000 på sit Årtusindtopmøde samlede de centrale forpligtelser fra de mange topmøder gennem 90erne i otte mål for år 2015 kom fattigdommen ind på en førsteplads: Det første og centrale 2015-mål er, at den ekstreme fattigdom andelen af mennesker der lever for mindre end én US dollar om dagen, skal reduceres til 50 procent af niveauet i 1990.
I dag fem år efter lanceres den ene rapport efter den anden om kursen frem mod 2015-målene. Den positive melding er, at en række af vækstøkonomierne i Asien navnlig Kina og Indien sikrer en udvikling i den rigtige retning. Den negative, at det navnlig i Afrika går den forkerte vej. Og det står klart, at skal målet samlet nås, er der behov for yderligere bistand, gældslettelse og mere retfærdig handel. Men hvad siger de fattige selv?
I lyset af de mange rapporter og de internationale mål og målinger er det slående så lidt der fokuseres på om de fattige selv har nogen indflydelse på, hvordan prioriteterne for fattigdomsbekæmpelse bliver sat i deres egne lande og områder. Kvinder udgør hovedparten af verdens fattige. Og størstedelen af de fattige bor i lokalsamfund oftest på landet langt fra de fattige landes hovedstæder, hvor strategier og prioriteter for fattigdomsbekæmpelse fastlægges. Og endnu længere fra Washington, hvor internationale institutioner som Valutafonden og Verdensbanken sætter de afgørende økonomiske rammer og præmisser for de fattige landes råderum og politik.
På topmødet i København blev det faktisk besluttet at hvert land skulle formulere sin egen plan for at bekæmpe fattigdommen, og heri inddrage landets civilsamfund. Men der kom først skub i dette, da Verdensbanken og Den internationale Valutafond gik i 1999 i spidsen for ideen og gjorde sådanne strategier til en betingelse for adgang til gældslettelse og favorable lån. I dag har over 50 lande udarbejdet strategier for fattigdomsbekæmpelse, men det kniber meget med det nationale ejerskab. Verdensbankens og Valutafondens evalueringer af fattigdomsstrategierne sidste år påpeger, at de selv sidder alt for tungt på dem og ikke giver tilstrækkelig plads til debat og politiske processer i de enkelte lande.
Ofre eller ressourcer?
Alt for ofte ses de fattige blot som ofre, og det overses at de selv har meget at byde på, egne ideer til hvad hvordan de og deres lokalsamfund kan arbejde sig ud af fattigdommen. I flere lande har lokalsamfund selv formuleret strategier mod fattigdom i forventning om at få indflydelse på de nationale planer og om at skaffe finansiering. Blandt de typiske mål er styrkelse af den lokale produktion og økonomi, herunder landbrugsreformer; større inddragelse af kvinderne som en vigtig ressource, decentralisering og styrkelse af lokale myndigheder; børn og unge sammenhængen mellem ordentlig ernæring, sundhed, skolegang også for pigerne.
Som regel ligger det tungt med at få de fattige lokalsamfund og kvindernes prioriteter afspejlet i strategierne for fattigdomsbekæmpelse. Da strategierne for fattigdomsbekæmpelse fortsat skal godkendes af Valutafonden og Verdensbanken er regeringerne i de fattige lande fortsat ofte mere opsat på at lytte til forventningerne herfra end på hvilke forventninger deres egne befolkninger og de fattige lokalsamfund har.
Det turde være indlysende, at fattigdomsbekæmpelse må tage udgangspunkt i de fattige selv. Mere bistand og gældseftergivelse samt mere retfærdig verdenshandel er hver især nødvendige forudsætninger for at komme fattigdommen til livs og nå de øvrige udviklingsmål for år 2015. Men modsvares mål og ressourcer ikke af en langt bedre inddragelse af de fattige og deres lokalsamfund vil indsatsen blive forgæves.
Trods det faldende bistandsbudget er Danmark fortsat en betydelig bistandsyder og medaktionær i Verdensbanken og Valutafonden. Skal visionen fra Københavnertopmødet om udryddelse af fattigdommen få betydning, må vi derfor arbejde for at de fattige mennesker ikke blot bliver en målgruppe for bekæmpelse af fattigdommen. Danmark bør sammen med de andre rige lande og institutioner som Verdensbanken sikre, at de fattige selv får en afgørende rolle som aktører i strategierne mod fattigdommen.
*Peter With er koordinator for Nord/Syd-koalitionen, et netværk af udviklingsorganisationer
