FEMI-typologi
Danske kvinder har det skidt med feminismen. Uretfærdigheder relateret til køn nævnes stort set kun i forlængelse af et besværgende »Jeg er ikke feminist, men...«
Politisk er feminisme heller ingen reel dagsorden i Danmark. Den seneste danske statsminister, der i sin åbningstale til Folketinget nævnte kvinder eller ligestilling, var Poul Nyrup Rasmussen i 1993, ifølge forskeren Drude Dahlerup. Modsat i Sverige. En Google-søgning på internettet afslører, at ordkombinationen Danmark + feminisme giver 5.120 hits, Sverige + feminism 87.900 hits.
Politisk er feminismen også et fremtrædende svensk fænomen. Både den tidligere borgerlige statsminister Carl Bildt og den nuværende socialdemokratiske ditto Göran Persson har gennem 1990erne ofte sat könsmakt på svensk dagsorden.
Fem af Sveriges syv politiske partier i Riksdagen (minus Kristdemokraterna og Moderaterna) tilslutter sig den dagsorden, at hierarkiske kønsforskelle bør modarbejdes politisk.
Forskningsmæssigt har de fleste svenske universiteter en afdeling for kønsforskning (genusforskning). Desuden indgår kønsspørgsmål lovpligtigt som redskaber i generelle fag.
I debatten gør en række fremtrædende forfattere og debattører, men også græsrodsbevægelser, unge og studerende, sig gældende i offentligheden med protester mod pornografi og andre udslag af det såkaldte patriarkat, f.eks. tidsskriftet Bang.
Historisk har feminismen rødder tilbage til Oplysningstiden og den tidlige liberalisme, men er i dag en så vidtspændende bevægelse, eller tænkemåde, at det i Sverige kalder på drillende kommentarer à la: »Snart findes der vel også bananfluefeminister og pølsevognsfeminister«.
Vi forsøger os her med en forenklet oversigt over de mest fremtrædende forskellige svenske feministtyper - ni i alt.
Den socialdemokratiske/ venstreorienterede feminist
Anna (som også kan hedde Andreas) er 29 år, socialdemokrat, men har tidligere stemt på Vänsterpartiet. Begge partier har en markant profil på ligestilling og kvinders rettigheder, og Anna går helt ind for grundsynspunktet: At den høje svenske skat sikrer en stor offentlig sektor, som igen sikrer mange (offentligt ansatte) kvinder på arbejdsmarkedet. Anna bifalder helt den socialdemokratiske retning, der i snart et århundrede har søgt at ændre samfund og strukturer gennem lovgivning. Men hun er vred over, at svenske kvinder trods alle gode intentioner kun tjener 82 procent af svenske mænd, fordi omsorg for mennesker takseres lavere end omsorg for f.eks. produktionsmaskinel. Til gengæld har hun fuld sympati for et nyligt fremsat socialdemokratisk forslag om, at hvis erhvervslivet ikke selv sørger for en mere ligelig kønsfordeling i bestyrelser, griber man ind med en lov om kvindekvoter. Anna repræsenterer den ene store mainstream-tendens i svensk feminisme, Barbro den anden.
Den borgerlige feminist
Barbro (som også kan hedde Birger) er 38, veluddannet, gift og fuld i gang med en karriere. Hun går ind for individualisme, valgfrihed og privat ejendomsret. Politisk repræsenteres hun af det liberale Folkpartiet og mener grundlæggende, at de samme formelle rettigheder for kvinder og mænd kan løse de fleste problemer relateret til køn. Hun går ind for lavere skat med det argument, at også de mange lavtlønnede kvinder bør kunne leve af, hvad de tjener.
Skønt hun er politisk liberal, mener Barbro, at lovgivning kan være nødvendig for at bekæmpe også samfundsmæssige uligheder, der har rod i privatsfæren i hjemmet. For eksempel ser hun gerne, at der slås ned på kvindehandel og vold mod kvinder.
Det interesserer hende også, hvordan kvinder kan få flere udfoldelsesmuligheder, f.eks. lederjobs, og hun syntes, at efterårets pig-debatt (tjenestepige-debatten) gik helt over gevind. For at gavne kvinders karrieremuligheder fremsatte Folkpartiet et forslag om skattefradrag til hushjælp. Det udløste et ramaskrig fra den socialistiske fløj, som spurgte, hvad det gavner ligestillingen, at lavtlønnede kvinder fra Østeuropa og Filippinerne skurer gulve for rige svenskere? Hvis husassistenten selv vil, og lønnen er ok, kan Barbro dog ikke se problemet. Mere enig var hun i venstrefløjens andet argument, nemlig at mænd bør tage mere fælles ansvar for hjem og børn. Blot har Barbros mand også en karriere at passe. En hushjælp ville derfor faktisk være jättetrevligt!
(Formor og -far: Mary Wollstonecraft, 1759-1797. John Stuart Mill, 1806-1873)
Lighedsfeministen
Hun er navnløs, men repræsenterer den holdningsmæssige baggrund bag de fleste feminismer, og i hvert fald de to mainstreambevægelser, socialistisk og liberal feminisme. Lighedsfeminismen anser køn for en social konstruktion, formet af opdragelse og forventninger, men som i stedet for i praksis at begrænse folks liv bør diskuteres og overskrides.
Her befinder sig nogle af Sveriges livligste og skarpeste tænkere og debattører, som forfatteren Nina Björk.
Anarka-feministen
Carina er 22 og studerer jura i Göteborg for at blive forsvarsadvokat. Hendes liv med anarka-feministerne begyndte med en tilfældig fest, men blev indgang til også at arrangere demonstrationer og happenings, teater og alternative Lucia-optog. Sidste år den 8. marts samlede anarka-feministerne 5.000 mennesker på gaden i Göteborg til demo under slagord som Pornografi er voldtægt, og Knus patriarkatet.
Carina er også stærkt kritisk over for samfundets seksualisering, f.eks. prostitution og pornoblade. Som det hedder på en af bevægelsens hjemmesider: »Hvert kvarter voldtages en kvinde, og hver fjerde kvinde udsættes en gang i sit liv for seksuelle overgreb. Den kvindefjendske pornografi er én af de største inspirationskilder til seksuelle overgreb.« Bevægelsen understreger kvinders ret til egen krop og udbyder kurser i selvforsvar.
Som socialistisk anarkist mener Carina, at liberale feminister ser alt for naivt på de økonomiske realiteter, der skaber uligheden. Selv er hun kritisk over for stat, magtudfoldelse og styring. Stilen er 80er-punk: Carina går i sort læder og med sort hanekam på hovedet. I sidste uge fik hun sin 21. piercing.
(Formødre: Emma Goldman, 1869-1940. Voltairine de Cleyre, 1866-1912)
Bimbo-feministen:
Ditta er 26, arbejder på et vikarbureau og synger i fritiden med et drengeband. Hun synes, at kvinder, der tør noget, er for seje: Tør klæde sig frækt og anderledes, så mænd kommer til at kigge dem dybt i udskæringen eller køre over for rødt... Ditta kan godt lide Britney Spears, Madonna, Spice Girls og Charlies Engle. For hende betyder feminisme magt over tingene og over mænd. Hun synes i øvrigt, at kvinder skulle rykke mere selv. Politik siger hende ikke noget (det gør grimme mennesker og møder i det hele taget ikke). Lang barselsorlov er dog udmærket.
Ditta kalder ikke sig selv bimbofeminist. Ordet er opfundet af politisk korrekte feminister, der ser girl power som mennesker, der »ønsker intellektuel respekt uden at behøve at foretage nogen valg«.
Den amerikanske journalist Stephanie Gutmann har sagt: »Jeg tvivler på, at det at gå rundt og sige girl power har så meget at gøre med ideologi.... Jeg er stripper og feminist, og når jeg stripper, er det en feministisk handling. Hvorfor ikke bare sige: Jeg kan li at strippe, fordi det gør mænd liderlige. Den slags hykleri er irriterende.«
Ninja-feministen
Som lighedsfeministen (og til dels bimbofeministen) er Ninja-feministen især en type eller retning i litteratur og film, hvor kvindelige hovedpersoner benytter vold, våben og beskidte tricks for at overleve og undgå at blive offer i en hård, kønshierkarisk verden.
Som Nina Björk beskriver holdningen: »Hvis verden er ond, vil jeg f... ikke sidde og være god i et hjørne. Kvinder er i lige så stor ret som mænd til at æde i stedet for at blive ædt.«(Se evt. Halle Berry i CatWoman og Helen Zahavis roman Dirty Weekend, 1991).
Den radikale feminist
Eva er 33, lesbisk i fast forhold og radikal feminist. Sammen med anarkaerne arrangeres mange demonstrationer og initiativer. Men Eva interesserer sig mere specifikt for feminisme snarere end for det generelt politiske. Samfundets holdning til kvinder er en metafor for forskel: Har kvinder ikke lige rettigheder, er der sikkert andre, der heller ikke har...
Eva vil gøre lesbiske mere synlige og er optaget af queer teori, der angriber heteronormativiteten, altså samfundets krav om seksuel ensretning. Hun mener, at lesbisk eksistens findes i alle kvinder, og at heteroseksualitet i et vist omfang er tvang.
(Se evt. forfatteren Adrienne Richs essay Compulsory Heterosexuality and Lesbian Existence )
Livmoderfeministen
Frida er 54, har voksne børn og vender sig mod den udbredte løgn, at kvinder er mænd, blot med en livmoder. Hun mener, at traditionelt kvindelige, bløde værdier og egenskaber bør opvurderes. Hun frygter, at de fortrænges i et stadig mere hårdt og kynisk samfund, hvor begge køn arbejder lige meget og bliver stadig mere fremmede for sig selv.
Livmoderfeminist er ikke en betegnelse, hun selv bruger. Fridas forbilleder er forfatterne Rigmor Robert og Kerstin Uvnäs-Moberg, som i deres Hon och han. Födda olika (1994) bl.a. skriver: »Er vi blevet ramt af en kollektiv tabuisering af personlighedens kvindelige aspekter? Hvis vi kvinder mister kontakten med dele af vores identitet, kommer hele samfundet til at lide af en mangelsygdom.«
Generelt nyder Fridas holdninger ringe anseelse. Andre feminister kan ikke lide dem. Mænd på livmoderholdet er ofte naturvidenskabsmænd af ældre årgange med biologiske argumenter, som da en professor i neurofysiologi, Germund Hesslow, for kort tid siden afviste tanken om et kvindeparti ud fra den opfattelse, at kvinder er bedre egnet til at tage sig af småbørn.
(Se links som ekofeminism, etisk feminism, särartsfeminism og essentialism på nedenstående liste)
Antifeministen
Göran (ikke at forveksle med Sveriges statsminister Göran Persson) er 47 år. Han mener, at den feministiske bevægelse domineres af sexistiske fanatiske mandehadere, der stiller sig an som ofre (se offerfeminism på links) for selv at opnå fordele. Mindre storsindede er de dog, når mænd forskelsbehandles, mener Göran, der derfor i sidste uge meldte sig ind i foreningen Antifeministiska Samfundet, hvis motto (fås også på t-shirt) er: »For ligestilling mod feminisme«.
Antifeministiska Samfundets hjemmeside linker til f.eks. tokfeminismens barnsligheter (tossefeminismens barnagtigheder), men kan med et medlemstal på 3.058 siden oprettelsen i 1996 næppe kaldes en folkebevægelse.
(http://www.antifeminist.nu)
*Konsulter i øvrigt disse svenske links:
www.bang.se
http://feministen.org/olika_sorters_feminism.shtml
