Læsetid: 7 min.

Der findes intet alternativ til at tvivle

Måned efter måned sad den kroatiske forfatter og journalist Slavenka Drakulic bag den skudsikre glasvæg i retssalen i Haag og fulgte processerne mod krigsforbryderne fra borgerkrigen i eks-Jugoslavien. Hendes konklusion: Ondskaben er banal. På anklage-bænken sidder ganske almindelige mennesker. For hendes bog om processerne modtager Drakulic i aften prisen for europæisk forståelse i forbindelse med bogmessen i Leipzig
16. marts 2005

Interview
Det kunne ikke være sket i Danmark. Eller et andet sted i Europa. Aldrig. Kun et primitivt folkefærd kan gøre den slags ting, et primitivt folkefærd som på Balkan. Mord. Massevoldtægt. Etniske udrensninger. Selvfølgelig skulle det ske – dernede. Hvad kan man forvente? Men hos os? Nej! Bestemt ikke! Vi er jo civiliserede…
Den kroatiske forfatter Slavenka Drakulic er uenig. Hele hendes forfatterskab har de sidste 15 år gået ud på at modsige denne tankegang, som hun betegner som åndelig dovenskab. Det er alt for let at sige, at disse mennesker på Balkan er anderledes eller sindssyge, at de har hadet hinanden i århundreder. Efter hendes opfattelse kunne det ske hvor som helst. Det er ikke et spørgsmål om et folks karakter, men det afhænger af politiske, økonomiske og andre omstændigheder.
I hendes seneste bog, De ville ikke gøre en flue fortræd, der udkom på dansk tidligere på året, følger hun igennem adskillige måneder retssagerne ved krigsforbryderdomstolen i Haag med en række af de tiltalte fra borgerkrigen i eks-Jugoslavien. Retssager med mænd – og en enkelt kvinde – der stod bag de værste grusomheder i Europa siden Anden Verdenskrig.
I bogen henviser Slavenka Drakulic blandt andet til fordomme som en central årsag til, at det kunne komme så vidt i det tidligere Jugoslavien. Hun skriver, at det nærmest kom listende – man holdt op med at hilse på naboen af frygt for, at dette kunne blive set af andre.
– Jeg vil gerne spørge til fordommene. Der er fordomme i nærmest alle samfund – her i Danmark, men ikke kun her, kommer det til udtryk i forhold til udlændige og indvandrere, som vi stigmatiserer som en gruppe og omtaler med ’dem’ over for ’os’.
»Det er en meget farlig sprogbrug. Måske vi alle skulle kigge tilbage og drage nogle konklusioner af historien. Tag f.eks Viktor Klemperers dagbøger. Her finder man det bedste eksempel på, hvordan den slags fordomme er med til at konstruere eller designe noget eller nogen som værende anderledes. Det er en langsom proces, et skridt tager det næste, indtil man til sidst når et punkt, hvor det synes legalt at udslette denne anderledes gruppe. Og lad mig understrege: det starter meget banalt,« siger Drakulic.
»I 1930’ernes Tyskland begyndte man med at forbyde jøderne at købe blomster, eje en radio eller blive klippet. Men på et eller andet tidspunkt nåede man et punkt, hvor der ingen vej var tilbage. Derfor synes jeg, vi alle burde være meget opmærksomme på den slags sprogbrug, den slags propaganda. Det handler om mennesker, som er del af vores samfund, selv om de har en anden herkomst og kulturel baggrund. Der er selvfølgelig nogle spørgsmål, som må og skal diskuteres politisk, for at kløften mellem ’dem’ og ’os’ ikke bliver for stor.«

Som en virus
– Du konkluderer i din bog, at fordomme er alle steder, men først når de instrumentaliseres politisk, bliver de for alvor farlige...
»Ja, fordomme findes alle steder i samfundet og i de private relationer. Men de er lidt som en virus: Den er der, men hvis man ikke fremprovokerer den, så sover den, og så er der ingen grund til den store bekymring. Men når omstændighederne forandrer sig, når politisk manipulation, propaganda, aggression er til stede, kan denne virus udvikle sig til noget ekstremt farligt – og med dagens massemedier går det lynhurtigt.«
– Men du siger et sted, at fordomme også kan overvindes.
»Man må sætte spørgsmålstegn ved autoriteter. Der findes ikke noget alternativ til at spørge ’hvorfor, er det virkelig sådan?’, intet alternativ til at tvivle. Vi accepterer alt for meget som en given sandhed – alle sigøjnere stjæler, muslimer er farlige, osv. I det øjeblik disse stereotyper bliver brugt politisk, instrumentaliseret og ideologiseret, må man stille kritiske spørgsmål og demaskere de politiske kræfter, der benytter sig af den slags. Her har medierne et utroligt stort ansvar.«
I bogen er Drakulic inspireret af den tyske filosof Karl Jaspers og hans bog Die Schuldfrage, som udkom umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Heri skriver han, at der ikke kan være tale om en kollektiv skyld.
– En af dine hovedkonklusioner er dog, at der heller ikke kan tales om kollektiv uskyld?
»Jeg er enig med Jaspers i, at man ikke kan tale om kollektiv skyld. Men jeg synes, at der er et kollektivt ansvar. Når de serbiske eller kroati-ske vælgere tre gange efter hinanden stemmer på politi-ske kræfter, som fører dem i krig, så mener jeg, at disse almindelige mennesker har et moralsk og politisk ansvar. De vidste, hvem og hvad de stemte for. Hvis man stemmer på et politisk parti, som har en ideologisk, aggressiv, nationalistisk dagsorden, så kan man ikke lade som om, man ingenting har at gøre med det.«
»Ingen politikere, hverken i det tidligere Jugoslavien eller andetsteds, kan overleve uden folkets opbakning. Jeg kunne også bruge et andet ord, nemlig kollaboration. Uden at folk stemmer på eller i stilhed sympatiserer med et regime eller et politisk parti, kan dette ikke bestå. Derfor taler jeg om kollektivt ansvar. Skyld er igen noget andet. Det er relateret til loven og kan per definition kun være individuelt. Men ansvar – det kan være kollektivt,« siger Slavenka Drakulic.

Lammelse
– I begyndelsen af din bog citerer du Hannah Arendt. Hun skriver, at vi i vores samfund har drevet adskillelsen mellem det private og det offentlige så vidt, at vi ikke engang hos os selv kan erkende forbindelsen mellem disse to sfærer. Når det moderne in-
divid bliver tvunget til at dræbe mennesker som led i dets arbejde, så føler det sig ikke som morder, netop fordi det ikke blev begået af lyst eller egen drift. Er det i virkeligheden det største og farligste problem i vores samfund – at den enkelte ikke længere føler, at han eller hun er forbundet med helheden?
»Ja, vi oplever en atomisering og individualisering i yderste konsekvens, som resulterer i en udbredt følelse af isolation. Og dette fører til lammelse – når man oplever, at det ikke har betydning, hvad man siger eller gør.«
»Det er ekstremt farligt. Politisk set findes der ikke passive mennesker. Man vælger altid side. Selv om man vender ryggen til og siger, at man ikke interesserer sig for politik, og at man ikke vil have noget at gøre med det, så tager man alligevel del. Ethvert individ er del af et samfund, og omvendt spiller samfundet ind i den enkeltes liv. Ikke at handle er også en handling,« siger Drakulic.

Naboskab en illusion
– Hvad skal der efter din mening ske for, at vi i Danmark og Europa ikke betragter krigene i det tidligere Jugoslavien og deres arv som en sag mellem domstolen i Haag og et par primitive folk på Balkan, men tager denne historie til os som en alment menneskelig historie, som du har beskrevet den?
»Europa integreres mere og mere – politisk, økonomisk – men, hvad vi mangler totalt, er en fælles offentlighed og bevidsthed. Dengang krigen startede, følte Europa ikke, at det havde noget at gøre med den – det var bare Balkan én gang til. Det var Amerika, som måtte slukke branden i Europas baggård, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis ikke USA havde handlet.«
»Jeg troede, at vi efter Anden Verdenskrig var blevet klogere i Europa, at vi ikke én gang til ville lade stå til, hvis der skete uhyrlige forbrydelser i vores umiddelbare naboskab, men det viste sig at være en illusion. Der er stadigvæk så mange fordomme i Europa, så mange myter. Og faktisk er det ikke kun på Balkan, at man forsøger at glemme, hvad der er sket, det gælder også for resten af Europa. Nej, indtil nu har vi en fælles valuta og et fælles marked, men vi mangler at skabe en fælles europæisk bevidsthed. Det er en stor udfordring for os allesammen,« siger Slavenka Drakulic.

FAKTA
Slavenka Drakulic
• Født 1949 i Kroatien
• Drakulic arbejder som både forfatter og journalist. Hendes bøger er oversat til mange europæiske sprog.
• Hun bor skiftevis i Stockholm, Wien og på Istrien i Kroatien sammen med sin svenske mand og journalist Richard Swartz

Leipziger-bogprisen
• Leipziger Buchpreis zur Europäischen Verständigung/Leipziger bogprisen for europæisk forståelse uddeles i år til Slavenka Drakulic for bogen De ville ikke gøre en flue fortræd (udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof, 2005). Bogmessen finder i år sted fra 17.-20.marts.

• Juryen begrunder valget af Slavenka Drakulic som følger:
Hendes bog rykker to temaer i forgrunden: Det banale og det onde som det store europæiske motiv i det 20. århundrede og terrorens psykologi og terroriseringen som et helt centralt problem i vores nutidige verden.

• Prisen er blevet uddelt siden 1994 og er tidligere blevet tildelt så fornemme forfattere som Ryszard Kapuscinsky, Péter Nádas, Aleksander Tisma, Imre Kértesz, Eric J. Hobswawm, Claudio Magris og Hugo Claus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her