Interview
I morgen udkommer Ib Michaels samtidsroman Grill. I den bliver de to heltinder Grill og René udsat for missilnedslag i en arabisk landsby, indvandrerkriminalitet ved Blågårds Plads og en tv-transmitteret gidseltagning.
Der står 11. september og Irak-krig med fede bogstaver ud over hele romanen, selv om den også handler om at lave kunstprojektioner ud over Københavns indre by fra en taglejlighed ved søerne, om den store kærlighed mellem makeup-artisten og dansker-araberen og om den stigende uvirkelighed i det danske mediesamfund.
Fra læderlænestolen ved tagvinduerne i Michaels lejlighed ved søerne er det ikke svært at regne ud, hvor ideerne til kunstnerkvinden Grills udsigt og natlige tagvandringer er opstået. Deres udsendte har stillet sig i opdrag at diskutere litteratur med forfatteren. Kan man skrive ordentlig litteratur om politik? Hvordan gør man kunst ud af en historie, der er heltigennem bundet op på verdenspolitiske begivenheder? Kan Ib Michael komme i tvivl om, hvorvidt han på denne måde sætter litteraturen i politikkens tjeneste?
Deres udsendte fejler. Ib Michael vil tydeligvis gerne tale om litteratur, og om sin roman. Men hver gang han begynder, overtager politikken. Hans stemme løfter sig til det harmdirrende, han læner sig insisterende frem, han springer op af sofaen. Proppen er røget af, og vandet fosser ud.
Du sagde, at det ikke gjorde noget, at jeg skulle turbolæse romanen, for sådan var den også skrevet?
»Ja, stoffet pressede sig på, som om der sad sådan en turboprop der, som bare skulle blæses ud af systemet. Skriveprocessen har været derefter: hurtig, kontant og drevet af en stor nødvendighed. Den er ikke kalkuleret, den er virkelig skrevet... Det havde lige været debatteret for gud ved hvilken gang, hvorfor forfattere ikke satte den politiske dagsorden, og hvor den store samtidsroman blev af. Jeg synes ikke, romaner er til for at sætte dagsordner, det gør nyhedsmedierne og alle mulige andre, men jeg tænkte okay, nu kommer den store samtidsroman så. Men jeg fandt ud af, at det simpelthen er svært at fastholde samtiden. Og så hørte jeg hele tiden det der skrig: Nej, det var ikke den samtidsroman, vi ville have!«
Hokus pokus ingen krig
Hvorfor blev det så til det her portræt?
»Fordi verden har forandret sig radikalt efter den 11. september. Det er interessant at forestille sig, om man midt under Anden Verdenskrig kunne se sin samtid, hvis man var forfatter. Kunne man se, hvad de var i gang med? Ville man i sin samtid nå at markere sig som modstandsmand eller ej? Den slags problemer gør det relevant at skrive op imod den her krig.«
»Mit statement er klart, selv om flere personer i romanen har andre synspunkter. Hvordan kan det passe, at man afholder et valg i Danmark jeg ved godt, jeg ikke var hjemme hvor det hele handler om 50-øren? Og ikke om krigen i Irak. Fordi den ikke foregår ved vores egen grænse, og dermed lykkes det spindoktorerne at spinde den væk. Vips, hokuspokus, ingen krig i Irak no issue. Og ingen dødsens modig opposition tager over og siger: Stem på os, for vi er imod. Og det forbander mig ved at være dansker. Hvor blev de af?«
Men hvordan gør man et portræt ud af sådan et statement?
»Jeg har prøvet at vise, at det er ikke gratis at gå i krig. Vi sidder her på årsdagen for bomberne i Madrid, og det er et scenarium, vi lige så godt kunne have oplevet på Nørreport, for det er konsekvenserne af at gå ind i sådan en krig. Vi er faktisk det eneste land i koalitionsstyrkerne, hvor der ikke er sket noget. Vi har ikke fået taget et dansk gidsel; det får vi så i romanen.«
Du talte om Anden Verdenskrig - har du det overblik nu?
»Ja! Ja, jeg har overblik til at se, at fremtidens historikere vil fordømme den her krig.«
Ib Michael springer op af sofaen, finder et avisudklip frem af tegnebogen og læser op af statsministerens udtalelser om danskernes valg mellem at gøre det rette eller bøje nakken under den tyske besættelse:
»Prøv at udskift ordet nazisternes besættelse med koalitionsstyrkernes. Ingen irakere har besat Danmark eller for den sags skyld været involveret i 11. september. Og USA har skabt Saddam Hussein og holdt ham ved magten lige siden Reagan-tiden. Dé historiske kendsgerninger må være nok til, at man siger: Det her skal vi ikke blande os i. Det var jo også derfor, FN ikke ville gå ind i den krig! Så hvad skal Danmark i den, altså, jeg fatter det ikke. Belær mig. Det er løgn over løgn, og en dag falder skællene fra danskernes øjne, men skal der virkelig lig på bordet først?«
Så griber han sig i det:
»Og herregud, det er en roman om meget andet end politik: om kærlighed og om kvinder og om mandeopdragelse. Jeg bliver bare selv så... der er jo en kandestøber i os allesammen. Den vil nok blive samlet op af nyhedsmedier som en del af debatten. Og man kan sige, hvad laver debatmateriale i en roman, men man kan også sige: Why not? Der er jo ingen grænser for, hvad romaner kan, når det kommer til stykket. Og det er jo også baseret på real facts. For mig er det en komplementær roman til Paven af Indien, hvor min analyse er, at vi fører krig mod de fattige, og det såmænd står tilsidst i Inka-krøniken: Der er ingen gud for de fattige. Det, tror jeg, er sandt. Der er heller ingen Allah for slagterens søn i Grill. Han er bare en fattig djævel, der prøver at berige sig.«
Hvor er ondskaben?
Bliver du pessimist?
»Næ jeg tror, at oprøret er det lige om hjørnet. Herregud mand, jeg er vokset op i 50erne! Noget af det, der oftest blev sagt i min barndom, var: Nu skal vi ikke snakke politik. Selv om min far faktisk var vanvittig interessant at snakke politik med. Den-gang stod den amerikanske ambassade hvidmalet og med nystrøget flag, og ingen satte tvivl ved hvad USA foretog sig. Bang, sagde det et stykke ind i 60erne, så var det langhårede demonstrationer imod Vietnamkrigen, og hele billedet vendte.«
»Når det hele bliver så udglattet og apolitisk, at en krig nærmest ikke eksisterer, fordi den tilfældigvis ikke foregår ved den danske grænse, så kalder det altså på en reaktion. Den moderne unge familie er jo trætte af os, der kæfter op. Vi er gamle, vi er 68ere, livet er forbi, vi burde holde vores kæft. Den konsensus er for mit blik lidt 50er-agtig. Det er også de kræfter, jeg vil have i spil i romanen. Der lander et missil på en markedsplads, hvor det overhovedet ikke hører hjemme, og det flyver med afrevne lemmer overalt. Bliver den unge apolitiske kvinde politisk af det? Det er spørgsmålet. Hun ser ham sige: Nu er det alvor, nu er jeg hellig kriger, nu er jeg mujaheddin. Men hun insisterer på kærligheden. Sådan noget gør det interessant at være romanforfatter. Fiktionen kan gå langsommere end journalistikken, den kan tvinge en til at tænke sig om, og den kan vise, at man søger ikke bare, at man er nået frem. Fjenden har et ansigt, og det er menneskeligt.«
»Det andet interesante spørgsmål er, hvor er ondskaben? Vi har nogle torturmetoder nu, som er udviklet på Guantánamo, og vi så afsmitningen af det i Abu Ghraib og i Camp Eden.«
»Hver gang du har et torturoffer, har du en bøddel. Du har ikke ét ødelagt menneske, du har to. Og bøddelen er med til undergrave din egen kultur, for nu er ondskaben hjemme hos dig. Kan vi komme i tanker om noget mere småborgerligt end Tyskland op til Anden Verdenskrig? Og alligevel bliver der pludselig produceret for mange bødler. Det er sgu da det, jeg er på vagt over for. Det er da ikke for at være selvretfærdig, det er ikke for at være hellig eller evigt kritisk, det er fordi, det er farligt.«
*Grill udkommer i morgen og bliver anmeldt på dagen
