Læsetid: 2 min.

Forlad din mand

8. marts 2005

Familiepolitik – kan den også gå ud på at splitte familier ad? Og er det noget, man skal bruge skatteborgerpenge på? Ja, det mener Venstres social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen. I Jyllands-Posten søndag har hun løftet sløret for en kampagne, hun vil starte i dag – rettet mod indvandrerkvinder. Ministeren forklarer:
»Vi vil via kampagnen udruste dem til at kunne forlade manden, hvis han ikke opfører sig ordentligt.«
Kunne man forestille sig en regeringskampagne, der ville hærde kernedanske kvinder til at forlade deres ægtefælle? Jovist, der er mange af dem, der lider under hans overgreb. Men hvor meget – hånden på hjertet – har det været danske regeringers politik at anbefale skilsmisse som kur?
Ekstra påfaldende bliver kampagnen, når man tænker på, at indvandrerkvinder befinder sig i en meget mere sårbar situation end landets øvrige kvinder. For hvor skal de gå hen, når de går ud? Og hvem skal støtte dem?

De fleste, der selv har været igennem en skilsmisse, har oplevet sorgen. Følt, at det var ubærligt, hvis de ikke havde nogen til at støtte sig.
Her bliver Kjer Hansens kampagne foruroligende. For hun angiver selv, at den bl.a. tager udgangspunkt i en oplysning fra Danmarks Statistik: 13.000 indvandrerkvinder holdes isoleret i deres eget hjem og helt uden for kontakt med det danske samfund.
Hvem skal give sådanne kvinder styrke til et brud med manden? Ekstra penge til rådgivere agter Kjer Hansen ikke at afsætte. Hun vil nøjes med »pjecer og undervisningsmaterialer«.
Ejendommeligt er det, at hun om sådanne tryksager hævder: »Vi vil henvende os til kvinderne uden om det filter, som mændene ofte udgør. For at sige det ligeud, så er kampagnen et opgør med mændene.«
Ejendommeligere endnu, at der skulle andre til at minde Kjer Hansen om, at en skilsmisse kan føre til, at indvandrerkvinden udvises – hjem til en skæbne i skam og uføre. VKO-flertallet har strammet reglerne til, at familiesammenførte mister opholdstilladelsen, hvis familien opløses inden for de første syv år. Der er en undtagelse om, at kvinderne kan få lov til at blive, hvis de kan bevise overgreb. Det er svært. Som det fremgår af avisen i går, jog reglerne de sidste tre år 67 kvinder ud, mens kun 30 fik lov at blive.

At regeringen er snublet ind i Kjer Hansens kampagne, bekræftes af, at V-medlem af Indfødsretsudvalget, Eyvind Vesselbo, har fremdraget kvindernes risiko for udvisning. Og af, at De Konservatives ordfører, Tom Behnke – tidligere Fremskridtspartist – i Berlingske affyrer denne salve mod ministeren:
»Hun får jo et problem i det øjeblik, der er nogen, der siger fra, som ikke har været her længe nok til, at de selvstændigt kan få et opholdsgrundlag. Hvad så? Dér vil modkravet være, at så må socialministeren jo sørge for at ændre lovgivningen i Danmark, og dét er vi ikke med på.«
Vold i parforhold er utilstedelig. Som det står at læse i interview i dagens avis, skal indvandrerkvinder hjælpes på deres egne betingelser. De må styrkes til at skabe deres eget netværk. Og træffe deres egne valg.

dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu