Ny film
I begyndelsen af Kore-Eda Hirokazus poetiske drama Nobody Knows ser vi hænder, der kærtegner en lyserød kuffert, mens den transporteres gennem Tokyo. Straks spekulerer vi over, hvad der mon kan være i den, ikke mindst når man fornemmer dens vægt, da den slæbes op af trappen til moren Kyoko og hendes 12-årige dreng Akiras nye lejlighed. Kyoko og Akira præsenterer sig for udlejerne. De skal bo alene i den nye lejlighed, mens far er ude at rejse, og der vil ikke være problemer med dem.
Ikke så snart er de ord ytret, før den lyserøde kuffert sammen med en række andre bliver åbnet i den nye lejlighed. Ud springer yderligere tre børn, hvis eksistens ingen må kende til. Sker det, vil de igen blive smidt på gaden. Børnene er ude af de klaustrofobiske kufferter, men får kun en smule mere frihed. Lejligheden må ikke forlades. Kun Kyoko og Akira, der får det meste af ansvaret for familien, må gå ud.
Virkelig hændelse
De enkle spilleregler sætter scenen for en gribende fortælling om livet blandt børnene. Først virker deres skæbne ikke så krank. Deres mor er selv en barnlig sjæl og pjatter og leger livligt med dem alle. Skole vil hun imidlertid ikke høre tale om, og efterhånden tegner der sig et andet billede af den ellers muntre eneforsørger, der har fået sine fire børn med fire forskellige mænd.
Hun bliver længere og længere væk fra sit aldrig definerede arbejde og kommer hjem og lugter af sprut. En dag forlader hun dem for en længere periode, og spørgsmålet er, om hun nogensinde kommer tilbage.
Hirokazus film er inspireret af en virkelig hændelse i 1988, hvor fire børn klarede sig selv i seks måneder efter at være blevet forladt af deres mor. Det lyder som et oplagt oplæg til melodramatisk fiktion, men Hirokazu svælger ikke i de deprimerende omstændigheder set med voksne øjne. Han sætter sig i børnenes sted. Han fortæller om lange, ensomme dage med små lyspunkter i form af nye lege eller pudsige påfund. Han følger nøgternt Akiras forsøg på at forsørge sine søskende og samtidig få råd til det ekstra, som holder håbet oppe. Vi er på gaden med ham og ellers også indespærret i lejligheden, hvor hverdagen gradvist går i opløsning.
Sanselig børnehøjde
Hirokazu filmer følsomt i børnehøjde. Med en række nærbilleder af ansigter, hænder og fødder er vi helt tæt på børnene og deres tankegang. Stole skal flyttes for at nå ting. Almindelige ting skal udforskes for det forunderlige, de måske indeholder.
Alting skal sanses.
Dialogen er sparsom, men vi ser os uden problemer til alt i filmens smukke billedside. Hirokazu har fået enestående præstationer fra børnene, der som det naturligste i verden skaber et troværdigt univers med fire helt forskellige små individer som omdrejningspunkt.
Yuya Yagira, der spiller Akira, vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle for sin rørende præstation som den ansvarstyngede dreng i Cannes for to år siden. Han var 12, da filmen blev indspillet, og 14 da han modtog prisen foran blandt andet Tom Hanks og Geoffrey Rush.
Historien i Nobody Knows kan lyde banal, men den indeholder en række universelle angstmomenter, som det er svært ikke at blive grebet af. Angsten for at blive forladt, angsten for at alle i hele verden i virkeligheden er ligeglad med ens eksistens.
Historiens voksne er alle rystende uvidende eller ligeglade. Efterhånden som regningerne ikke bliver betalt, og udlejerens kone kigger forbi det daglige kaos, skulle man tro, at nogen ville tage affære. Det sker ikke i løbet af filmen, som vil udforske børnenes situation indefra gennem øjeblikke af deres hverdag frem for at
oprulle en stor socialpædagogisk agenda.
Hjerteskærende øjeblikke
I filmen har man en følelse af at kunne se tiden gå. Man kunne sagtens havde undværet de indlysende tidsmarkører som lillesøsterens afskallede neglelak eller legetøjsklaverets gradvise slitage. Man fornemmer tidens gang i hvert billede. Ikke mindst i den voksende desperation bag Akiras ansigt, skønt han hele tiden forholder sig overraskende rolig.
Hirokazu brød igennem med dramaet Maborosi og slog sit navn fast med After Lifes metafysiske og magiske historie om, hvordan døde mennesker i et slags venteværelse i himlen får hjælp med at vælge det perfekte minde, de vil tage med sig ind i evigheden. Nobody Knows tager afsæt i en virkelig tragedie, og selv om Hirokazu ikke spekulerer i det sentimentale, indeholder filmen en række hjerteskærende billeder af børnenes grundlæggende hjælpeløshed.
Når Akira ikke har flere mønter i en telefonboks, hvor han forsøger at ringe til sin mor eller når hans mindste lillesøster på sin fødselsdag som en undtagelse får lov at komme ud for at vente på sin mor ved stationen og tøffer af sted ned ad Tokyos gader iført sandaler, der laver en lyd for hvert skridt.
Ved at holde igen i helheden får de situationer så meget desto større effekt, og det er en fornøjelse at tilbringe tiden i selskab med Hirokazus sikre sans for billeder og for de små ting, der gør den store forskel.
*Nobody Knows. Manuskript og instruktion: Kore-Eda Hirokazu. (Grand, København, Kino i Roskilde, Øst for Paradis i Århus, Biffen i Aalborg og Bio Silkeborg)
