Læsetid: 5 min.

Frank, Helle og vælgerne

Socialdemokratiet skal erobre flere hundrede tusinde vælgere fra Venstre og dets allierede, hvis de skal vinde regeringsmagten. Men hvem af de to formandskandidater er mest kompetent til at fuldføre denne mission?
5. marts 2005

Analyse
Der er fuld damp på den interne valgkamp mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt i disse uger. Efter 20 dages folketingsvalgkamp rejser de nu landet rundt for at gøre sig til over for det socialdemokratiske bagland. Og valgkampen fortsætter for den kandidat, som bliver valgt som ny formand. I moderne politik fører man også valgkamp i perioden mellem de to valg, derfor skal den nye socialdemokratiske formand straks i gang efter den interne valgkamp med at føre folketingsvalgkamp.
Og udfaldet af denne kamp kan blive meget forskelligt, alt efter om det er Frank Jensen eller Helle Thorning-Schmidt, der sidder ved roret i Socialdemokratiet. Der er nemlig en enorm forskel på de vælgere, som de to kandidater hver især kan appellere til.
Frank Jensen har i den seneste tid i den interne valgkamp slået på tromme for at få genoplivet klassekampen i forsøget på at få positioneret Socialdemokratiet som et fuldblods venstrefløjsparti, der står i klar opposition til midterpartierne. Bliver Frank Jensen den nye formand, og får han gennemført denne positioneringsproces, vil han have gode muligheder for at vinde nogle af de intellektuelle venstrefløjsvælgere. Det er en gruppe vælgere, der ved det seneste valg enten stemte på den rene venstrefløjsvare hos Enhedslisten, eller som blevet betaget af Jelveds »tør hvor andre tier« strategi og bløde indvandrerprofil. Denne gruppe vælgere vil uden tvivl finde det tiltalende, hvis Socialdemokraterne blev mere venstreorienterede.
Problemet for Frank Jensen er, at denne gruppe vælgere er fuldstændig ligegyldige i hans forsøg på at blive statsminister. Skal det lykkes, er det helt nødvendigt, at Socialdemokratiet kan genvinde en stor del af de flere hundrede tusinde stemmer, som de ved de sidste par valg har afgivet til Venstre og Dansk Folkeparti. Og i forhold til de to grupper vælgere, står personen Frank Jensen utroligt dårligt. De mange midtervælgere, der ligger og shopper mellem Socialdemokratiet og Venstre, alt efter hvilket af partierne, der kan levere mest og bedst velfærd, vil Frank Jensen af to grunde få svært ved at vinde.

Frank er uappetitlig
For det første skal Frank Jensen ud i en direkte duel med Anders Fogh i kampen om denne gruppe vælgere, og i den duel vil Fogh køre Jensen over. Fogh er både substansmæssigt og retorisk i en anden klasse end Frank Jensen, og Venstres kampagnemaskine vil meget hurtigt have klistret Frank Jensen sammen med den gamle og knap så populære Nyrup-regering.
For det andet vil Frank Jensen, med sit forsøg på at genoplive den gamle klassekamp, skræmme mange midtervælgere væk. Denne gruppe kan absolut ikke identificere sig med de gamle samfundsklasser – midtervælgerne ser derimod sig selv som børnefamilie, boligejere, forbrugere, osv.
I forhold til at genvinde mange af de vælgere, som Socialdemokratiet har tabt til Dansk Folkeparti, vil Frank Jensen stå endnu dårligere. Hans efterhånden lange forlovelse med Svend Auken, samt Jensens forsøg på at trække Socialdemokratiet mod venstre, vil virke direkte uappetitlig på den gruppe vælgere. Samlet set vil Socialdemokratiet, med Frank Jensen som formand, have meget svært ved at hive stemmer over stregen fra den blå til den røde blok, og formår de ikke det, får de heller ikke nøglerne til Statsministeriet.
Får Socialdemokratiet derimod Helle Thorning-Schmidt som frontfigur, tegner der sig et noget andet billede. Selv om hun i dansk politik er et uprøvet blad, vil hun have langt bedre muligheder for at erobre stemmer fra den blå blok. Specielt i Socialdemokraternes indædte kamp mod Venstre om de mange midtervælgere, vil hun stå langt stærkere end Frank Jensen. Hendes mere midterorienterede stil vil virke mere attraktiv på denne vælgergruppe, og hun vil som person også stå stærkere overfor midtervælgerne, hvor der er et klart overtal af kvindelige vælgere.

Fri af stereotyper
I den direkte duel med Anders Fogh vil hun også have nogle helt andre muligheder. Vigtigst af alt vil Fogh og hans hold ikke kunne spille på, at hun har været en del af Nyrups 90’er hold, der indførte højere skatter, længere ventelister og dårlige forhold for erhvervslivet. Thorning-Schmidt vil være fri af gamle stereotype roller og vil på den måde virke som et frisk pust i en til tider tung politisk kultur. Set i det lys vil Foghs meget mekaniske papegøjemetode og stive kontraktpolitik få svære vilkår.
I forhold til at vinde noget fra Dansk Folkeparti vil hun ikke stå meget stærkere end Frank Jensen. Selv om hun er mere konkret kommunikerende og langt bedre end f.eks. Nyrup og Lykketoft til at tage afsæt i vælgernes dagligdag, vil hendes europæiske stil ikke appellere til Dansk Folkepartis vælgere. Derimod er det ikke helt umuligt, at hun kan vinde en del genklang hos de intellektuelle venstrefløjsvælgere, da der her også kan spores mere EU-venlighed og åbenhed over for velfærdsforandringer. Men denne gruppe vælgere er ikke specielt afgørende – så længe de bare bliver på den røde side af stregen.
Set i forhold til udfaldet af det næste folketingsvalg er det et meget afgørende internt valg, som Socialdemokraterne er i gang med. For det kan godt være, at der ikke i øjeblikket er de store politiske forskelle at spore mellem de to kandidater, men forskellen er stor i forhold til de vælgere de hver især kan erobre.

*Rasmus Jønsson, ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitetscenter

FAKTA
Greens: Thorning-Schmidt bedst mod Fogh
Socialdemokraternes stærkeste udfordrer til statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) er Helle Thorning-Schmidt, nyvalgt folketingsmedlem og kandidat til S-formandsposten, skriver dagbladet Børsen. En meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har foretaget for avisen, viser, at hun virker mere overbevisende på vælgerne end den politiske ordfører Frank Jensen (S). Målingen, som er gennemført blandt 1.181 vælgere mandag til onsdag i denne uge, viser, at 46,5 procent af vælgerne foretrækker Helle Thorning-Schmidt som formand for Socialdemokraterne, mens 31,9 procent støtter Frank Jensen. Vælgerne tror også, at Socialdemokraterne har større chance for at »genvinde regeringsmagten« med Helle Thorning-Schmidt som formand. 42,4 procent mener, at hun kan slå Fogh, mens 39,7 procent siger nej. På samme spørgsmål tror kun 32,8 procent af vælgerne, at Frank Jensen har en chance, mens 51,2 procent ikke tror på, at han har potentialet til at fortrænge den siddende statsminister, skriver Børsen.ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her