EU-AFSTEMNING
PARIS For nogle måneder siden kunne de fleste politikere i Frankrig tilslutte sig præsident Jacques Chiracs beslutning om at lade også de franske vælgere have det afgørende ord om den nye europæiske forfatningstraktat. Med en række overbevisende ja-meningsmålinger i ryggen, kunne det, der i Frankrig oftest kaldes den politiske klasse de veluddannede og politisk aktive meningsdannere først og fremmest i hovedstaden Paris så udmærket følge præsidentens beslutning om, at EU-kernelandet Frankrig også skulle lade sin befolkning tale, især når nu de skeptiske briter også skulle stemme.
En intern afstemning i det store franske socialistiske oppositionsparti i december 2004 gav også regeringens kampagne vind i ryggen, da omkring 60 procent af de socialistiske medlemmer bakkede op om traktaten i det ellers på ledelsesplan EU-splittede parti.
I dag ser tingene anderledes ud. Modstanden mod traktaten er voksende, selv om der fortsat er et flertal, der har tænkt sig at stemme ja den 29. maj. Men den seneste meningsmåling fra denne weekend foretaget for ugemagasinet LExpress viser ikke desto mindre, at nej-siden er vokset fra 37 procent i januar til 44 procent. Ja-siden ligger nu på 53 procent, hvilket er markant lavere end de 60 procent, som har været hovedreglen i tidligere meningsmålinger. Blandt de offentligt ansatte har hele 57 procent imidlertid tænkt sig at stemme nej, og hvis man ser på andre meningsmålinger i de seneste uger, er nej-siden støt voksende. I to målinger har forskellen været nede på to-tre procentpoints, hvilket giver klare mindelser om sidst, franskmændene stemte om EU, om Maastricht-traktaten, der kun lige sneg sig igennem ja-nåleøjet.
Strejker, strejker, strejker
Tendensen i den nye afstemning er helt klar, som en kommentar i LExpress forklarede: Jo mere vælgerne stemmer med tanke på traktaten, jo mere er de tilbøjelige til at stemme oui. Modsat er det sådan, at jo mere traktaten ses som forbundet med den siddende regerings meritter, jo mere vinder nej-siden frem.
Derfor ser man også en sjælden enighed om en ting mellem regeringen og den socialistiske opposition, nemlig at det er traktaten, der er til afstemning »og intet andet«, som udenrigsminister Michel Barnier understregede i en tale i sidste uge.
Men den centrum-konservative regerings anstrengelser undermineres kraftigt af en nej-side, der behændigt spiller på først og fremmest regeringens ekstremt upopulære arbejdsmarkedsreformer, der med uges mellemrum får det meste af landet til at gå i stå i massive strejker, senest i denne weekend og sidste torsdag, hvor hele transportsektoren, postarbejderne og mange lærere alt i alt over 600.000 mennesker nedlagde arbejdet i en dag og dermed fik alle statsskoler til at lukke, og kaos til at brede sig i de store byer, hvor de fleste folk ikke kunne komme hverken til eller fra arbejde. I de farverige demonstrationer blandede de sædvanlige bannere om mere i løn og flere job sig med nej til den europæiske forfatning.
Boom i overskud
Utilfredsheden med først og fremmest regeringens forsøg på at gøre 35-timers arbejdsuge mere fleksibel skal ses på baggrund af en rekord-høj arbejdsløshed på over 10 procent over 2,5 millioner franskmænd står hermed uden arbejde, og sammenkædningen af, hvad der i Frankrig ses som et mere liberalt EU og utilfredsheden med regeringens arbejdsmarkedspolitik, er potentielt dødelig for regeringens ja-kampagne. Læg dertil, at huspriserne boomer, og lønnen ikke er steget i flere år.
Samtidig annoncerede en række store, kendte franske firmaer i sidste måned rekordhøje overskud. LOréals overskud steg således med 143 procent til 3,6 milliarder euro (cirka 28 milliarder kroner); Renaults tilsvarende tal viste 3,5 milliarder euro, og olieselskabet Total 11 milliarder euro. Imponerende set med markedsanalytiske øjne, men for almindelige mennesker, som føler, at det er sværere og sværere at få dagligdagens udgifter dækket, er tallene provokerende.
Frem med checkhæftet
Fredag i sidste uge reagerede den 73-årige Jacques Chirac for første gang direkte på sammenkædningen af utilfredsheden med arbejdsmarkedspolitikken og EU-spørgsmålet. Præsidenten, der vil være en færdig mand i fransk politik med et nej, forsøgte sig med et traditionelt fransk politisk træk: Han hev checkhæftet frem og lovede lønforhøjelser til alle offentligt ansatte på én procent.
Dette på trods af regeringsprotester, herunder en rasende nyvalgt finansminister Thierry Breton, der ikke mener, at landet som samtidig med arbejdsløsheden også plages af et stort og voksende statsunderskud har råd til den slags udskejelser. Men det anfægter ikke præsidenten, som i flere aviser blev citeret for at have indkaldt sin tro væbner, den farveløse premierminister Jean-Pierre Raffarin, og givet ham en utvetydig besked: Giv indrømmelser. Hvilket Raffarin prompte gjorde. Søndag lovede premierministeren nye forhandlinger med de utilfredse offentligt ansatte.
Undervisningsminister Fillon har allerede bøjet sig for en stribe omfattende studenter-demonstrationer mod, hvad undervisningssektoren ser som en udvanding af de studerendes afgangseksamen og Raffarin har anført den franske modstand mod EUs nye servicedirektiv, der har været specielt upopulært hos de stærke franske fagforeninger, der i forvejen udgør rygraden i nej-kampagnen.
Folket er klogere
Men det er ikke kun præsidentens skæbne, som står på spil ved afstemningen den 29. maj. De fleste politiske iagttagere i både Paris som i Bruxelles er enige om, at traktaten heller ikke kan overleve et non. For det første fordi et EU uden fuld fransk deltagelse simpelt hen er utænkelig. Dertil kommer, at et andet EU-grundlægger land, Holland, som har sin folkeafstemning bare tre dage efter den franske, ikke vil være utilbøjelige til at følge efter, hvilket ville sende traktaten endeligt og definitivt i graven. Der har allerede været en meningsmåling i den ellers traditionelt super-proeuropæiske Holland, som viste sensationelle 42 procent til nej-siden og blot 29 procent for.
I en ny forskningsrapport om Frankrig og Europa udarbejdet af Jean-Dominique Giuliani, der er præsident for Robert Schuman Stiftelsen, en Paris-baseret tænketank, kan man læse, at ja-siden står stærkest hos veluddannede middelklassemænd, mens nej-siden henter støtte hos de dårligere uddannnede og kvinderne. Giuliani siger, at udfaldet af folkeafstemningen er »uforudsigeligt«, men han tror dog fortsat, at ja-siden vil vinde: »Selv om den politiske kontekst er gunstig for nej-siden folk er meget frustrerede, og venstrefløjen generelt vred over, at den nu har forpligtet sig til at stemme for Chirac, så tror jeg, at ja-kampagnen, om end med besvær, vil vinde slaget. Den franske befolkning er mere moden, end politikerne tror. De er mere for Europa, end de er imod eliten og politikerne.«
