Læsetid: 5 min.

De der frigjorte kvinder – hvor er de henne?

Britta Thomsen, nyvalgt EU-parlamentariker for S og aktuel med en bog om europæiske kvinder, nyder at få brudt sit danske syn på kvinder, feminisme og ligestilling. Det er i spejlet af kvindeliv i andre europæiske lande, at vi i Danmark kan lære noget om os selv, siger hun
9. marts 2005

Ligestilling
BRUXELLES – »Hvis du kommer som udlænding til Danmark og går på restaurant om aftenen, som jeg har gjort med mange samarbejdspartnere, så sidder der hundredvis af kvinder og spiser alene eller med deres veninder. De pjatter, de griner, de drikker øl af literglas ligesom mænd. Og så siger de her portugisiske kvinder: ’Nej, hvor er de frigjorte. Sådan kunne vi ikke finde på at gøre’,« fortæller Britta Thomsen, der i juni blev valgt ind i Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne.
»Men når vi så går på arbejdsmarkedet, når vi næste dag skal have et møde for eksempel i Københavns kommune eller i et amt, så møder de kun mænd. Og så siger de: ’Jamen, de der frigjorte kvinder, hvor er de henne?’«
Britta Thomsen har levet og arbejdet i Portugal, hun har rejst i Polen, Irland og andre europæiske lande, og nu pendler hun til Bruxelles. Hun har bidt mærke i, hvor forskelligt kvinderne lever, og ikke mindst, hvor forskelligt synet på ligestilling er.
I Danmark, forklarer hun, har vi i vore bestræbelser på ligestilling fokuseret meget på privatsfæren:
»Når der kommer udenlandske kvinder i et dansk hjem, så ser de, at også manden står med et forklæde. Han laver mad, han hjælper med at vaske op. Og så siger de: ’Nej, hold da op, sådan nogle forhold vil vi også have.’«
På arbejdsmarkedet derimod halter ligestillingen i Danmark.
»Vi er så overbeviste om, at den danske ligestilling er en succeshistorie, at vi helt glemmer at spørge, hvilke jobs, kvinderne så har opnået,« skriver Britta Thomsen i sin nye bog, Kvinder bryder grænser.
Arbejdsmarkedet er kønsopdelt i forhold til brancher, og det er hovedsageligt kvinder, der udfører de mindst eftertragtede og lavest betalte job. Og når det gælder om at gøre karriere, falder kvinderne tilbage.
»Et tydeligt eksempel på den situation er forholdene i den kommunale sektor. Her er 78 procent af de ansatte kvinder, men der er kun 12 procent kvindelige ledere. En nyere undersøgelse om forholdene i statsadministrationen viser, at der rekrutteres lige mange af hvert køn til jobs som fuldmægtige, men så snart man begynder at stige i graderne, vender kurven i mændenes favør,« skriver hun i bogen.
Det kommunale eksempel får Britta Thomsen til at tænke på Polen. Også i Polen er arbejdsmarkedet kønsopdelt efter brancher, fortæller hun fra sine besøg. Men her holder mændene sig helt ud af ’kvindebrancherne’, så kvinderne har mulighed for at gøre karriere på ’deres’ områder.
Polen er i det hele taget interessant. Selv om det ikke er ualmindeligt, at kvinderne har en højere uddannelse end deres mænd, så er det stadig dem, der varter deres mænd op og tager sig af børnene. Det har gjort dem sårbare efter kommunismens fald, da de offentlige pasningstilbud faldt bort eller blev forringet.

Hushjælp
Når det gælder det huslige, kan Britta Thomsen godt lide at se sydpå igen. Og utraditionelt for en socialdemokrat ser hun på den spanske og portugisiske overklasse.
»De højere klasser i Sydeuropa giver traditionelt deres døtre en god uddannelse. De er en lille procentdel af befolkningen, men de kan være rollemodeller,« forklarer hun.
Og i Portugal tager mændene sig slet ikke af det huslige – men det gør mange af de uddannede kvinder heller ikke.
»De her karrierekvinder går slet ikke i køkkenet. De har hushjælp,« fortæller Thomsen.
Under et besøg mødte hun eksempelvis en lærer på en sygeplejeskole, der ud over fuldtidsjobbet har tre børn. Og en hushjælp 40 timer om ugen.
»Hushjælpen får mindstelønnen plus socialforsikring. De store klasseforskelle gør jo, at man kan betale denne her hushjælp,« forklarer Britta Thomsen.
I Danmark står en kvinde med tre børn anderledes. Nok er der offentlig børnepasning, men hun har ingen hjælp i hjemmet, og det tynger på kvinderne, når de skal gøre karriere på arbejdspladsen.
Løsningen? Den er ifølge Britta Thomsen at genindføre den tidligere hjemmeserviceordning.
»Den gør, at mange kan komme på arbejdsmarkedet under andre vilkår. Den indeholder en social økonomi og samtidig letter den børnefamiliernes hverdag,« lyder argumenterne.
»Noget, vi virkelig kan lære af de sydeuropæiske kvinder, er også, at de virkelig hjælper hinanden,« siger Britta Thomsen beundrende. Danske kvinder er derimod knap så gode til at hjælpe hinanden frem.

Kvindekvoter
»De sydeuropæiske kvinder reagerer, så snart der på en konference eller en høring kun sidder fire mænd i et panel, og ikke nogen kvinder,« fortæller Britta Thomsen.
»I Danmark er der sket en forværring på det område. Under en konference, jeg deltog i for nyligt, blev det bare accepteret, at der sad 11 mænd i et panel med en mandlig moderator. Og selv da Information på et tidspunkt sammensatte et panel af skribenter om værdier og velfærd, var 13 ud af 14 mænd – det må du gerne skrive.«
For at afhælpe denne tendens, men ikke mindst for at styrke kvinder i forskning og på universiteterne, går Britta Thomsen ind for kvoteordninger. Et emne, der er omstridt i Danmark men afholdt i andre EU-lande. Det danske modargument kommer fra kvinder: De vil ikke stemples som kvote-kvinder, men i stedet vurderes på deres evner og kvalifikationer.
»Men mændene bliver jo ofte ansat. Ikke fordi de er dygtigere, men fordi de er mænd. Kønnet spiller jo allerede en rolle – men i mændenes favør,« svarer Britta Thomsen.
»Jeg kender flere kvindelige professorer, der er vældig glæde for at være professorer, og som er kommet ind på kvoter. Hvis jeg kunne kvoteres til at blive formand for Europa-Parlamentet, så ville jeg da gerne.«
For tiden arbejder Britta Thomsen i Parlamentets ligestillingsudvalg for at indføre kvoteordninger i EU’s forskningsplaner for de kommende fem år. EF-Domstolen har underkendt flere kvoteordninger i medlemslandene, eksempelvis på svenske universiteter.
Britta Thomsen håber, at de nye forskningsplaner vil modarbejde den slags tendenser.
Hun mener, at EU er et »fortrinligt« sted at arbejde for ligestilling, ikke mindst, fordi kvinder fra hele Europa mødes. »Det giver først og fremmest kvinder mulighed for at stå sammen og koordinere den fælles indsats, ligesom det giver mulighed, at kvinder kan lære af de erfaringer, der er gjort i de andre europæiske lande,« skriver hun i sin bog.
Og hun vil gerne gå i gang med at lære af de andre med det samme:
»I Danmark har vi bygget noget godt op fra 50’erne til 70’erne. Så holder vi fast i det. I Sydeuropa har de siden bygget en ligestilling op fra scratch, og det går på nogle områder over det, vi har.«
Og gode eksempler – de er jo til for at blive taget ved lære af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her