Portræt
Claus Borre har altid været der. Jeg har aldrig oplevet andet. Jeg blev født i 1977, og i 1977 kunne man for første gang opleve ham som sportsvært for Danmarks Radio siden har skærmen ikke villet slippe ham. Det er 28 år med Claus Borre som fast bestanddel af hverdagen. Et ikon og en repræsentant for et helt område af bevidstheden, og som alle raske drenge under dynamit-holdet, Mogens Jeppesen, EM 92 og Ole Olsen fylder den del af bevidstheden mere end gymnasielærere og kærester syntes den burde. Ligegyldige pokalopgør fra start 90erne, Mexico 86, Seoul og Carl Lewis. Det ligger og optager dyrebar lagerplads i hjernen. Sådan er det bare. Og værten for denne del af bevidstheden hedder Claus Borre. Sådan er det bare. Men nu er det slut. Efter et helt liv har Claus Borre valgt at takke af.
»Jeg vil gerne prøve noget andet. Og skal det være, skal det være nu. Jeg har været på DR i 28 år, og alting har sin tid,« sagde Claus Borre til Ekstra Bladet, lige efter opsigelsen blev officiel. Alting har sin tid.
Det er, som om Claus Borre altid lige er kommet hjem fra en skiferie. Han bærer den helt rigtige tan, suppleret med et lyst omrids af et par store solbriller. Nogle gange er farven lige i overkanten til årstiden, men aldrig solariegul eller vinterbleg. Claus Borre har stil. Først den tredje knap fra oven i skjorten får lov at komme i brug, og håret ser nærmest ikke ud til at være farvet. Vinrøde, marineblå eller mintgrønne blazere, men som regel klædt i sort. Et kridhvidt tandsæt. En mand i sin bedste alder. 61 til oktober og det kan man ved Gud ikke se.
Det kan godt være, at der på Østerbro i København bor en sportsjournalist, der hedder Claus Borre. Uddannet ved Helsingør Dagblad i 1967, senere ansat på Ritzaus Bureau, derfra knap 10 år som stjernereporter på Berlingske Tidendes sportsredaktion og nu ansat på 28. år i DR. Han er far til fire to med to forskellige koner, hvor den nuværende hedder Lone. Men det er altså ikke ham fra tv. Claus Borre fra DR-sporten eksisterer kun i tv. Ligesom Bob Dylan, der kun eksisterer på en scene, og som lyset i køleskabet, der forsvinder, når man lukker det. Claus Borre lever kun på skærmen. Sådan er det med fænomener.
Det ved Claus Borre også godt, og flere gange har han takket nej til job, der måske havde større ansvar, men som ville hive ham væk fra dit tv. Det er ikke Borres stil. Han er på. Og Claus Borre virker altid topengageret og dybt professionel, når han er på.
Han læner sig let frem mod seerne, når han læser op. Drejer kroppen en anelse til venstre, sender et skævt smil gennem stuen, og lægger ekstra tryk på navne som Schumacher og Tyson. Man fornemmer, hvor spidskompetencerne ligger. Når det drejer sig om motorsport, boksning eller svømning, rykker han lige et par centimeter tættere på, og indslagene bliver gerne lige 20 sekunder længere, end de kan bære. Men han er professionel i alle sportens genrer, og selv om teknikken sejler og indslagene vælter på forkert (og det gør de altså i stigende grad på DR-sporten), bevarer han altid fatningen og lader sig ikke ryste. Claus Borre er cool og gennemført, men kun en skygge af fordums tider. Eller også er jeg blevet ældre.
Claus Borre bar DR-sporten op gennem 80erne. Den gang i de søde monopoltider, hvor DR ikke havde problemer med at skaffe de store sportsbegivenheder til danskerne, og hvor livet som sportsjournalist var et privilegium. Som Claus Borre selv beskriver det i et interview til De Bergske Blade dette efterår:
»Vi havde ingen konkurrenter, og der er ikke den idrætsgren og ikke de ting, som jeg ikke har fået lov til at beskæftige mig med inden for sportens verden på DR,« fortæller han.
»Min tilværelse var meget kosmopolitisk, og jeg rejste derhen, hvor det passede mig. 17-18 formel 1-løb over hele verden hvert år, boksekampe og præsentator eller reporter på fodboldlandsholdet. Der var så meget flødeskum på, at det rigeligt vejede op for de begrænsninger, der var ved i gåseøjne kun at lave sport. Det var absolut et højprofileret job.«
Men i 1988 kom monopolbruddet i dansk tv. Siden har DR-sporten været i en nedadgående spiral, og det har taget Borre med sig. For os, der troligt har fulgt med gennem en menneskealder, er det tydeligt. Langsomt, men sikkert, er kvaliteten dalet og fajancen skallet af. Det er en hård erkendelse. Præcis som man kun glimtvis ser sine forældre blive ældre og fejlbarlige, på samme vis er det kun glimtvis gået op for os, at Claus Borre er blevet ældre og DR-sporten fattigere.
Vi sad underligt forladt tilbage i stuen, første gang vi opdagede, at Claus Borre havde svært ved udtalen af en latinamerikansk fodboldspillers navn. Vi så, hvordan sportslørdag forsvandt, og de store sportsbegivenheder blev taget fra os. Claus pengepung rakte ikke. Claus var overvindelig. Han svigtede, og vi var i et desperat år spist af med Englands næstbedste liga om lørdagen, for senere at ramme bunden med kvindehåndbold og volleyball. Det var hårdt at se på og svært at indrømme. Det var, som om Claus Borre sagde undskyld, hver gang han tonede frem. Han prøvede med de der toneringer og en tilstræbt indlevelse. Det var professionelt, men det var kun skyggeboksning. Kun når han fik lov at sige Monza-banen eller Evander Holyfield lynede øjnene som i gamle dage. Men TV2 fik Formel 1. Betalingskanalerne de store boksekampe. TV3 fik Champions League, og den engelske Premier League var ubetalelig. Det var rædsomt og et ungdomsoprør var uundgåeligt.
Vi grinede ad Claus Borre og de nedknappede skjorter. Vi kaldte ham Frisør-Porsche og jublede af Morten Stigs nakkehår og Line Bauns ishokey-barm. Antikult opstod og klubber som Claus Borre Ud af Formel 1 blev dannet. Og det blev værre. Anklager om hustruvold rullede pludselig i den kulørte presse, da Borres daværende knap 20 år yngre kæreste anmeldte ham for at have ladet temperamentet løbe over efter en våd aften. Få dage efter frafaldt hun dog anklagerne, men vedholdende rygter hang ved.
Claus Borre blev ældre, men aldrig gammel, og smilet klokken 21.50 stivnede ikke. Han holdt stilen, skjorterne og den let fremskudte kropspositur aften efter aften. Han genvandt dele af respekten, men DR-sporten blev aldrig den samme. Hvor vil de mon gå hen efter den 1. august? De har mistet en af Danmarks bedste sportsoplæsere. Nej, stryg det. Danmark har mistet den bedste sportsoplæser nogensinde.
Ovenstående kunne muligvis lyde som en nekrolog, og sådan kan man måske også godt betragte det. Skal man tro Claus Borre selv, har han ikke tænkt sig at forlade det offentlige rum lige med det samme. For nylig røbede han således, at han overvejer at gå ind i politik. Gerne i Københavns Borgerrepræsentation og gerne for Venstre. Men når Claus Borre en gang i juli siger »tak for i aften« for sidste gang, eksisterer han ikke mere. Han vil aldrig blive glemt, men han vil høre op med at eksistere. Ligesom lyset i køleskabet når man lukker døren.
Blå bog
Claus Borre Hansen
Født den 28. oktober 1944.
Uddannet journalist på Helsingør Dagblad 1964-67.
Ritzaus Bureau, 1967-68
Berlingske Tidendes sportsredaktion, 1968-77.
Siden 1977 ansat på DR-Sporten som reporter, kommentator, studievært, redaktionschef, nyhedschef og souschef. I dag studievært og kommentator.
Har børnene Barbara (28) og Bjørn (26) fra sit første ægteskab og Alexander (6) og William (3) fra sit nuværende ægteskab.
Kilde: Euroman 2004
