Læsetid: 5 min.

At gå syngende i døden

Rufus Wainwright slår på sit fjerde album med syvtommersøm fast, at han er én af vor tids mest originale sangskrivere og sangere, selv om han nok er både for sær og kompleks til at nå de brede masser
5. marts 2005

NY CD
Han er en af sin generations uden sammenligning mest originale stemmer; en i øvrigt fleksibel og vindende baryton. Det er der bare ikke så mange, der rigtig har opdaget, eftersom han ynder at benytte sig af et stort orkester og noget teatralsk tonesprog, der har mere med prærock-traditionen at gøre end tidens hårdt opkørte elektriske/-elektroniske klange. Og et åbenlyst – og elegant – afsæt i den klassiske torch-sang, som den kendes fra Cole Porter og George & Ira Gershwin er næppe vejen til hjerterne hos en generation, der er opflasket med Marilyn Manson, Eminem, Korn, MTV’s softcoreporno-æstetik og gangstarappens generelle despekt for kvinder, menneskeliv og autoriteter. Men så er hans primære inspirationskilder altså også Judy Garland, Edith Piaf, Al Jolson og opera! Plus et umiskendeligt åndsslægtskab med folk som afdøde Jeff Buckley og The Magnetic Fields primus motor, Stephin Merritt.
Han er født ind i en musikalsk familie, idet hans moder er den canadiske sanger-sangskriver Kate McGarrigle, der sammen med søsteren Anna har udsendt en stribe melankolske albums, mens faderen er den ætsende skarpe song-and-dance mand Loudon Wainwright III, der begyndte sin karriere som ’den ny Dylan’ i 1970. Fra samme lærte han også kunsten at tale lige ud af posen i sine sange; også når de handlede om hans … fader! Lyt for eksempel til »Dinner At Eight«. Av min arm! Han er manden, som i begyndelsen af sin karriere talte til journalister, som om de var hans terapeuter, fordi »det var gratis«, som han med underspillet humor udtrykte det.
Han har fra begyndelsen været åben omkring sin homoseksualitet – som bekendt en vaskeægte karrieredræber i George Bushs skinhellige USA – sin tvangsbesættelse af sex og uheldige forkærlighed for speed. De to sidstnævnte i en sådan grad, at han for et par år siden gik i behandling for begge dele. Ud af dette opstod ideen til det kaotisk-ambitiøse storværk Want, en dobbelt-cd, der skulle have været udsendt som i 2003, men som i stedet er udkommet som to enkeltskiver med godt et års mellemrum.

Seriøst fedt krukkeri
Navnet er Rufus Wainwright, han er 32 år gammel, opvokset i Montreal i Canada, hvor han blev undervist i klaver fra seksårsalderen, hvilket han siden fulgte op med studier på den prestigiøse Millbrook School, før han endegyldigt forlod den klassiske musik til fordel for en musikalsk gammeldags og tekstligt moderne karriere som (ikke synderlige populær) populærmusiker med det ene ben i Tin Pan Alley og det andet anbragt et obskurt sted i europæisk kabarettradition. Godt garneret med stort orkester og tekster så åbenhjertige, at lytteren godt kunne føle sig en smule intimideret, hvis ikke de var så fandens godt skruet sammen.
Wainwright gjorde sig øjeblikkeligt bemærket med debutalbummet Rufus Wain-wright i 1998 og konsoliderede sin position med Poses i 2001, men det er med Want One (2003) og efterfølgeren Want Two, der nu med et halvt års forsinkelse udsendes herhjemme, at omfanget af hans ambition, kunnen og ikke mindst seriøst fede krukkeri for alvor bliver synligt. Vi taler – uden at ryste på hånden endsige stemmen – om et hovedværk inden for den moderne sanger-sangskriver genre. Oprindelig tænkt som det mest frygtede monster i nyere tid – dobbelt-cd’en, mine damer og herrer – satte pladeselskabet foden ned med et utvetydigt »no way«. Sikkert en bet for en ambitiøs kunstnersjæl, men set fra lyttersynspunkt ingen dårlig strategi, thi Want One har givet rigelig stof til eftertanke, siden den lanceredes.

Ingen fløjlshandsker
Og det er så endda det mest umiddelbart tilgængelige af disse to tvillingeudgivelser, thi toeren er på alle måder en ordentlig mundfuld. Af himmelske dimensioner, men alligevel. Man tør roligt påstå, at hvad den måtte mangle i poppet tilgængelighed, besidder den tifold i kunstnerisk ambition.
Der åbnes med det latinske (ikke så meget i Ricky Martinsk forstand, som det sprog Nero, Cæsar og Marcus Aurelius i sin tid benyttede) »Agnus Dei«, en bøn om fred tilsat en stadigt frembrusende mur af lyd, lige dele klassisk korværk og østligt klin-gende klagesang. Den efterfølges af pladens mest oplagt fængende melodi, »The One You Love«, hvis tekst dog ikke i overdreven grad benytter sig af fløjlshandsker. Ligesom titler som »Gay Messiah« – med typiske linjer som »No I won’t be the one/ baptized in cum« – og »Old Whores Diet« (en fornem duet med den underkendte transvestit Anthony, som også Lou Reed benytter så flittigt) taler deres eget tydelige sprog. Her er langt til Flinkeskolen, men musikken klinger himmelsk et sted mellem Brian Wilson, når han musikalsk er længst ude, og Björk, når hun er længst inde. Instrumenteringen veksler mellem orke-sterarrangementer af den anden verden på den ene side og på den anden mere spartanske iscenesættelser, hvor instrumenter som banjo, tuba, ukulele, jødeharpe, obo m.m. spiller en fremtrædende rolle i selskab med et mere ortodokst guitar-bas-trommer set-up.
Omslaget har samme prærafaelitiske præg som forgængeren, hvor Rufus fremstilledes som ridder fra Kong Arthurs hof. Om end med omvendt fortegn, thi denne gang afbildedes han som kvinden, der sidder og venter på, at ridderen skal vende hjem fra korstogene eller hvor den slags nu drager hen. Efter sigende bygget over legenden om the Lady Of Shalott, der af en troldperson dømtes til at forblive indespærret i sit høje tårn, hvorfra hun kun kunne betragte verden gennem et spejl. Men da hun en dag så Sir Lancelot galopere forbi, blev hun så betaget, at hun forlod sit tårn og satte sig i en båd, der flød ned ad strømmen. Der sad hun og sang, mens hun spejdede efter sin Lancelot, men snart frøs blodet i hendes årer til is. Hun går derfor syngende i døden.
Det er ikke svært at se, hvad der har tiltrukket Wainwright ved denne særlig fabel fra legenden om Ridderne om det Runde Bord. Og ud af det er der kommet et Mesterværk. Folk burde belejre pladebutikkerne i hordevis for at få fingrene deri!

Rufus Wainwright: Want Two (Dreamworks/Universal) Produceret af Marius deVries. Udkommer mandag

Rufus Wainwright spiller (med Keane) i Store Vega fredag d. 1. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu