Læsetid: 12 min.

Gud er død. Dan Brown og Maria Magdalene lever

Jesus dyrkede sex. Vatikanet er fornærmet. Danske sognepræster klapper i hænderne. Millionvis af læsere genfinder religionen og står i køen i supermarkedet og tænker: Har kirkens magtfulde mænd gennem århundreder ved hjælp af hemmelige broderskaber, mafialignende metoder og politisk pression undertrykt det kvindelige aspekt af kristendommen for selv at kunne beholde kjolerne på?
23. marts 2005

TRO
Dette er Jesu Kristi blod. Dette er Jesu Kristi legeme. Sikke noget sludder. Giv mig biljagter i høj fart, en seksuelt aktiv Kristus, selvtorturerende morderiske albinomunke og mentalt afsporede biskopper, så kan vi tale om det.
Dan Browns bestseller – muligvis kun overgået af biblen selv og børnebiblen Harry Potter – Da Vinci Mysteriet giver livet mening igen, efter at det moderne menneskes vaklen over for religion har udviklet sig fra en diskret tøven til en konsekvent fornægtelse af det åndelige. Det er jo egentlig bare en knaldroman. Den slags man snupper med sig i Kastrups Afgangshal, når man nu alligevel skal sidde fem timer i fly og ellers bare stirre ud i luften. Hovedpersonen er en art Indiana Jones. En Harvard-professor i symbolik, der også synes at være uimodståelig for unge kvinder, gennemlever et par hektiske døgn. Med en flok banditter og politiet åndende i nakken, løser han sammen med en smuk og intelligent kvinde en mordgåde, inden de på de sidste sider dyrker noget sex.
Men denne knaldroman har Vatikanet bedt alle katolske boghandlere om ikke at sælge, og danske sognepræster holder foredrag om bogens indhold. For banditterne er ikke russiske dobbeltagenter, men den katolske organisation Opus Dei, og de myrdede personer tilhører et ældgammelt broderskab, der beskytter beviserne for det, som Opus Dei forsøger at skjule: At den hellige gral ikke var det bæger, som Jesus drak af ved den sidste nadver, men i stedet en kvinde. Jesus dyrkede sex og startede sammen med Maria Magdalene en slægt, der skulle have overlevet helt op til nutiden. Dette broderskab til beskyttelse af det hellige feminine kalder sig Priory of Sion og på medlemslisten står så kendte personligheder som Boticelli, Newton, Hugo og Da Vinci.

Dan Brown præsenterer fiktion som fakta, og det er det, som Leonardo Da Vinci-forskere og den romersk-katolske kirke har reageret så stærkt på, men samtidig er det også det, der har fået millioner af mennesker til at købe bogen. Præst Charlotte Ellermann afholder sammen med to præstekolleger ved Sankt Jakobs Kirke i København en foredragsrække om Da Vinci Mysteriet. Bogens massive succes fik dem til at tænke, om det ikke var muligt, at folk ligefrem ville være interesserede i at høre mere om bogens temaer, måske endda i kirken.
»Det, der er fascinationskraften, er dette, at der er noget uudgrundeligt, der samtidig forventes at være et sandhedssvar,« siger Charlotte Ellermann.
»Folk er meget interesserede i, hvor meget sandhed, der er i bogens fortællinger. Og dér kan vi så give dem kirkens bud på et svar. Og selvom det meste af bogen er grebet ud af den blå luft, så er der jo en del af det, der er rigtigt, og det er netop dér, fascinationen ligger: Folk tænker: ‘Jamen, når nu det her faktisk findes, hvor meget mere kan der så ikke være, der endnu ikke er afsløret?’« siger hun.
Læseren får fornemmelsen af at dykke ned i et emne og få en åbenbaring. Selv er hun ikke videre imponeret over bogen, men hun forstår fascinationen og mener, at kirken bør være glad for den popularitet, som bogen har fået, og den interesse, den har vækket i folk.
»Når vi afholder de her arrangementer, kommer der 60-70 dybt engagerede mennesker. Og det er vel ikke helt forkert, når jeg siger, at det er unormalt for kirkens studiekredse. Den interesse skal vi da ikke frygte,« siger hun.
Kirken er i nogen grad selv skyld i, at der er opstået en mistillid omkring den, mener hun. Tavshed giver konspirationsteorier frit spil.
»Især den katolske kirke har traditionelt været omgærdet af hemmeligheder. Det er en meget lukket organisation, og ligegyldig hvor meget sandhed, der er i Da Vinci Mysteriet, må det her sende dem et signal om at åbne lidt op,« siger hun.

Studenterhus Århus bad i efteråret ph.d.-studerende ved teologi på Århus Universitet Marie Vejrup Nielsen om at holde et foredrag om Da Vinci Mysteriet, og siden da har hun givet adskillige foredrag om bogen, som hun faktisk selv synes, er en klichéfyldt Danielle Steel-roman. Også hun mener, at kirken selv bærer en del af ansvaret for den forvirring, som bogen har skabt:
»Der har blandt præster været en berøringsangst over for at tale om de her kernereligiøse spørgsmål. Man har mere talt om etik og kultur. Ikke så meget om, hvad vi for eksempel ved om Jesus.«
Hun mener, at kirkens ansvar ligger i, at den ikke har informeret på den rigtige måde.
»Det hænger vel også sammen med, at man efter ‘68 fik at vide, at man ikke skulle indoktrinere, men nu er man måske kommet så langt fra at indoktrinere, at man ikke engang informerer længere,« siger hun.
Biblen er jo svær at læse, hvis man ikke har nogen til at forklare den, påpeger hun: »Så hvis der ligger noget spørgsmål til kirken i den her Da Vinci-kultur, så er det, at det er nu, der skal holdes nogle foredrag om, hvad der egentlig står i Markus evangeliet osv.«
Det, der har overrasket hende mest, siden hun begyndte at holde foredrag, er, at folk føler sig forrådte. Føler, at der er noget, der er blevet holdt skjult for dem. Og det er det, som får Marie Vejrup Nielsen til at foreslå, at kirken ikke har været god nok til at informere.
»At der er fire forskellige evangelier, kommer bag på folk. Og så siger de: ‘jamen, hvad er nu det for noget? Forskel?’ Der er forskel på alt: disciplenes navne, hvor mange gange Jesus er i Jerusalem, og hvilken dag han bliver korsfæstet. Og derfor kan kristendommen for så vidt ikke beskyldes for at have holdt noget skjult i moderne sammenhæng. Man har jo ikke sagt: ‘Markus evangeliet er det eneste rigtige – de andre brænder vi’.«

Der er rejst en interesse ud fra denne bog, og den bør folkekirken tage alvorligt, mener Marie Vejrup Nielsen.
»Man bør tage udgangspunkt i den provokation, der er opstået, for der er åbenbart et behov for at få svar på nogle spørgsmål eller for at stille nogle spørgsmål.«
At danskerne føler sig personligt provokerede, stemmer ikke overens med den opfattelse, man normalt har af danskere og deres forhold til religion.
»Danskere er privatreligiøse. De shopper rundt, og deres religion er blandet sammen af mange forskellige elementer, så den provokation handler mere om, at de føler, at de er blevet løjet for,« siger hun.
En underliggende provokation for mange kristne er, at man siger, at Biblen kun er skrevet af mennesker. Det er ikke så stort et problem i Danmark, fordi der hersker en meget mere liberal udvikling.
»I Danmark har vi jo ikke haft problemer med at undervise i både evolutionsteori og samtidig fortælle om biblens skabelsesberetning. I USA derimod er mange kristne blevet provokerede af, at man siger, at biblen er blevet skrevet sådan lidt tilfældigt, eller at man har valgt nogle ting fra, fordi man ikke kunne leve med dem. For dem er Biblen guddommeligt inspireret og ikke en tilfældig kirkehistorisk samling af værker,« siger Marie Vejrup Nielsen.
At der skulle eksistere kilder, der er lige så gode sandhedsvidner som Biblen med hensyn til vores viden om Jesu tid, er dybt provokerende for beboerne i det amerikanske bibelbælte.
Det er ikke provokerende for universitetsteologer. Det er fuldstændig rigtigt, at der findes flere forskellige kilder til Jesu levned, der opfattes som lige så gyldige som Biblen, fordi man skelner mellem Biblen som bog i kirken og videnskabelig tekst

En lignende liberal tilgang til Biblen finder man ikke i Rom. Som reaktion på Da Vinci Mysteriets ophøjelse af Maria Magdalene til Hellig Gral har Vatikanet sat en af de højest rangerende kardinaler til at modbevise påstandene. Her er især bogens fortælling om Maria Magdalenes rolle i kirkehistorien provokerende. At give det kvindelige øget magt er svært at kombinere med en institution, hvor kvinder traditionelt ikke har haft samme muligheder som mænd. Dan Brown fortæller selv, at han har ønsket at afdække den undertrykkelse af det feminine, som kirken gennem hele verdenshistorien har stået for.
»Jesus behandlede alle lige uanset køn. Det kan man ikke sige, at kirkehistorien kan prale af,« siger Charlotte Ellermann.
At der skulle være noget specielt helligt ved det kvindelige i forkyndelsen afviser sognepræst Kathrine Lilleør, der holder foredrag om kønsspørgsmålet i kristendom:
»At sige, at der skulle være noget helligt feminint, er noget sludder,« siger hun.
Hun mener, at den kvindeundertrykkelse, der har fundet sted i kirken bare har fulgt verdenshistoriens. I Biblen er der ifølge hende ikke noget, der giver kvinden en speciel status.
»Vi er nødt til at passe på, at vi ikke i vor nyfeministiske sjæle begynder at gøre det samme, som nogle af vore lidt for rabiate formødre gjorde: Altså begynde at knalde mændene oven i hovedet på samme måde, som vi altid er blevet det. Det går ikke at mase på imod det modsatte køn ved at fremhæve sit eget.«
At spørge til hvilket kvindesyn, der er i Biblen, er allerede at underminere det feminines betydning.
»Det feminines plads i kristendommen findes ikke som en selvstændig størrelse, for det maskuline findes heller ikke. Det er at reducere hele kvindeligheden at spørge til, om den er der,« siger Kathrine Lilleør.
Kønsspørgsmålet findes ikke i Biblen, men den har i høj grad gjort det i den kirkelige fortolkning: »Der har været en kirkehistorie, der ligesom profanhistorie har undertrykt kvinder, og man har også brugt Biblen til at undertrykke kvinder med, men det er jo ikke det samme som at sige, at Biblen ikke er gennemsyret af det kvindelige såvel som det mandelige.«

Ph.d.-studerende Marie Vejrup Nielsen mener, at Dan Browns engagement i den religiøse kvindekamp kan ligge på et meget lille sted.
»Hos ham er Maria Magdalene et seksuelt objekt, og det er præcist det, der ligger i kvindeundertrykkelse: at reducere kvinden til det fysiske og til naturen og det seksuelle og ikke give hende plads som intellektuel person,« siger hun.
Den undertrykkelse af Maria Magdalene-skikkelsen, der, ifølge Marie Vejrup Nielsen, har gjort sig gældende gennem kirkehistorien, handler om noget helt andet end Jesus’ sexliv:
»Der står i Maria Magdalene-evangeliet, at hun var en trussel som arvtager efter Jesus, altså som konkurrent til Peter, og Peter er jo altså grundlægger af kirken i vores forståelse, og især i den romersk-katolske kirke er han af stor betydning,« siger hun.
Paven nedstammer fra Peter. Og fra Peter og ned er alle præster i den romersk-katolske kirke ordineret ved direkte håndspålæggelse, »men ifølge Maria Magdalene-evangeliet ville Jesus hellere have, at Maria Magdalene skulle føre kirken videre i hans ånd. Jesus elskede hende højere, fordi hun forstod ham bedre. Og så er det noget andet, der er på banen, så er det kvinden som intellektuel og leder, der er problemet.«
Om Maria Magdalene var Jesus’ kone eller ej kunne faktisk være ligegyldigt, og der er ikke noget bevis for, at det ikke skulle forholde sig sådan. Rent teologisk ødelægger det ingenting, hvis Jesus var seksuelt aktiv.
»Det ligger selvfølgelig i den katolske kirke, hvor præsterne skal være i cølibat. Og dér er måske nogle aktier i, at det ville være meget godt, hvis Jesus var seksuelt afholdende. Men det er en kirkehistorisk udvikling, der ligger langt senere,« forklarer Marie Vejrup Nielsen.
I Biblen står, at der var kvinder i Jesus’ menighed, og eksempelvis Peter var gift.
»Der er jo ikke noget med, at det har været sådan en asketisk kult til at begynde med. Hvorfor skulle Jesus ikke have været sammen med kvinder? En af mine kolleger har fundet en interessant tekst, hvor Luther skriver: ‘Selvfølgelig var Jesus sammen med Maria Magdalene’. Det står bare helt kort konstaterende. Men det er jo også ligegyldigt.«
I kirken giver det ikke nogen naturlig magt at være gift med en magtfuld mand. Marie Vejrup Nielsen mener, at hvis Dan Brown virkelig ville provokere kirken, så skulle han ikke fokusere på, at hun fødte hans barn.
»Hun havde hans mentale barn, hans kirke, fordi hun forstod ham, og det gjorde Peter måske ikke. Der ligger et meget provokerende budskab, og der ligger et opgør med den kvindeundertrykkelse, som har været stærkere.«
Her mener hun undertrykkelsen af kvinden som leder og frit tænkende selvstændigt væsen. Hvis man begyndte at tale om, at kvinden har en naturlig plads i kirken som leder, ville det være dybt provokerende for den romersk-katolske kirke. Kunne man bevise det, ville det være kulturrevolutionerende.
»Der er jo ikke noget selvstændigt ved at være gift med den mest kendte mand i verden og så få hans barn. Der er sådan lidt en Mary-Frederik-effekt. Det er fordi, hun har haft en celebrity-kæreste, at hun er interessant og ikke i sig selv.«

Marie Vejrup Nielsen har Dan Brown mistænkt for slet ikke at være interesseret i diskussionen om det feminines plads i kristendom.
»Han skriver knaldromaner, som fungerer som underholdning, og derfor bruger han elementer som det seksuelle og kvindesynet. Men i virkeligheden handler Da Vinci Mysteriet om en konspirationsteori, hvor man har trukket hele garden ind. Hele den europæiske kirkeorganisation, tempelriddere, albinomunke og selv Da Vinci.«
Det er selvfølgelig bekymrende, hvis folk læser skønlitteratur som fakta, mener Marie Vejrup Nielsen, men hun tror, folk er mere kritiske end som så.
»Jeg tror, det er mere lystbetonet, at man lader sig rive med af sådan en konspirationsteori, jeg tror, at folk i bund og grund godt kan skelne.«
Et fintmasket net af broderskaber, der bruger voldelige midler i et forsvar for en delvist udhulet religion, vil vi gerne tro på. Men det er stadig det, det handler om: tro.
»Konspirationsteorier er jo erstatningsreligioner. Det er rationel religion. Det er en tilladelse til at forstå et stort system, hvor der er mystiske ukendte elementer, som alligevel ikke er religion,« siger Marie Vejrup Nielsen.
Så længe forestillingen om en grand master plan er forankret i noget konkret, er det tilladt:
»Som rationelt tænkende væsen kan man godt sige, at det var mafiaen, der dræbte John F. Kennedy, for det er en historisk begivenhed, men der er alle de her mystiske elementer. Ting, vi aldrig får at vide, og arkiver, vi aldrig får adgang til. Mystikken er tyk, men det er på et plan, hvor det er tilladt,« siger Marie Vejrup Nielsen.
Det er accepteret at sige, at det var et komplot, der gjorde det af med JFK, for det er trods alt ikke så pinligt som at sige, at man tror, at Jesus er Guds søn. Det virker dybt irrationelt i vores tid.
»Da Vinci Mysteriet er en erstatningsreligion, der tilbyder spænding og mening. For nu ved jeg, hvordan verden er, og så kan jeg indrette mit liv efter det. Bogens succes skyldes jo den kultur, den er skrevet ind i. Den har ramt det vakuum, som religionen før naturligt udfyldte.«
Næste evangelium fra Dan Browns hånd er på gaden i dansk oversættelse. I Engle og Dæmoner er det ikke den katolske kirkes brodne kar, som Harvard-professoren i symbolik Robert Langdon mistænker for at myrde løs mellem Vatikanets kardinaler, men derimod den ældgamle Frimurer-loge. Samme organisation spiller en stor rolle i den biografaktuelle National Treasure, hvor Nicholas Cage spiller en ung forsker, der har arvet en familiehemmelighed om en kæmpemæssig guldskat holdt skjult og beskyttet i århundreder. Af Frimurerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her