Filmfestival
Desværre skal man ikke kigge langt ud over det ellers fredelige Burkina Fasos grænser for at se, at filmen La Nuit de la Vérité er både aktuel og realistisk. Elfenbenskysten og Liberia mod syd, Congo, Burundi og Rwanda mod sydøst.
Fanta Régina Nacros film udgjorde et af værtslandets fire bidrag til konkurrenceprogrammet for spillefilm ved dette års panafrikanske filmfestival, Fespaco et antal som kun blev tangeret af Sydafrika.
I filmen indleder præsidenten for et ikke navngivent afrikansk land fredsforhandlinger med en oprørsleder, der tilhører en rivaliserende stamme. Men muligheden for fred er skrøbelig, da fordommene stammerne imellem er store, og fortidens dæmoner hele tiden trænger sig på. Natten bringer sandheder for dagen, som konstant truer med at forvandle forhandlingerne til et blodbad.
Filmen er barsk og viser krigens gru i hårde, men ikke unødigt udpenslede billeder. Afhuggede hoveder, der flyder med flodens vand. Soldater, der bliver brændt levende. Afskårne testikler, der placeres i ofrets mund. Ja, selv de mange panoreringer langs murmalerier med krigsscener virker stærke.
På de lokale tilskueres reaktioner fornemmes tydeligt, at der er mere på spil end blot et fiktionsdrama, og man behøver blot at kigge på de mange soldater med maskinpistoler på de støvede gader i Ouagadougou for at blive mindet om, at vi er i en verden, hvor freden langt fra er naturgiven.
Førsteprisen til Sydafrika
I det hele taget har krig, kolonisering, undertrykkelse, krænkelse af menneskerettigheder og lignende alvorlige emner været placeret højt på dagsordenen under dette års Fespaco.
Marokkanske Hassan Benjellouns La Chambre noire fortæller historien om lufthavnsarbejderen Kamal, som arresteres på grund af sin fortid som kommunistisk studenteraktivist. Afhøringen, torturen og den efterfølgende parodi af en retssag skildres med kafkaske dimensioner blot med den væsentlige forskel, at vi befinder os i et realistisk univers.
Begge film var blandt prisvinderne ved Fespaco, der sluttede i lørdags. La Nuit de la Vérité fik prisen for bedste scenografi, mens La Chambre noir modtog andenprisen.
Førsteprisen Guldhingsten, Etalon dor de Yennenga, som er Fespacos svar på Den Gyldne Palme gik til den sydafrikanske film Drum af Zola Maseko, hvilket på én gang var et overraskende og naturligt valg.
Overraskende, da det faktisk kun er anden gang i den overvejende frankofile festivals historie, at en engelsksproget film vinder førsteprisen, og da Drum samtidig er meget vestlig og kommercielt anlagt i sin stil.
Naturligt af samme grund. Sydafrikas filmmiljø er i kraftig vækst, hvorfor prisen også kan ses som en anerkendelse af en udvikling, der kan bringe afrikansk film ud af sin perifere globale position. Drum forventes da også ligesom de øvrige sydafrikanske bidrag at blive solgt til distribution i såvel USA som Europa.
Titlen, Drum, refererer til det blad, som journalisten Henry Nxumalo udgiver i 50ernes Sydafrika. Som en anden Günter Wallraff tager Nxumalo hyre på en farm i Transvaal for at afdække de slavelignende tilstande, ligesom han lader sig arrestere for at afsløre forholdene i fænglerne. Derved bringer han sig alvorligt på kant med apartheidmyndighederne, som vil gøre meget for at stoppe hans skriverier.
Det er en alvorlig historie, der dog samtidig fortælles i en kulørt scenografi af jazzklubber og barer, hvor journalisten færdes som en anden film noir-karakter.
Aids i fokus
Den samme dobbelthed af politisk alvor og mere kulørt fiktionsfortælling genfindes i de øvrige sydafrikanske bidrag.
Ramadan Sulemans Zulu Love Letter har ligeledes en journalist i hovedrollen, men denne gang en fraskilt kvinde, der har problemer med både skriveblokering og sit forhold til sin 13 år gamle og døve datter. Hun opsøges af moren til en studenteraktivist, som blev myrdet af politiet 10 år tidligere et mord, som journalisten overværede.
Nu ønsker aktivistens mor, at historien skal bringes for sandhedskommissionen, hvilket ikke alle de involverede er interesseret i.
Teddy Matteras Max og Mona er gangsterfarce om den unge mand Max, der har et ekstraordinært talent som grædekone. Når han begynder at messe sin sørgesang, bringes vind og vejr i bevægelse, så ingen øjne er tørre. Det talent forsøger hans onkel at udnytte i kampen for at betale en narkogæld tilbage, og Max bliver konfronteret med et sælsomt persongalleri af smågangstere, transvestitter, drukkenbolte og almindelige plattenslagere. Filmen er ganske morsom og benytter en episodisk fortællestil, der kan minde om en lettere udgave af Tarantino, men den mangler dog stringens.
Kraftig investering
Langt mere alvor er der i David Hicksons Beat the Drum, som desværre ender i en slem gang sentimentalitet. De uforstående og intolerante bliver omvendt. De hvide finder sammen med de sorte i en hyldest til postapartheidtiden. De hjemløse børn kommer på et hjem med gynger og karruseller.
Når filmen alligevel huskes, skyldes det dens kontroversielle og vigtige emne. Beat the Drum handler om aids og om det nødvendige i at erstatte myter og uvidenhed med åbenhed og viden.
Sydafrika havde i alt 12 film med ved dette års udgave af Fespaco, der også omfattede kortfilm, tv-produktioner og diverse særprogrammer. Et kraftigt boom, som også har været tydeligt internationalt, hvor Mark Domford-Mays U-Carmen ekhayelitsha nyligt vandt guldbjørnen ved festivalen i Berlin.
Årsagen er en kraftig investering i filmproduktion gennem oprettelsen af en national filmfond med et budget på 40 millioner rand 38,4 milleioner kroner som har støttet 12 film i løbet af de sidste tre år. Som Ramedan Suleman konstaterede ved et pressemøde under festivalen, er det første gang, han har lavet en film, hvor der er midler fra Sydafrika involveret.
»Da jeg var her ved Fespaco i 1999 med min film Fools, kom jeg alene. Denne gang kommer jeg med et land i ryggen. Vi hører mange historier om, at afrikanske filmskabere nærmest må tigge sig til finansieringen. Derfor er jeg glad for, at det offentlige nu spiller en rolle i den sydafrikanske filmproduktion,« sagde han.
Suleman peger hermed på det generelle problem for afrikansk filmproduktion. Der er ikke midler til at producere for, hvorfor stort set alle film er finansieret med udenlandsk kapital i ryggen og skabt af instruktører, der er uddannet i vesten eller lever i udlandet.
Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at det netop er Sydafrika, der har taget det første skridt, da landets økonomi er en helt anden end i de øvrige afrikanske lande. Men dermed er ikke alt nået, da det også kniber med distributionsmulighederne. Et stort land som Sydafrika råder over blot 600 biografsale, som alle er placeret i velhavende områder.
Til gengæld mangler kontinentet ikke opfindsomme og væsentlige historier, der fortjener et internationalt publikum. Og det gælder vel at mærke ikke kun de sydafrikanske film, men også film som marokkanske Ismäel Ferroukhis Le Grand voyage en herlig roadmovie om en far og søn på pilgrimsfærd fra Sydfrankrig til Mekka og Un Héros af Zézé Gamboa fra Angola, som viser de vanskeligheder en krigsveteran kan have, når han skal forsge at skabe sig et liv efter krigen.
www.fespaco.bf
*Bjarne Mouridsen er freelancejournalist
