Læsetid: 2 min.

Hængsler og håndværkersex

Flyttemand Langdal gribes ikke i utroskab mod ’Den Eneste Ene’. Men uden Niller var flytningen til musicalscenen ikke gået
21. marts 2005

MUSICAL
»Min sædkvalitet er helt i bund,« siger Niels Olsen – og vi er mange, der gerne ville teste hans udsagn. For i musicalen over Den eneste Ene er han præcis lige så vidunderlig og følelsesægte med sin hængerøv og sin værktøjskasse som i Susanne Biers film fra 1999.
Heller ikke køkkener er det samme, efter man har oplevet Niller tale om hængsler. Og herfra er der ikke langt til håndværkersex, som Therese Glahn stadig siger det, mens hun blinker med sine uimodståelige Stella-øjenvipper.
The One and Only Company har skabt en glimrende musical-transformation af filmen, loyalt udført af instruktøren Peter Langdal og komponisten Jesper Winge Leisner.
Faktisk er forestillingen så en massiv en kopi af filmen, at pointerne har det med at fuse ud, netop fordi de er skrevet til et kamera med zoom – og ikke til 3.000 tilskuerpladser i Forum. Men vildt morsomt bliver det ikke.

Almindelig Mieritz
Kun Camilla Bendix skaber nyt. Hun spiller rollen som ’Mulle’, der på filmen var Sofie Gråbøls leverpostejsglansrolle af en frustreret studine.
Men Camilla Bendix formår at give hende sin egen, muntre fjumren – og får folk til at skrige af grin. Når hun taler om sine syv år på universitetet, fremviser hun stolt otte fingre... For Bendix kan selv – ligesom Niels HP, der som tømrerkollegaen Knud siger platheder så realistisk åndløst, at han hæver sig over et plagiat af Lars Kaalunds uslebne diamant på filmen.
Louise Mieritz har fået den tvivlsomme ære at skulle leve op til Sidse Babett Knudsen i rollen som den gravide kosmetolog Sus. Og Louise Mieritz gør alt rigtigt. Hun er sød, hun har selvironi, og hun synger med stædig power. Hun stiller endda op i badedragt! Men hun kan ikke løfte sin person og hele historien op over det almindelige – og så bliver den faktisk ikke så særlig interessant.
Til gengæld er musicalen et udstyrsstykke langt ud over det almindelige. Karin Betz’ scenografi er et podie i x-form – med muntre lemme, hvorfra både lokummer og adopterede børn kan dukke op…
Hvert nummer, sin sponsor, antager man. Og så sprinter danserne ellers rundt i forcerede kryds i Niclas Bendixens streetdance-inspirerede koreografi: Undertøjsdansere og begravelsesparaplydansere (Flemming Flindt er nær!), sydvest-og-waders-dansere og det-ender-altid-med-en-Lilly-dansere…
Danserne er smukke og smidige, så sveden sprinkler under parykkerne. Men hvorfor skulle teaterversionen absolut være en musical? Måske sælger The One and Only Company flere billetter med bare lår og fed musik, særligt når Al Agami rapper lidt med.
Men kan man selv nynne en sang bagefter? Nææ… Filmen solgte 900.000 billetter. Musicalen har allerede solgt 70.000. Og så kan man jo spørge: Hvis forholdet mellem filmen og musicalen var en bil, hvad ville det så være?
En flyttebil…
Flyttefirmaet Langdal er effektivt. Ikke alle filmens køkkenelementer klarer flytningen op på musicalscenen uden skrammer.
Men montør Niller er fortsat fantastisk, sædkvalitet eller ej.

*’Den eneste Ene’. Musical af Peter Langdal og Jesper Winge Leisner efter Susanne Biers film ’Den eneste Ene’. Originalmanuskript: Kim Fupz. Instruktion: Peter Langdal. Karin Betz. Koreografi: Niclas Bendixen. Musik: Thomas Helmig og Jesper Winge Leisner. Kapelmester og arrangør: Joakim Pedersen. Lys: Jesper Kongshaug.

*The One and Only Company i Forum til 23. april. www.denenesteene.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her