Læsetid: 5 min.

Et hav af protest

Mandagens kæmpedemonstration i Beirut indvarsler nye tider i Libanon, hvor befolkningen gør op med årtiers korrupt og eftergivende ledelse
16. marts 2005

Internationalt
Beirut – Vi har aldrig set noget lignende udspille sig i Libanon. Vi har faktisk aldrig set noget lignende udspille sig i den arabiske verden. Næsten en tredjedel af Libanons indbyggere var til stede. De gik flere kilometer gennem byen og marcherede frem til Martyrernes Plads. De ankom i busser fra den nordligste del af landet og fra Sidon i syd. De fleste af dem var unge mennesker, mange var børn, og deres overvældende antal overskyggede helt den pro-syriske demonstration med en halv million deltagere, som Hizbollah stablede på benene for godt en uge siden.
Det drejede sig ikke kun om magt. Det var i og for sig heller ikke en demokratisk revolution. Det var folkets oprør mod såvel regeringens løgne og korruption som den udenlandske kontrol med landet, som indbyggerne har levet med i årtier. Ja, demonstranterne krævede, at den syriske hær trækker sig ud af landet – det skal den under alle omstændigheder – men de krævede også, at præsident Lahoud trækker sig. Det skal være slut med de eftergivende libanesiske regeringer ledet af svage gamle mænd. Og at dømme efter de badges, demonstranterne bar, krævede de desuden at høre den fulde sandhed om mordet på den tidligere ministerpræsident Rafik Hariri, der fandt sted den 14. februar.
De libanesiske bannere bølgede som et hav, og flagene, der tidligere er blevet luftet med stor kynisme og er blevet hånet under andre demonstrationer, har aldrig taget sig så storslåede ud. Det var ikke kun på grund af det grønne cedertræ, der pryder flagenes midte, og som altid virker forfriskende i forhold til de mange sorte stjerner og statelige ørne på så mange andre arabiske flag. Det storslåede udsprang også af den kendsgerning, at flagene vajede i protest mod uærlighed og mord. Det var Libanons unge, der talte. De unge, som de gamle, skyldige mænd i landet så ofte har forsøgt at gøre politisk kur til, brugte nu deres flag til at slå de gamle af pinden.
I paladset i Baabda var præsident Lahoud og hans følge tilsyneladende lige så stærkt ude af trit med stemningen i landet, som amerikanerne og deres udvalgte embedsmænd er det i Iraks ’grønne zone’. Fra Baabdas ’grønne zone’ lød netop en af den slags helt usædvanligt upassende erklæringer, som ellers kun høres fra præsidenter i eksil.
»Det mindste lille fyrværkeri kan føre til en katastrofe,« sagde præsident Lahoud. Men hvad betød det? Var det en trussel? Eller en advarsel? Vidste han noget, som libaneserne ikke vidste? Eller udtrykte han blot sin bekymring for de millioner af libanesere, der kræver, at han går af eller – som den hjemvendte libanesiske oppositionsleder Walid Jumblatt udtrykte det – rejser ud af landet sammen med syrerne. Nej, det viste sig, at Lahoud var bange for, at Hariris mordere, som ifølge mange her i landet er tilknyttet den militære efterretningstjeneste ledet af netop Lahoud, ville kaste en håndgranat blandt demonstranterne. »Hvad skal der blive af vores børn,« spurgte han.
Det var nu netop for børnenes skyld, og for børnenes fremtids skyld, at flere hundredtusinde libanesere gik på gaden i forgårs. Man kunne ikke undgå at bide mærke i en række aspekter ved demonstrationen, der indgav håb for fremtiden. Demonstranterne var glade, smilede og lo, og mange af dem havde taget frokostkurve med eller marcherede i takt til trompeter og trommer. Mange af dem var de børn, hvis forældre havde sendt dem til udlandet – til Geneve, London eller New York – for at sikre, at de fik en uddannelse, mens borgerkrigen hærgede hjemlandet. De er vendt hjem, opsatte på at gøre op med den sekteriske fortid. De libanesiske soldater, der havde taget opstilling rundt om Martyrernes Plads, lod demonstrativt deres geværer hvile over skuldrene med mundingerne vendt mod jorden. De havde ingen intentioner om at skyde på deres landsmænd.

Sekterisk opdeling
Selvfølgelig var der også noget, der var mere betænkeligt. De kristne blandt demonstranterne holdt sig til den østlige side af pladsen og muslimerne til den vestlige, præcis sådan som opdelingen var, da pladsen var frontlinje under borgerkrigen. En del kristne bar billeder af den myrdede præsident, der aldrig nåede at indtage embedet, Bashir Gemayel. Gemayel var afbildet i den militsuniform, han bar under borgerkrigen. Efter mordet på Gemayel i 1982 udførte hans håndlangere massakren på de palæstinensiske flygtninge i Sabra og Shatila, efter at israelerne havde givet dem ordre til at trænge ind i lejrene. Nogle bar på en stor, ondskabsfuld tegning af den shiamuslimske Hizbollah-leder Sayed Hassan Nasrallah. På tegningen hev Libanon i hans ene arm og Syrien i den anden, og oven over stod der »Beslut dig!« Det er præcis det, som hele Libanon opfordrer til, for hvis Nasrallah fastholder sin loyalitet over for Syrien, afskærer han store dele af det shiamuslimske samfund fra deres landsmænd. Hvis han på den anden side træffer den strategiske beslutning at forsvare Libanon mod alle udefrakommende interessenter – og dermed skubber Syrien fra sig – bliver han oppositionsleder, der skal skabe en helt ny rolle for Hizbollah i landet. På sin vis var mandagens hidtil usete demonstration en opfordring til Hizbollah om at slutte sig til sine landsmænd under det libanesiske flag. Det selvsamme flag, som Nasrallah gav ordre til skulle vaje over hans selvbestaltede protest i sidste uge.
En avis i Beirut skrev mandag, at Lahouds regering fremover vil forbyde demonstrationer i Beirut. Hvis det er sandt, er det helt urealistisk. Det er umuligt at forhindre folkemængderne i at marchere præcis, hvor de vil. I mandags kravlede de tilmed op på moskeernes tage for at vifte med flagene og opildne de mange mennesker nede på gaden. Der var en række talere: Den myrdede præsident Rene Mouawads enke, Nayla Mouawad, gamle Mikhail Dagher og den begavede oppositionspolitiker Ghenusa Jaloul, der i sidste uge forgæves forsøgte at fremlægge oppositionens krav for præsident Lahoud. Walid Jumblatt blev på sit slot i Moukhtara, fordi han ikke ville risikere at blive offer for et attentat på vej til Beirut. Rafik Hariris to sønner har allerede forladt Libanon.
Nu venter alle på FN’s detaljerede rapport om mordet på Hariri. Hvem myrdede ham? Det spørgsmål stillede hundredtusindvis af mennesker i mandags. Lahoud siger stadig ikke en lyd.

© The Independent og Information

*Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her