Hvem kan vende SF-skuden?

Analyse
Det er ikke fordi, SF bragede igennem medierne i den netop overståede valgkamp. Samlet set fik SF kun en pct. mere medieeksponering i TV, radio og aviserne end konkurrenterne fra Enhedslisten i valgkampen.
Samtidig var Holger K. Nielsen den af partilederne fra de seks store partier, der fik suverænt mindst medieplads i valgkampen, hvor han fik under det halve af Bendt Bendsen, som lå på næstsidste pladsen.
Faktisk stod det så galt til, at Holger K. Nielsen procentmæssigt fik den samme medieeksponering som Martin Geertsen, der kun blev kendt på at være hovedarkitekten bag det interne bal i Venstre i valgets sidste fase.
Selv om volumen og synlighed i medierne ikke er alt, i forhold til at få et godt image blandt vælgerne, er der nok ikke mange vælgere, som kan erindre hvad SF gik til valg på for lidt over en måned siden.
For SF’s valgstrategi manglede indholdsmæssigt både store og små historier, som kunne virke fornyende, inspirerende og appetitlige på vælgerne. I virksomhedssprog vil man sige, at den både er gal med SF’s identitet og profil i forhold til at få skabt et solidt image frem mod næste valg.

Hvem kan løfte opgaven
Det betyder, at SF’s nye formandskandidat både skal stå i spidsen for en grundlæggende fornyelse af partiets politiske projekt og samtidig også være i stand til at formidle det ud til vælgerne, hvis SF skal gøre sig forhåbninger om en vælgermæssig fremgang.
Og hvem af de tre formandskandidater er så bedst i stand til det? Lad os med det samme afskrive skolelæreren og juristen Meta Fuglsang, der har en meget ringe intern opbakning og dermed inden reel chance for at blive formand. Valget står imellem Villy Søvndal og Pia Olsen, og det er set i forhold til de vælgergrupper, de hver især profilmæssigt kan appellere til, et interessant valg.
Villy Søvndals muligheder for at erobre stemmer ligger på begge sider af SF. Hans linje er mere rød end Pia Olsens, og det vil give ham gode muligheder for at genvinde nogle af de vælgere, som SF har tabt til Enhedslisten.
For en stor del af de vælgere, der tog turen fra SF til Enhedslisten, var det ikke Enhedslistens politiske projekt, de var betaget af, men derimod de politiske profiler; især Pernille Rosenkranz-Theil var de tiltrukket af.
Villy Søvndal, som er klart kommunikerende, og som når godt igennem i medierne med sin socialt indignerede facon, vil have gode muligheder for at genvinde den gruppe vælgere, som var kørt træt i Holger K. Nielsens pro-socialdemokratiske stil.
Men Villy Søvndals vælgermæssige potentiale ligger også på den anden side af SF, hvor han vil have gode muligheder for at få fat i de socialdemokrater, der er trætte af partiets midterkurs, navnlig på indvandrerområdet.

Fasthold venstrefløj
Især hvis det bliver den midtersøgende Helle Thorning-Schmidt, der bliver ny S-formand, vil der være noget at vinde for Søvndal, der med sin klassiske venstrefløjsstil vil være et naturligt alternativ for den røde del af det socialdemokratiske vælgerkorps.
Personen Pia Olsen vil ikke have den store tiltrækningseffekt, hverken overfor Enhedslisten eller venstrefløjen i Socialdemokratiet. Hendes erobringsmuligheder ligger derimod hos de radikale, som de senere år har opsuget en del venstrefløjsvælgere. Disse vælgere sidder ikke særlig godt fast hos de radikale, da det hovedsageligt er de radikales udmeldinger på indvandrerområdet, der har været styrende for deres kryds ved liste B. Bliver Pia Olsen ny formand, vil hun komme til at fremstå som en light version af de radikale, og det vil kunne tilbageerobre nogle af disse stemmer, da de inderst inde godt ved, at de radikale har en for borgerlig profil til deres værdisæt.

Mangler visioner
Pia Olsens problem i forhold til at vinde disse stemmer er, at hun som et uprøvet blad skal tage kampen op mod en lang række af de radikale, etablerede profiler, og hendes hidtidige medieoptrædener har vist, at hun ikke har Mette Frederiksens eller miljøminister Connie Hedegaards talenter, når det gælder om at brænde igennem på skærmen. Profilmæssigt har personerne Pia Olsen og Villy Søvndal gode muligheder for at vinde lidt stemmer, om end de skal gøre det forskellige steder. Det store spørgsmål er dog så, om de formår at skabe den fornyelse af SF’s identitet, som også er nødvendig, hvis SF for alvor skal have et stærkt image hos vælgerne ved næste valg.
Og her bliver svaret noget mere nølende, da ingen af de to formandskandidater endnu har søsat nogle politiske visioner, som virker fornyende og moderne.
Ser man på deres opstillingsgrundlag, er der ikke meget fornyelse af spore. Begge vil gøre noget for miljøet, for de sultende i Afrika, for kvinderne, for demokratiet og for at bryde den negative sociale arv. Hverken Pia Olsen eller Villy Søvndal kommer dog med nogle politikområder eller løsningsforslag, der virker meget anderledes end dem, Holger K. Nielsen har præsenteret vælgerne for siden 1990’erne.
Noget tyder på, at de to formandskandidater på hver deres måde kan give SF et lille nøk den rigtige vej, men at det hverken er Villy Søvndal eller Pia Olsen, der kan levere den fornyelses af SF’s identitet, der skal til, for at vinde de mange skizofrene venstrefløjsvælgere der shopper rodløst rundt i alle hjørner af det politiske landkort.