Læsetid: 3 min.

Hver fjerde mener, at kvinder selv er skyld i overgreb

31 procent af indvandrerne og 23 procent af danskerne mener, at udfordrende klædte kvinder selv har en del af ansvaret, hvis de udsættes for seksuelt overgreb
14. marts 2005

Dobbeltmoral
Det vakte opstandelse, da muftien Shahid Mehdi i efteråret luftede det kontroversielle synspunkt, at kvinder med udfordrende påklædning selv bærer en del af skyl-den, hvis de udsættes for seksuelle overgreb. Synspunktet er imidlertid udbredt ikke bare blandt indvandrere, men også blandt danskere.
I en undersøgelse, som Catinét Research har foretaget for Ugebrevet A4, erklærer 31 procent af indvandrerne og 23 procent af danskerne sig enten meget enige eller enige i, at kvinder, der går udfordrende klædt, selv har en del af ansvaret, hvis de bliver seksuelt forulempet.
Mette Frederiksen, ligestillingsordfører for Socialdemokraterne, kalder tallene »forfærdelige«. Især finder hun det alarmerende, at det gammeldags, patriarkalske synspunkt er så udbredt blandt etniske danskere.
»At den findes i etniske grupper, overrasker mig ikke. Jeg mener, at etniske kvinder skal højere op på ligestillingsdagsordenen. De oplever nogle særlige problemer, som reproduceres fra generationtil generation. Problemet – som de nye tal dokumenterer – er, at det kun kan finde sted i et samfund, der ikke er ligestillet i forvejen,« siger hun.
Holdningen kan ikke kun forklares med et gammeldags kvindesyn. Erfaringen spiller tilsyneladende også ind. I hvert fald er det i begge grupper især kvinderne, der mener, at udfordrende påklædning er med til at fremprovokere seksuelle overgreb.
Synspunktet deles af 27 procent af danske kvinder mod 18 procent af danske mænd og af 35 procent indvandrerkvinder mod 27 procent af mænd med indvandrerbaggrund.

Forstilt seksualmoral
Vandene skiller indvandrer og danskere ved holdningen til førægteskabelige, seksuelle erfaringer.
46 procent af indvandrerne stiller krav om, at kvinder er jomfruer, når de bliver gift, og 37 procent stiller samme krav til mændene. Blandt danskerne er det i begge spørgsmål kun ni procent, der står fast på det krav.
Religiøse, muslimske forskrifter spiller her en afgørende rolle, og intet tyder på, at tiden eller ophold i Danmark vil bløde op på forskellene. Det er nemlig især blandt de unge, veluddanne-de indvandrere, hvoraf mange er født og opvokset i Danmark, man støder på kravet om, at parterne skal indgå i et ægteskab som jomfruer. For eksempel er det et krav til kvinden fra 50 procent af de 21-30-årige indvandrere, men kun fra 30 procent af de 41-50-årige og 27 procent af de over 60-årige indvandrere.
Men der er meget dobbeltmoral på spil. I praksis lever unge muslimer langtfra så puritansk, som de gerne vil signalere af hensyn til deres værdi på ægteskabsmarkedet og som led i den religiøse vækkelse, mange er en del af. Det siger integrationskonsulent i Københavns Kommune Manu Sareen.
Både i sit arbejde i kommunen og som konsulent for Landsorganisationen af Krisecentre for Kvinder oplever han, hvordan den forstilte seksualmoral skaber alvorlige problemer:
»Vi ser unge kvinder, som er kommet galt afsted og får lavet nye mødomme. Og på krisecentrene er det ikke usædvanligt at opleve indvandrerkvinder, hvis problemer hænger som perler på en snor: Tvang, vold, frygt for tvangsudvisning og så videre. Bag det hele kan der godt være en banal konflikt om seksuel erfaring.«
Typisk opstår den i et parforhold, hvor kvinden er opvokset i Danmark, og manden kommer fra hjemlandet og vil have en »forklaring«.
»Mænd kan stå på landet i et fjernt land med de mest vanvittige syn på kvinder den ene dag og være i København for at indlede et forhold den næste,« siger Manu Sareen.
Men ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) går galt i byen, når hun bare opfordrer indvandrerkvinder til at gøre oprør mod deres patriarkalske mænd. Der er i stedet brug for en oplysningsindsats, der inddrager mændene og bearbejder deres gammeldags kvindesyn, siger han.
Mette Frederiksen er enig: »Vi skal til at rette fokus mod den, der gør de forkerte ting, i stedet for kun på ofret.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu