Læsetid: 3 min.

Hvorfor begik Erik selvmord – og vil du virkelig gerne vide det?

Det er faldet en del for brystet, at Danmarks Radios TV-avis valgte at bringe et helt indslag om Erik fra tv-serien ’Krønikens’ selvmord. Et skred, kalder kritikere det. En hel TV-avis, kalder nyhedschef Henrik Keith Hansen det
11. marts 2005

Medier
Det er hullet mellem fiktion og virkelighed, der er under angreb. Det har det været længe, men ikke så alvorligt som nu. Ikke i Danmark og ikke på den kongelige danske tv-kanal DR. Så sort ser det ud.
Da den mest populære tv-serie i nyere tid, Krøniken, afsluttede sæsonen for to uger siden, gik der chokbølger gennem de to millioner trofaste seere. En af seriens hovedpersoner, Erik (efternavnet bruger man ikke), valgte at gå bort ved egen hånd, og den efterfølgende TV-avis sendte derefter nye chokbølger gennem landet.
Blandt Irak-krig og skatteloft (og ikke skatteløft) havde redaktionen valgt at bruge dyrebare minutter på den fiktive Eriks skæbne. Med et nekrolog-lignende oplæg sendte man et interview med forfatteren Stig Thorsboe, der redegjorde for denne mærkværdige prioritering – hvorfor begik Erik selvmord?
Men hører den slags hjemme i en seriøs TV-avis, spurgte kritikere tilbage.
»Hold nu op med det pjat,« siger Henrik Keith Hansen, der er nyhedschef på DR Nyheder: »Vi har haft en kæmpe succes med en serie, der har samlet hele Danmarks befolkning foran skærmen, så jeg har intet problem med at bringe et indslag, hvor vi spørger instruktøren: ’Hvordan kunne du dog lade Erik begå selvmord?’ Intet. Men derfra til at sige, at vi skal have ugebladsjournalistik i TV-avisen. Overhovedet ikke.«
Henrik Keith Hansen gentager: »Overhovedet ikke. Det er ikke vore berettigelse. Vi skal tænke nyheder, men vi skal ikke smide 14 hårdtslående nyheder ud – vi skal tænke helhed.«

Virkelighed vs. fiktion
Blandt kritikerne er den tidligere DR-kollega forfatter og journalist Erik Valeur. Han var leder af Danmarks Radios Dokumentargruppe og han er bekymret for udviklingen: »Jeg syntes, det er vigtigt, at tv-nyhederne rammer sig klart ind, så man ved, hvad der kommer,« siger Erik Valeur og peger på flere forhold, der giver ridser i TV-Avisens troværdighed
»Jeg mener også, det er forkert, når nyhedsværterne stiller op som værter til velgørenhedsarrangementer, optræder i ugebladene eller til prisuddelinger. Her handler det om troværdighed. Hvis du åbner den pipeline der er mellem underholdning og nyhedsuniverset,
så snigløber du folkemængden, og det kan gå stærkt. Den del af befolkningen, der er mindst befæstede, vil måske decideret sammenblande tingene, og den store brede del af befolkningen vil måske bare miste fornemmelsen af, at TV-avisen er vigtig. Man bliver mere ligegyldig i hovedet. Troværdigheden ryger,« siger Erik Valeur.

Helheden
Han mener helt klart, der er sket et skred i retningen af at sammenblande fiktion og virkelighed de senere år.
»TV 2 har altid haft en rem af huden til at falde ud, og DR er på seneste kommet med på vognen, og det er blevet værre gennem de sidste år. Man skal holde den lem mellem nyheder og underholdning hermetisk lukket.«
– Gælder det særligt DR?
»Ja, det mener jeg. Det burde selvfølgelige gælde alle medier, men som public service-station bør man stramme sig ekstra an.«
Nyhedschef Henrik Keith Hansen kan ikke se problemet. Han mener, at DR Nyheder har et fornuftigt forhold til de to universer.
»Vi skal ikke bringe den slags historier i et stort omfang, men at vi gør det en gang i mellem, kan jeg ikke se problemer i. Vi skal kunne lave ting med et glimt i øjet – og det var dette indslag også tænkt som,« siger Henrik Keith Hansen.
»Som udgangspunkt er der ikke masser af gode nyheder i ugebladsstof, men der er ingen tvivl om, at tv er bedre til at reflektere følelser og relationer mellem mennesker, men det er ikke det samme som at sige, at det er ugebladsstof.«
– Kan det ikke gå ud over tv-værtens troværdighed, at hun det ene øjeblik taler om ’Krøniken’, det næste om Irakkrigen?
»Nej, det mener jeg ikke. Det handler om hvordan man præsenterer det. Hvis man klart sætter rammerne, er der ingen problemer i det.«
– Har det noget med seertal at gøre?
»Intet. Intet. Det har noget at gøre med at skabe en helhed. Ligesom du skal, når du laver Information. Du kan ikke kun skovle seriøse nyhedsartikler ind i avisen. Der skal også være plads til de bløde historier. Vi skal tænke helhed. Og det betyder, at vi også skal lave den nære historie og den menneskelige historie, men at vi skulle lave ugebladsjournalistik – hvor herre bevares,« siger Henrik Keith Hansen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu