Læsetid: 12 min.

Hvorfor skal Iran ikke have atomvåben?

De er blevet truet med krig og invasion. De har ingen allieredemed atomvåben. De er omringet af lande med atomvåben. Irak uden atomvåben blev invaderet, Nordkorea med atomvåben blev ikke angrebet. Ifølge en ekspert ville enhver rationel iransk ledelse gøre alt for at få atomvåben
18. marts 2005

Iran
Når folket elsker sine ledere: De fleste husker billederne af stolte masser i gaderne i Indien. Her var liv og glade dage. Det kunne have været en folkelig fejring af et verdensmesterskab i en stor sportsgren. Eller en markering af en historisk nationaldag. Masserne gik med store bannere, hvor der stod: ’Bravo, Indien’, ’Buddha Smiler’ og ’Indien elsker a-bomben’.
Fredsaktivister demonstrerede, turister forlod landet i skræk. Den kritiske presse advarede mod de værste scenarier, og forfatterinden Arundhati Roy var chokeret: »Almindelige mennesker fatter simpelthen ikke, hvad en atombombe kan gøre. De tror, at den bare giver et højere knald end de andre bomber.«
Men måske var det forfatterinden, som ikke forstod, hvad atombomben kan gøre ved et folk: De bliver stolte. De føler sig stærke og klar til kamp. De kommer tæt på landets ledere, og de andre lande bliver pludselig bange.
De indiske atomteknikere blev feteret i offentligheden som filmstjerner. Det samme skete i Pakistan: Pakistanerne jublede, som havde de vundet verdensmesterskaberne i cricket, da det blev annonceret, at Pakistan nu også har atombomben. Den store videnskabsmand Abdul Kadir Khan blev udråbt til den ’islamiske atombombes fader’.
Og som Khan har udtalt: »Jeg er stolt af mit arbejde for mit land. Det har givet Pakistan en ny stolthed og en ny tryghed, og det er en stor videnskabelig præstation.«

Det har til gengæld ikke givet Pakistan megen storhed og resten af verden særlig meget tryghed, at Khan tilsyneladende har haft sit eget sortbørsnetværk. Han har solgt sin viden til både Nordkora, Libyen og Iran. Khan har distribueret viden og centrifuger over ’ondskabens akse’. Nu har den tidligere CIA-chef George Tenet sagt om Khan: »Han er mindst ligeså farlig som Osama bin Laden.«
Khan siger, at han selv har set Nordkoreas atomvåben. Og han har meddelt, at Iran siden 1987 har arbejdet på at fremstille atomvåben. Det er ikke populært i USA og heller ikke i Europa. Og det er decideret upopulært i Israel. Søndag ’afslørede’ en israelsk officer i en engelsk avis, at Israel har udarbejdet udførlige planer om et angreb på Irans atomkraftværker. Den amerikanske præsident Bush har indtil videre officielt overladt det til den såkaldte europæiske trojka at forhandle med Iran om afvikling af landets atomprogrammer. Frankrig, Tyskland og England arbejder diplomatisk på at forhindre iranerne i at udvikle atomvåben. De lokker med medlemskab af WTO og økonomisk kompensation. Iranerne fastholder, at de kun udvikler atomkraft til civilt brug. Mandag udtalte den iranske præsident Mohammad Khatami:
»Vi har lovet, at vi vil implementere tillægsprotokollen til aftalen om ikke-spredning af atomvåben, og vi har fremlagt alle de nødvendige beviser på, at Irans atomprogram er fredeligt.«
Det er ifølge Khatami vigtigt for Iran som progressivt og civiliseret samfund at have adgang til atomteknologi. Når de vestlige lande vil presse iranerne til at opgive deres atomprogrammer, er det i virkeligheden udtryk for foragt.
Iranerne pointerer systematisk legaliteten: De har faktisk ret til at have atomkraft til civilt brug. Det er ikke retslogik, men magtrealisme, når amerikanerne og nu også europæerne vil tvinge iranerne til at give afkald på deres rettigheder. Tirsdag udtalte Irans udenrigsminister Kharrazi:
»Ingen økonomiske incitamenter kan få Iran til at opgive vores lovlige ret til at bruge atomteknologi. De forhandlende lande må acceptere, at Iran er en kompetent stat inden for atomteknologien, og det har vi endda proklameret officielt.«

Iagttagere vurderer, at iranerne forsøger at vinde tid. De forsøger at maskere deres våbenudviklingsprocesser som fredelig energiforsyning.
Men som professor i islamiske studier ved Århus Universitet Mehdi Mozafarri siger:
»De ayatollaher, der regerer Iran, er mestre i det, man kalder bazardiplomati. De ved præcis, hvordan man kan bruge tiden og trække tiden ud.«
Den islamiske republik Iran har brug for en ny mytologi. Præstestyret mobiliserede det iranske folk med løfter om demokratiske reformer og den smilende intellektuelle præsident Khatami. Nu har han snart siddet som præsident i to perioder. Den 12. maj er Khatamis æra forbi. Der skal vælges en ny præsident i Iran. Og det eneste, der synes sikkert, er, at valgdeltagelsen vil blive lavere end sidste gange og forrige gang. Som forskningsassistent ved forsvarsakademiet Ali Alfoneh siger:
»Khatami skabte en forventning om demokratiske reformer. Han skabte et håb i befolkningen. Men han har ikke gennemført en eneste nævneværdig reform.«
Men hvis det lykkes præsterne at udvikle atomvåben, kan de måske mobilisere masserne i gaderne som i Pakistan og Indien.
»De få undersøgelser, man har lavet«, forklarer Alfoneh, »indikerer, at iranerne tænker på sig selv som selv stormagt. Så de tænker naturligt: ’Hvis Pakistan har atomvåben, hvorfor skulle vi så ikke også have det?’ Våbenprojektet ville givet vis mobilisere en ny nationalistisk bølge.«
Præsterne vil ifølge Mozafarri bruge det store våben til at bevare magten: »De vil vise iranerne, at de har gjort Iran stærkt. De vil appellere til det persiske storhedsvanvid: Vi er den stolte race, der nedstammer direkte fra Kyros den store og Darius. Vi er det store ariske folk, og nu har vi fået verdens mægtigste våben. Nogle vil reagere med stolthed, og andre vil blive bange for præsterne. Jeg vil sammenligne det med dengang, Stalin fik eksplosive atomvåben. Men atomvåben vil selvfølgelig også være et signal til omverden: I kan ikke længere ramme os. Vi sidder nu helt sikkert.«
Det ville ikke være dumt af præsterne at sende det signal. De har set, hvordan det er gået Nordkorea og Pakistan efter, de har fået atomvåben. De bliver ikke længere truet med invasioner og attentater. Indimellem bliver iranerne udsat for trusler om militære sanktioner. Indimellem rasler amerikanerne med sablen. Og indimellem bliver de bedt om ikke at udvikle våben. Som Ali Alfoneh siger:
»Enhver rationel leder af Iran ville forfølge en atomstrategi. Selv om regimet skulle skifte fra den ene dag til den anden, og det nye iranske styre ville få et bedre forhold til USA, ville det fortsat være den mest fornuftige strategi.«

Der er ifølge Alfoneh tre afgørende incitamenter for at forfølge en atomstrategi: Iran har for det første ingen allierede med atomvåben. Deres fjender har atomvåben, og de bliver truet af atommagter. Men de har ingen selv. For det andet er Irans konventionelle militærstyrke ikke blevet genopbygget efter krigen mod Irak, der sluttede i 1988. De har restaureret deres missilforsvar og missilteknologi og forbedret søværnet en smule. Men resten af forsvaret er svækket. Og endelig har iranerne lært af det nordkoreanske eksempel. Amerikanerne har sendt forvirrende signaler. De angreb Irak, selvom de vidste, at irakerne ikke havde masseødelæggelsesvåben. De undlod at angribe Nordkorea, som nu skulle have atomvåben. Alfoneh peger på påfaldende ligheder mellem Irans strategi og Nordkoreas metode:
»Iranerne siger, at deres atomkraft kun er til civilt brug. De udsteder garantier, og de trækker forhandlingerne i langdrag. Præcis som nordkoreanerne også gjorde.«
Professor i international politik Ole Wæver kalder det internationale ikke-spredningsarbejde for et ’mærkeligt regime’:
»Der er to typer lande: De lande, som har atomvåben – og det er godt, de har dem; og de lande som ikke har – og det er godt, de ikke har dem. Den første gruppe er verdens ledende. Den første gruppe er så gode, at de kan betros atomvåben, den anden gruppe er ikke fine nok til det. Det er klart, at det bliver attraktivt at komme over den på anden side af stregen og blive et af de gode lande.«
Der er, som Ali Alfoneh anfører, et andet problematisk perspektiv:
»Det grundlæggende problem med det internationale ikke-spredningsregime er, at det gør det vanskeligere for staterne at udvikle a-våben, men det fjerner ikke de konkrete trusler og den fundamentale frygt og usikkerhed, som i første omgang tvinger staterne til at udvikle nuklear afskrækkelse.«
Det er svært at se bestræbelserne på at forhindre spredning af atomvåben som udfoldelse af en international retsorden. Som Wæver siger: »Man kan ikke formulere det som noget universalistisk princip. Man er ikke modstander af atomvåben som sådan. Det er ikke sådan, at ’man’ ikke må have atomvåben. Det er snarere sådan, at ’x’ ikke må have dem, mens ’y’ godt må.«

Det er i det iranske tilfælde vanskeligt at se gode grunde til ikke at udvikle våben. Ole Wæver siger: »Iranerne må på den ene side opleve, at de er i USA’s søgelys. Og det til trods for, at de gennem en årrække har ført en pragmatisk udenrigspolitik. På den anden side kan de jo se, at man tilsyneladende ikke bliver straffet, når først man har fået atomvåben. Man bliver kritiseret hårdt, mens man er på vej derhen, men når man faktisk får dem, er karenstiden kort.«
Nogle har hævdet, at iranerne ville angribe Israel. At det ville destabilisere hele Mellemøsten, hvis det lykkedes Iran at komme over på den anden side. Mehdi Mozafarri ser det som starten på en spiral:
»Hvis Iran får atomvåben, hvem kan så begrænse spiralen? Hvordan kan man så argumentere imod, at Irak, Egypten og Saudi Arabien får atomvåben?«
Der er for Alfoneh dog intet, der tyder på, at Iran ville bruge eventuelle a-våben offensivt:
»Hvilken interesse skulle iranerne have i at angribe Israel? Iran har selv dæmpet den ideologiske udenrigspolitik betydeligt gennem årene. Der er ingen grund til at antage, at Iran skulle forholde sig anderledes end andre atommagter. Man vil jo ikke udslette sig selv. Men hvis Iran udvikler a-våben, er der risiko for, at landet vil afpresse sine naboer. Derfor får Irans naboer også incitament til selv at udvikle våbenprogrammer, som kan balancere iranske a-våben. Dette medfører en ny runde af spænding og usikkerhed, som spredning af a-våben nu engang indebærer.«

Der var international uro og ængstelse, da både Pakistan og Indien pludselig var atommagter. Der blev regnet på konsekvenser af en mulig udveksling af angreb. Man forudså over 10 millioner dødsfald, hvis hvert land angreb en enkelt gang. Men som Ole Wæver påpeger:
»Erfaringen med atomvåben er, at de politiske ledere omgås dem meget forsigtigt. Det er naturligvis mere simpelt i et bilateralt forhold som mellem Pakistan og Indien og lidt mere uforudsigeligt i Irans tilfælde med Mellemøstens komplekse mønstre. Der har altid været en underliggende racisme i ikke-spredningsregimet – kun de hvide mennesker kan betros atomvåben. Det er godt, vi har dem, men skidt hvis de fik dem. Ud fra vores egen holdning til atomvåben ville det være mere logisk at antage, at det vil være gavnligt for regionale konflikter med spredning. Det store problem med den konklusion er, at der for hver atommagt er en lille risiko for, at det går galt – og så går det jo med atomvåben meget galt. Og for hvert nyt land, der får atomvåben, stiger risikoen statistisk for en forfærdelig katastrofe. Det er fornuftigt nok med en ikke-spredningspolitik. Men den kan aldrig blive fornuftig eller rimelig for det enkelte land, der forsøger at hoppe over stregen.«

For Mozafarri er der afgørende forskelle mellem Nordkorea, Pakistan og Iran:
»Det vigtigste er ikke våbnene, men aktørerne. Da må man sige, at Iran er hverken som Nordkorea eller som Pakistan. Nordkorea er et lukket land, de støtter ikke terrorisme og har ikke forbindelser til hizbollah. Pakistan er heller ikke en stat, som vil udbrede islamismen til en hel region eller resten af verden. Iran derimod har forsøgt i Irak, i Libanon, i Syrien og flere andre både mellemøstlige og europæiske lande at udbrede islam.«
Vesten fokuserer ikke på aktørerne, men på våbnene; ikke så meget på den iranske befolkning som på egen sikkerhed. Den iranske nobelprismodtager Sherin Ebadi satte i denne uge den vestlige dobbeltmoral på spidsen i et interview til det franske dagblad Le Monde:
»Europæerne er meget mere optaget af Irans atomprogrammer end af krænkelserne af menneskerettighederne i landet. Og det er der en simpel grund til: Atomprogrammerne vedrører europæernes egen sikkerhed, hvorimod krænkelserne af menneskerettighederne i landet kun rammer iranerne selv.«
Præsterne i Teheran sidder tilsyneladende stabilt: Der var optakt til uroligheder omkring parlamentsvalget i 2004. Der har været uroligheder på universiteterne gennem de seneste år. Men det har ikke nået at brede sig. Folk deltager ikke længere så aktivt i den demokratiske proces. Men de demonstrerer heller ikke. Ayatollaherne i Vogternes Råd bestemmer stadig, hvem der må stille op til valgene.

Alfoneh ser ikke nogen opposition til præstestyret aktuelt:
»Folk har mistet troen på forandring, fordi Khatami ikke leverede reformer. Ufolkelige regimer kan forekomme stabile, men er grundlæggende sårbare over for ugunstige økonomiske konjunkturer.«
Den forhenværende præsident Rafsanjani nævnes som mulig kandidat til præsidentvalget i maj. Han har til den amerikanske avis USAtoday udtalt, at han er den stærkeste mand i Iran, og den Vesten vil kunne forhandle med. Men han har endnu ikke oplyst, om han vælger at stille op.
Mozafarri ser tendenser til modstand:
»Man har indtil december 2004 sagt, at der ikke var nogen opposition i Iran. Men så kom der en proklamation fra forskellige fremtrædende figurer, som krævede, at den iranske forfatning skulle ændres. Der var studenter, som var med til at starte revolutionen i 1979 og nogle af de ledere, som besatte den amerikanske ambassade. For første gang har monarkister, republikanere, marxister og alle de andre grupper lagt deres forskelle til side og erklæret sig enige om en ny forfatning. For tre uger siden udsendte 600 politiske skikkelser en lignende erklæring.«
Ukraine er blevet et forbillede for den fredelige omvæltning. Det skete hurtigt, og det skete overraskende. Mod slutningen af 70’erne var der ingen, der forudså, at shahen af Iran pludselig ville blive væltet. Men som Alfoneh påpeger: Selv en ny iransk ledelse vil satse på at udvikle atomvåben. De vil satse på at komme fra den dårlige side og over i det gode selskab. De vil gøre Iran til en stormagt.

*Se de iranske kritikeres krav om en ny forfatning på: www.60000000.com

FAKTA
Iran vej til kernekraft
•I 1987 mødtes iranske embedsmænd i Dubai med videnskabsmanden Abdul Kadir Khan, ophavsmand til den pakistanske atombombe. Her blev iranerne orienteret om priser m.v. på centrifuger og viden. Dette møde regnes som den tidligste dokumentation på, at Iran forsøger at udvikle atomvåben. Efter den otte år lange krig mod Irak, som blev afsluttet i 1988, var Irans militær stadig stærkt svækket.
•Det kom som et chok for verdenssamfundet, da det i 2002 blev afsløret, at Iran havde to industrielle komplekser til fremstilling af atomkraft i Natanz og Arak. Iranerne oplyste selv, at de havde fået beriget uran fra Kina. Iranske ledere har hele tiden forsikret, at de ikke har planer om at udvikle atomvåben, men at de vil forfølge deres legale ret til at bruge atomkraft civilt.
•I 2003 forlangte det Internationale Atomenergi Agentur, at Iran skulle indstille produktionen af beriget uran. Iran har siden forhandlet og forhalet samarbejdet med IAEA. Iran tilsluttede sig i december 2003 tillægsprotokolen til aftalen om ikke-spredning af atomvåben, hvilket giver IAEA ret til at inspicere landets atomare faciliteter.
•Det er aktuelt den såkaldte europæiske trojka – Tyskland, Frankrig og England – der på vegne af den vestlige verden forhandler med Iran. De tilbyder iranerne medlemskab af WTO, delvis ophævelse af den amerikanske handelsembargo og faciliteter til at genopbygge landets civile lufttrafik. Men iranerne afviser konsekvent at opgive a-kraftværkerne. •En talsmand for det iranske udenrigsministerium gentog mandag i denne uge den iranske politik:
»Vi vil ikke give afkald på vores rettigheder. Den islamiske republik Iran er fast besluttet på at udnytte atomenergien civilt, og ingen pression hverken trusler eller økonomiske incitamenter kan få Iran til at opgive landets legitime ret.«
•Søndag fortalte en israelsk officer til den britiske avis The Times, at Israel have færdige planer for en invasion af Iran, som skal destruere landets atomfaciliteter. Den amerikanske præsident George W. Bush har flere gange sagt, at USA ikke vil stille sig i vejen for et eventuel israelsk angreb på Iran.
•Eksperter vurderer, at Iran inden for fem år vil kunne være i besiddelse af atomvåben.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu