Læsetid: 2 min.

Indfør mixed fodbold

’Fodbold er vor tids sidste hellige ritual’, sagde Pier Paolo Pasoloni – men hvorfor hersker der en så rigid kønsopdeling i holdsportsgrene?
8. marts 2005

FODBOLD NON-STOP
BERLIN – To dage før den internationale kvindedag tager jeg mine sønner med til fodbold for at lære dem livet og verden at kende. Undergrundstoget til Olympiastadion krænger i tunnelerne, mens plørefulde skinheads banker løs mod vognens loft og rokker frem og tilbage: »Ha, ho, he – Hertha BSC!!!«
En blondine midt i vognen får tilråbet: »Blondie, du hører hjemme hos os – på gulvet!« Mine drenge stirrer forbløffede på optrinnet: Er dette verden?
I gangtunnelen på vej til stadion detonerer en røgbombe. Da jeg med min yngste søn på skuldrene springer sporenstregs ud i det omkringliggende skovområde, tvivler jeg stærkt på værdien af mit indvielsesritual.
Tysk fodbold hjemsøges desuden af en dommerskandale af enorme proportioner. Den 25-årige fodbolddommer Robert Hoyzer har taget imod bestikkelse fra den kroatiske mafia og har manipuleret adskillige resultater.
Mens sneen falder over det ombyggede Olympiastadions enorme glastag, ser vi Kaiserslautern bringe sig foran med 1-0. Og i anden halvleg dømmer linjevogteren to klokkeklare mål for Hertha Berlin offside.
Mine sønner er perplekse. Er alt i voksne mænds verden da komplot, snyd og Satans blændværk? Publikum istemmer taktfast Hoyzer! Hoyzer! Café KING! (spillebulen, hvor dommeren Hoyzer fik sine penge). Verden synes at være en Godfathers værk. Langt borte blinker i rødt neon: »460 dage til VM«.
Men så danser brasilianeren Marcelinho hen over græstæppetmed håret farvet rødt og røde fodboldstøvler. Han fører ubesværet bolden med sig, som var den groet fast til hans krop. Hans landsmand Gilberto bevæger sig som en ballerina tegnet af Degas. Brasilianernes kvindelige kvaliteter og kunstneriske glansnumre overtrumfer råstyrke og brutalt møveri. Hertha udligner.

Brassernes glæde smitter
Drengenes øjne lyser, og bag dem ser jeg en mængde unge piger og selvbevidste kvinder, som indpakkede i enorme lag af vintertøj følger dramaet på grønsværen, tydeligvis fortryllede.
Så såre jeg vender blikket bort fra revanchisterne – den kronragede mandlige minoritet, som bruger sporten til at tage hævn for deres egne nederlag – ser jeg sportsfantasternes sande glæde. I deres øjne spejles boldkunsten som et løfte om forløsning – også fra de roller, vi spiller i samfundets og kønskvoteringens teater.
Det tyske damehold Turbine Potsdam har indkøbt Christiane – den brasilianske angriberdronning fra OL i Athen 2004. Om aftenen ser vi hende i Sportschau, hvordan hun dribler i snefoget og scorer et af sine vidunderlige mål.
Hendes åbne ansigt og umiddelbare latter, da hun lærer sine holdkammerater at danse sejrssamba i Berlinersneen, udtrykker ren livsenergi.
»Vi er fodboldsspillere,« siger hun på sit snublende tysk med gnistrende blik.
Hinsides fotomodellernes stivnede ansigter – disse tomme skærme for seksuel fiksering – bevæger sig den nye kvinde på fodboldplænen som et helt menneske.
Sex-appeal og modets æstetik handler mest af alt om døden. I fodbolden hylder begge køn livet. Hvornår indfører FIFA mixed fodbold – blandede hold som i tennis?
Mellem mareridtet og drømmene sparker mine drenge i søvne, på vej mod nye idealer.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu