Læsetid: 3 min.

Israel klar til at bombe Irans atom-anlæg

Israel afviser ikke, at Irans atomprogrammer er i søgeren for planlagt israelsk angreb atomvåben
14. marts 2005

Israel afviser ikke, at Irans atomprogrammer er i søgeren for planlagt israelsk angreb
atomvåben

TEL AVIV - Hvis de iranske atomprogrammer ikke bliver standset ad diplomatisk vej, er Israel klar til at gribe ind militært. Således kunne i går man læse i britiske Sunday Times, der hævder at ministerpræsident Ariel Sharons sikkerhedskabinet allerede for en måned siden gav grønt lys til at forberede et eventuelt angreb på de iranske anlæg.
Efraim Sneh, der selv er forhenværende general i den israelske hær og som folkevalgt for arbejderpartiet er medlem af Knessets udenrigs- og forsvarsudvalg, kommenterede i går artiklen ved at sige at de iranske atomprogrammer udgør en trussel mod Israels eksistens, men at militær indgriben vil være sidste udvej.

Halv indrømmelse
»Vi må sikre os, at andre skridt, diplomatiske skridt bliver taget først,« sagde han. »Her spiller USA en førende rolle, og jeg håber, USA vil påtage sig den.«
De iranske bestræbelser på at oparbejde beriget uran har længe været en varm diplomatisk sag. Selvom iranerne selv fastholder at arbejdet udelukkende tjener fredelige formål, har det længe været en kilde til bekymring for vestlige regeringer, navnlig USA og Israel, men også flere europæiske. For nylig gentog styret i Teheran, at man ikke har til hensigt at standse arbejdet.
Det er på denne baggrund, Sharon skal have sagt god for de militære forberedelser. Ifølge Sunday Times har israelerne bygget en model af det iranske Natanz atomberigelsesanlæg til at simulere angreb, som hvis det bliver virkelighed vil foregå med F-15 jagerfly og landsættelse af elitesoldater fra den særlige Shaldag enhed.
Efraim Sneh ville ikke over for pressen bekræfte om Israel angrebsplanerne klar, og ved starten på søndagens kabinetsmøde nåede viceministerpræsident Shimon Peres blot at sige at han ikke vidste noget.
»Naturligvis siger de ikke sådan noget for åben mikrofon, men idet Sneh siger at et angreb er en sidste udvej giver han jo en halv indrømmelse, eller hæver i hvert tilfælde en truende finger overfor iranerne,« siger Adam Keller fra den israelske fredsgruppe Gush Shalom.
»Og i og med, at iranerne jo også har en forbindelse til Hizbollah i Libanon, er der jo masser af politisk indhold i det.«

Irakisk fortilfælde
Keller mener også, at den israelske regering bruger antydningen til at fortælle amerikanerne, at de må anlægge en mere aktiv stil i det iranske atomspørgsmål.
På det sidste har Bush-administrationen hævet nogle af sanktionerne mod det iranske styre. Blandt andet har man givet amerikanske producenter tilladelse til at sælge iranerne hårdt tiltrængte flyreservedele, hvilket falder i hak med de europæiske bestræbelser på at få iranerne til at stille atomprogrammerne i bero ved at give dem økonomiske samhandelsfordele.
»At hæve nogle restriktioner mod Iran vil ikke forhindre Iran i at kræve sin ret,« sagde imidlertid en talsmand for det iranske udenrigsministerium, Hamid Reza Asefi.
»Iran er besluttet på at benytte fredelig atomenergi og hverken pres, lokkemidler eller trusler kan tvinge Iran til at give afkald på sine rettigheder,« tilføjede han.
Situationen var omtrent den samme i 1981, da Saddam Hussein var langt fremme med sine irakiske atomprogrammer. Da slog israelerne til og sendte jagerfly mod Osirak-reaktoren.
»Det irakiske fortilfælde sætter sit præg på atmosfæren, og hvad enten der er konkrete israelske planer eller ej er man nødt til at tage problemstillingen alvorligt,« tilføjer Adam Keller.
»For som det iransk-amerikanske forhold er lige nu, kunne jeg forestille mig, at Sharon ville regne med at kunne slippe af sted med at angribe Iran, ligesom Menachem Begin i sin tid kunne slippe fra at bombe Osirak uden alvorlige diplomatiske konsekvenser.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu