Læsetid: 9 min.

Jorden har brug for hjælp

En ny miljøvurderingsrapport lægger ikke fingrene imellem: hvis de næste generationer overhovedet skal overleve, er miljøspørgsmålene nødt til at blive sat øverst på den globale dagsorden
31. marts 2005

Miljøtrusler
Jorden er på randen af en katastrofe, og folk kan ikke længere tage det for givet, at deres børn og børnebørn kan overleve i det 21. århundredes miljøskadede verden.
Budskabet er ikke dommedagssnak fra rabiate miljøaktivister, men en helt nøgtern vurdering fra 1.300 førende forskere fra 95 lande, der i går offentliggjorde en detaljeret rapport om verdens tilstand i begyndelsen af det nye årtusinde.
Rapporten er ikke lystig læsning. Videnskabsmændene har fundet ud af, at to tredjedele af de skrøbelige økosystemer, som de har undersøgt, har taget voldsom skade af menneskets udnyttelse de seneste 50 år.
Især jordens tørområder, der udgør omkring 41 procent af klodens overflade, er blevet hårdt ramt. Det er også her, befolkningstilvæksten har været størst op gennem 1990’erne.
Langsom nedbrydning af miljøet er én ting, den pludselige og uoprettelige skade en helt anden. Rapporten peger på en halv snes såkaldte tikkende bomber, der på meget kort tid kan forværre jordens tilstand uden håb om bedring inden for en overskuelig tidsramme.

De fattige rammest hårdt
Selv hvis den langsomme, ubønhørlige nedbrydning ikke fører til et totalt miljømæssigt sammenbrud, vil den fattigste del af verdens befolkning fortsat være dem, der lider mest under den, hedder det i rapporten, der er skrevet af forskere fra 22 videnskabelige institutter fra hele verden.
Walt Reid, der har stået i spidsen for hovedgruppen af bidragydere til rapporten, advarer om, at fremtiden ser sort ud for de kommende generationer, hvis ikke det internationale samfund handler hurtigt.
»Konklusionen i vurderingsrapporten er, at vi tærer på jordens naturlige ressourcer og belaster dens naturlige funktioner i en grad, der betyder, vi ikke længere kan regne med, at klodens økosystemer kan overleve i de næste generationer,« siger Reid.
»Samtidig viser undersøgelserne, at jordens fremtid bogstaveligt ligger i vores hænder. Vi kan bremse nedbrydningen af mange økosystemer i løbet af de næste 50 år, men de nødvendige politiske og praktiske ændringer, som er meget omfattende, er end ikke i støbeskeen på nuværende tidspunkt,« tilføjer han.
Der er blevet indsamlet data til miljøvurderingsrapporten i de seneste tre år, og forskerne bag har samarbejdet med det velansete Intergovernmental Panel on Climate Change, der forsker i global opvarmning, og trukket på klimaeksperternes viden om mange af de specialiserede fagområder, der tilsammen udgør miljøforskningen.
Kort fortalt konkluderer videnskabsfolkene i rapporten, at jorden er blevet voldsomt nedbrudt i sidste halvdel af det 20. århundrede på grund af presset på de naturlige ressourcer, der er opstået som en konsekvens af den massive befolkningstilvækst.

Resultatet af rovdrift
»De seneste 50 år har vi ændret økosystemer hurtigere og mere gennemgribende end på noget andet tidspunkt i historien, primært for at kunne tilgodese det voksende behov for føde, drikkevand, tømmer og beklædning,« skriver forskerne i rapporten.
Omkostningerne ved denne rovdrift er først ved at vise sig nu. Omkring 15 af jordens 24 livsvigtige økosystemer er blevet alvorligt skadet eller overudnyttet. Et økosystem er defineret som et dynamisk kompleks af planter, dyr og mikroorganismer, der sammen med det omgivende, ikke-levende nærmiljø danner en funktionel enhed.
Der er opstået hidtil usete forandringer inden for de seneste 30-40 år. Næsten en tredjedel af jordens overflade er i dag opdyrket. Siden 1945 og frem til i dag er flere landområder blevet omdannet til landbrugsjord end i det 18. og 19. århundrede tilsammen.

’Tikkende bomber’
Siden 1960 er mængden af vand, der tages fra floder og søer og anvendes i industrien og landbruget blevet fordoblet, og der er i dag mellem tre og seks gange så meget vand i menneskeskabte vandbeholdere som i verdens floder.
Samtidig er også udledningen af kvælstof og fosfor fordoblet på grund af den omfattende brug af kunstgødning. Over halvdelen af alt syntetisk fremstillet kvælstof på jorden er blevet anvendt siden 1985.
Denne pludselige og aldrig tidligere sete udledning af kvælstof og fosfor, der i naturen er vigtige næringsstoffer for planter, har medført en eksplosiv algevækst i såvel ferskvandsområder som i havene. Netop algevæksten er en af de ’tikkende bomber’, der pludselig kan udslette hele økosystemer.
»Ifølge vores rapport er den overdrevne udledning af næringsstoffer et af de største problemer i dag, og det vil blive betydeligt værre, hvis ikke der sættes ind,« siger Walt Reid. Overraskende nok optræder dette problem kun sjældent på den globale politiske dagsorden på trods af de mange observationer og videnskabelige undersøgelser, der peger på problemet, og kun få lande i verden beskæftiger sig indgående med at bekæmpe det.
»Det er nok på dette område, at vi kan se den mest markante modsætning mellem et kæmpeproblem i forhold til økosystemernes funktioner og så den totale mangel på politiske reaktioner på problemet,« siger Walt Reid. Voldsomme og pludselige forandringer er svære at forudsige, men virkningerne kan være knusende. Men er det totale miljømæssige kollaps uundgåelig?
»Det står i hvert fald helt klart, at de to samtidige tendenser, nemlig den fortsatte nedbrydning af økosystemerne og de høje krav til selvsamme systemer ikke kan blive ved,« forklarer Reid.
»Rapporten viser, at der i løbet af de næste 50 år ikke er så stor risiko for ét stort globalt sammenbrud som for mange små, lokale sammenbrud i en række bestemte økosystemers funktioner. Vi oplever dem allerede nu, fiskebestandene forsvinder, der er iltsvind i havene, jorden er så udpint, at produktionen af afgrøder går i stå, dyre- og plantearter uddør, osv.,« siger Walt Reid.
Mellem 1960 og 2000 blev jordens befolkningstal fordoblet fra tre til seks milliarder mennesker. Samtidig blev den globale økonomi seks gange større, produktionen af fødevarer og leveringen af drikkevand blev fordoblet, og forbruget af tømmer blev dobbelt så stort.

Arternes uddøen
Menneskelig forstyrrelse af naturen har direkte påvirket mangfoldigheden i naturen. I løbet af de sidste 100 år er mindst 100 forskellige dyre- og plantearter forsvundet ifølge den tilgængelige dokumentation, men forskerne mener, at hastigheden, hvormed dyre- og plantearter uddør, er omkring 1.000 højere end det naturlige niveau.
»Mennesket ændrer grundlæggende og i visse tilfælde uopretteligt livet på jorden, og de fleste af forandringerne medfører en formindsket biodiversitet,« skriver de 1.300 forskere i miljøvurderingsrapporten.
Forekomsten af plante- og dyrearter i verden bliver mere og mere ensartet, efterhånden som unikke dyr og planter uddør, og andre, fremmede arter bliver flyttet til områder, hvor de ikke normalt hører til. Konsekvenserne er ofte ødelæggende.
I Østersøen lever der f.eks. i dag mere end 100 arter, der ikke hører naturligt til i Østersøen. Omkring en tredjedel af dem kommer fra de store søer i det nordlige USA. Tilsvarende er der i de amerikanske søer fundet 170 plante- og dyrearter, der oprindeligt hører til i Østersøen.
»Forekomsten af dyrearter bliver med andre ord mere og mere ens i verdens ellers vidt forskellige områder. Mellem 10 og 30 procent af alle pattedyr, fugle og padder er i øjeblikket truet af udryddelse. Den genetiske mangfoldighed er blevet formindsket over hele kloden, især blandt de fremdyrkede arter,« lyder det i rapporten.
Den intense opdyrkning af landbrugsjord, som medførte den såkaldte Grønne Revolution og medvirkede til at brødføde verden i det 20. århundredes sidste halvdel, har forstærket svækkelsen af den biologiske mangfoldighed. »I dag er 80 procent af alle hvedemarker i udviklingslandene og 75 procent af alle rismarker i Asien beplantet med moderne former for afgrøder,« skriver forskerne i miljøvurderingsrapporten.

Tørketruslen
Ifølge Walt Reid er rapportens forfattere mest bekymrede over situationen i jordens tørområder, der udgør 41 procent af jordens samlede areal og bebos af omkring tomilliarder mennesker, hvoraf mange lever i dyb fattigdom.
Tørområder er områder, hvor opdyrkning af jorden og kvægopdræt er næsten umulig på grund af tørke. Næsten 90 procent af verdens tørområder ligger i udviklingslande, hvor den manglende adgang til vand er et stadigt stigende problem.
En tredjedel af jordens befolkning bor i tørområder, der kun har adgang til otte procent af verdens samlede vandforsyning.
»Vi blev især foruroligede over den nære forbindelse mellem nedbrydningen af økosystemerne i tørområderne og den dybe fattigdom i disse områder,« fortæller Walt Reid. »Desuden har det vist sig, at der nu – i modsætning til tidligere historiske perioder, hvor befolkningstilvæksten har været størst i byområderne eller i de mest produktive økosystemer såsom opdyrket land – sker den største befolkningstilvækst i tørområder. Præcis der, hvor økosystemerne har den ringeste mulighed for at modsvare væksten,« fortsætter Reid.
»Problemerne med de ødelagte økosystemer og de skadevirkninger, denne ødelæggelse har, er uden tvivl med til at skabe de konflikter, som vi kan observere i mange tørområder, blandt andet i Afrika og Centralasien,« vurderer Walt Reid.
De fattige indbyggere i tørområderne er udsat for den største risiko for et miljømæssigt kollaps. Mange af dem lever allerede under yderst vanskelige vilkår – mellem 10 og 20 procent af jorden i tørområderne er udpint og eroderet.
»Mulighederne for at skabe de nødvendige ændringer i tørområderne afhænger især af tiltag, der kan bremse nedbrydningen af økosystemerne,« lyder vurderingen i miljørapporten.
Hvad kan der så gøres i et århundrede, der menes at medføre en befolkningstilvækst på yderligere 50 procent?
Bestyrelsen bag miljøvurderingsrapporten har udsendt følgende erklæring: »Den overordnede konklusion på denne rapport er, at det er det internationale samfunds ansvar at lette den belastning, vi pålægger naturens ressourcer, samtidig med at vi forsøger at bruge dem til at hæve levestandarden for alle. Dette vil dog kræve gennemførelse af gennemgribende ændringer i den måde, hvorpå vi behandler naturen. Forandringer, der skal gennemføres på alle niveauer og skabelse af nye samarbejdsmetoder mellem regeringer, industrien og det civile samfund. Vi kan alle få øje på de blinkende advarselslamper. Nu ligger fremtiden i vore hænder.«

Den største udfordring
På spørgsmålene om hvad vi kan gøre lige nu, og hvad der skal gøres over de kommende 50 år, svarer Walt Reid, at vi må revurdere vores syn på naturens ressourcer.
»Kernen i problemet er, at det er usandsynligt, at miljøbeskyttelse bliver politisk højt prioriteret, så længe de, der udnytter naturens ressourcer, opfatter selvsamme ressourcer som gratis og uudtømmelige. Vi bliver ganske enkelt nødt til at skabe en politisk tankegang, der kræver, at omkostningerne for naturen bliver inddraget i alle økonomiske beslutninger,« siger Reid.
»Der kan gøres uendeligt meget på kort sigt for at begrænse nedbrydningen af naturen. Det er f.eks. helt klart, hvad der forårsager fiskedød, klimaforandringer og den overdrevne udledning af kvælstof: alt for mange lande følger en politik, der opfordrer til rovdrift på landbrugsjorden, brugen af fossile brændstoffer og alt for voldsom gødning af afgrøder,« fortsætter Walt Reid.
»Selv om de mere kortsigtede indgreb er vigtige, står det helt klart, at vi på lang sigt må øge produktionen af visse ressourcer og begrænse forbruget af andre. Det vil kræve omfattende investeringer i ny teknologi og en gennemgribende ændring i vores adfærd og tankegang,« forklarer Reid.
Mange miljøaktivister er helt enige, og de vil endda gerne have, at politikerne går endnu længere.
»Miljøvurderingsrapporten peger direkte på en af menneskehedens største udfordringer,« siger Roger Higman fra miljøorganisationen Friends of the Earth.
»Vi kan ikke fastholde vores høje levestandard endsige nedbringe fattigdommen i verden, hvis vi ikke passer på naturens livsvigtige systemer.
Rapporten er dog ikke vidtgående nok i forhold til at pege på løsninger på problemerne. Hvis vi skal respektere naturens grænser og sikre os menneskehedens fortsatte overlevelse, er vi i sidste ende nødt til at tvinge de globale økonomiske kræfter til at stå for en mere ligelig fordeling af jordens ressourcer,« siger Roger Higman.

udland@information

© The Independent og Information

*Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her