Læsetid: 8 min.

Kong skak har abdiceret

Garry Kasparov træder ud af international topskak og efterlader et gabende hul. Nu gør han klar til at skrive et nyt kapitel i den lange historie om forholdet mellem skak og politik
18. marts 2005

Portræt
Da Garry Kasparov umiddelbart efter sin overbevisende turneringssejr i den sydspanske by Linares i sidste uge meddelte, at han havde spillet sit sidste seriøse turneringsparti, var det en skakhistorisk milepæl på linje med Emanuel Laskers afgang fra tronen i 1921 eller Bobby Fischers udeblivelse fra VM-matchen mod Anatolij Karpov i 1975. En stor mester takkede af, eller måske snarere takkede nej, for Kasparov lagde ikke skjul på, at hans beslutning var en konsekvens af hans aversion mod verdensskakforbundet FIDE og det syndige rod, der nu i mere end et årti har hersket i den internationale skakverden. At Kasparov så selv i nogen grad har medvirket til rodet, ikke mindst ved sin beslutning om at privatisere VM-titlen i forbindelse med matchen mod den engelske stormester Nigel Short i London 1993, er en anden historie.

Garry Kasparov, der egentlig hed Harry Weinstein og er født den 13. april 1963 i oliebyen Baku ved Det Kaspiske Hav, gjorde sig for alvor bemærket i den vestlige verden, da han i 1979 som et internationalt ubeskrevet blad vandt en stærk turnering i Banja Luka (Jugoslavien) foran 14 etablerede stormestre, heriblandt eksverdensmesteren Tigran Petrosjan. Næste år var han allerede stærk nok til at blive udtaget til det sovjetiske mandskab ved hold-EM i Skara nord for Göteborg. Jeg var ved den lejlighed taget til Skara for at »syne stjernerne« for Information: den regerende verdensmester Karpov og eks-verdensmestrene Tal og Petrosjan – men mens disse tre koryfæer ikke vandt et eneste af 15 partier, blev det den endnu kun 16-årige Kasparov, der blev turneringens helt store oplevelse. Med sin score på 5,5 af 6 mulige point blev han frem for nogen spilleren, der sikrede det forventede sovjetiske guld. Han havde allerede i den alder en slående karisma: Den fuldstændigt koncentrerede attitude, hvor blikket, ja hele kroppen syntes at være samlet i ét stort brændende energibundt ned mod brættet – det virkede, som om flere af de garvede stormestre simpelthen blev blæst væk af ham.
Samme år blev han selv stormester, og siden gik det slag i slag. Han blev juniorverdensmester, også i 1980, og i løbet af et par år fremstod han som den naturlige udfordrer til Karpovs trone, og skakverdenen begyndte at se frem til en VM-match mellem disse to diametralt modsatte typer: Den køligt kalkulerende, nærmest radaragtigt sikkert spillende Karpov, der havde den klassiske positionelle Capablanca-stil som sit varemærke – og den uforudsigelige Kasparov, hvis stil kunne karakteriseres som en opdateret udgave af Mikhail Tal, troldmanden fra Riga, der på grund af sine nyrelidelser blev skakhistoriens kortest regerende verdensmester.
Dysten mellem de to store K’er blev indledt i efteråret 1984 – og den udviklede sig til den mest groteske VM-match nogensinde. Sejrherre var, forkyndte det nye regelsæt, den spiller, der først blev noteret for seks gevinster. Kasparov gik frisk til sagen, men hans prangende fjer blev kynisk og effektivt plukket af Karpov, der spillede som en ubønhørlig inkassator. I løbet af ni partier havde han bragt sig foran 4-0, Kasparovs drømme syntes knust. »En VM-match af den karakter er skak på et helt andet niveau, end jeg hidtil havde kendt til – først langt inde i matchen gik det op for mig, hvad det her drejede sig om,« fortalte han mig et par år senere.
Kasparov måtte rebe sejlene, og kunne han ikke vinde, måtte han nøjes med remis. En stribe remiser fulgte, men i det 27. parti kom Karpov foran 5-0. På det tidspunkt var de fleste internationale journalister forlængst rejst hjem, og man skrev 1985, da Kasparov fik reduceret et par gange – og pludselig stod det kun 5-3 i Karpovs favør. Så blev matchen under tumultagtige scener afbrudt. Den i forvejen spinkle Karpov havde smidt 10 kilo og var for afkræftet til at fortsætte. Stor skandale i Moskva.

En ny match blev berammet til efteråret 1985, denne gang bedst af 24 partier – og til almen jubel i skakverdenen vandt Kasparov 13-11 efter en spektakulær gevinst i det allersidste parti. Dermed blev han i en alder af 22 år skakhistoriens yngste verdensmester. Og så var det ikke blot det, man (med et meget simplificerende udtryk) kaldte »fantasiens sejr over beregningen«, de to spillere repræsenterede også forskellige politiske holdninger: Karpov havde været det gamle systems kæledægge, manden der med en bred ’sildesalat’ af ordener havde ført sig frem på de bonede gulve i Kreml, mens Kasparov stod for de nye liberale strømninger – hvad han kort efter markerede ved at kalde sin selvbiografi Child of Change – (på dansk: Alt på ét bræt, udgivet af Informations Forlag i 1987).
Den jugoslaviske stormester Ljubojevic formulerede det således: »Det er lige så heldigt for skakspillet, som det er uheldigt for Karpov, at Kasparov har gjort sin entré på skakscenen.«
Kasparov kom ikke til at hvile længe på laurbærrene. I løbet af de følgende tre år måtte han ved tre lejligheder forsvare sin titel mod Karpov. Men det holdt hårdt at træde definitivt ud af Karpovs skygge – både i London-Leningrad-matchen 1986, i Sevilla 1987 og i New York-Lyon 1990. Længst ude i tovene var Kasparov i Sevilla-matchen, hvor Karpov inden det 24. og sidste parti førte 12-11. Kasparov var altså pisket til at vinde – en forbandet svær opgave, når nu forsvarsgeniet Karpov kunne nøjes med at holde skansen, også i betragtning af at 16 af de 23 hidtidige partier var endt remis. »Men jeg ville ikke svigte mine mange millioner tilhængere, mange millioner skakfans, der tror på mig og min stil som skakspiller ...«
Og Kasparov sejrede i et dramatisk opslidningsslag, hvor de to kombattanter sad over for hinanden i mere end syv timer. Dermed blev facit uafgjort 12-12 – og som forsvarende mester beholdt Kasparov titlen. Det gjorde han også i 1990’ernes succesrige matcher – mod Short i London 1993 og mod det indiske skakfænomen Anand i New York 1995. På det tidspunkt havde han brudt med FIDE – ikke mindst på grund af økonomiske trakasserier, der var ganske enkelt flere penge i at holde matchen uden for verdensskakforbundet. Var den liberale Kasparov fra 1980’erne blevet en nyliberalistisk kyniker? En af hans yndlingsfraser fra den periode var i hvert fald money will talk ...

I efteråret 2000 mødte han i London sin skæbne i form af den dengang 25-årige russer Vladimir Kramnik, hvis opstigning til tinderne han selv havde fulgt nøje i løbet af 1990’erne. »He has a very sure hand,« erklærede han under et besøg i København i 1993. Kramnik var en mand, man kunne slå sig på, specielt når man som Kasparov ikke mødte optimalt velforberedt frem. Han indrømmede senere, at han var blevet »outprepared« af sin 12 år yngre modstander, der havde pudset den gamle Berliner-variant i spansk parti af til lejligheden – med det resultat at Kasparov gang på gang løb hovedet ind i »Berlin-muren«. Kramnik vandt kun to partier, men det var alt nok, da Kasparov virkede sært rådvild og utroligt nok ikke fik hevet en eneste gevinst i land.
Matchen var arrangeret af et noget flosset foretagende ved navn Braingames – et symptom på det titelkaos, der herskede og stadig hersker i skakverdenen. Et alvorligt forsøg på at bringe denne tingenes tilstand til ophør blev gjort med den såkaldte Prag-aftale for et par år siden, men den ser ud til at være endelig kuldsejlet med aflysningen af matchen mellem Kasparov og ’FIDE-verdensmesteren’ (en sådan har man nemlig også) fra Usbekistan, Rustam Kasimdzhanov – en match, der skulle have være spillet i januar i år, hvad der spændte ben for Kasparovs deltagelse i den prestigefyldte Corus-turnering i hollandske Wijk aan Zee, hvor resten af verdenseliten ellers var samlet – og hvor ungarske Peter Lekó, der spillede 7-7 mod Kramnik i en titelmatch i klassisk skak i Schweiz sidste år, lagde beslag på førstepladsen. I Linares brillerede samme Lekó ved – oh, skændsel! – at spille samtlige sine 12 partier remis!
Da Kasparov under sit seneste Danmarks-besøg blev spurgt om, hvem han anså for sin naturlige efterfølger som skakkens konge – og det spørgsmål var ikke udtryk for tom smiger, for Kasparov har gennem mere end 20 år konstant haft det højeste ratingtal af alle – svarede han, at der naturligvis også efter ham ville være en spiller, der på papiret havde det højeste ratingtal og kunne kalde sig verdens bedste, »men hvis du tænker på karisma og personlig udstråling, ser jeg ingen efterfølger«.

Svaret er typisk for Kasparov, hvis ego er på størrelse med en Muhammad Alis, men ser man nærmere på de typer, der kandiderer til at overtage hans førsteplads, er der unægteligt noget om snakken. Dagens stormestre er ganske enkelt farveløse, ikke blot sammenlignet med Kasparov, men også med en skikkelse som Bent Larsen – hvad Kasparov selv har understreget i fjerde bind af sit storværk My Great Predecessors (anmeldt i Information den 8. februar 2005). Det hører dog med til historien, at Kasparov umiddelbart efter sin abdicering pegede på den 15-årige ukrainer Sergej Karjakin og den 14-årige nordmand Magnus Carlsen som spillere, der – på længere sigt – ville kunne løfte arven efter ham.
Kasparov glider helt selvfølgeligt ind i skakhistorien som en af de allerstørste, som en værdig efterfølger til den allerførste verdensmester, den noget skizofrene Wilhelm Steinitz (»denne lille mand lærte os alle at spille skak«), fighteren Emanuel Lasker, den gudbenådede cubaner José Capablanca, der blev kaldt »skakkens Mozart«, den koleriske eksilrusser Alexander Aljechin, om hvem man sagde, at han spillede »solskak«, jernlogikeren Mikhail Botvinnik (der i 1970’erne blev Kasparovs lærer i den berømte skakskole i Moskva), Karpov og - ikke at forglemme! – den kugleskøre, nu 62-årige amerikaner Bobby Fischer, der stadig anser sig selv for den eneste legitime verdensmester, men i dag sidder tilbageholdt i et japansk fængsel og venter på at komme til Island, hvor han stadig har en trofast kreds af (pengestærke) beundrere.
Kasparov har ved flere lejligheder sagt, at han vil satse på en politisk karriere. Hans erklærede mål er at skaffe Rusland af med »diktatoren Putin«. Gør han alvor af forsøget, vil der blive skrevet et nyt kapitel i den lange historie om sammenhængen mellem skak og politik.

Blå bog
Garry Kasparov
•Født som Harry Weinstein den 13. april i Baku (og får som skakhistoriens 13. verdensmester 13 som sit lykketal)
•1979: får sin internationale debut og vinder en stærk stormesterturnering i Banja Luka, Jugoslavien
•1980: debut på det sovjetiske landshold, vinder junior-VM og udnævnes til stormester
•1984-85: første VM-match mod Karpov – afbrydes under tumult
•1985: VM-titel som 22-årig efter 13-11 over Karpov
•1986: vinder revanchematchen mod Karpov
•1987: forsvarer VM-titlen efter 12-12 mod Karpov. Hans selvbiografi udgives på dansk.
•1990: vinder ny titelmatch mod Karpov.
•1993: slår englænderen Nigel Short i privatiseret VM-match
•1995: slår inderen Viswanathan Anand i ny VM-match
•1997: taber en prestigematch mod IBM-computeren Deep Blue
•2000: taber overraskende verdensmesterskabet i ’klassisk skak’ til Vladimir Kramnik
•2005: sejrer atter i Linares-turneringen, men meddeler efter sidste runde, at han trækker sig tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu