Læsetid: 2 min.

KORTERE SAGT – JAZZ

21. marts 2005


En bræmme af vildt liv
»Hej P3« hedder et af stykkerne på Dane T.S. Hawks alias T.S. Høegs nye dobbelt-cd, A General Broad View, med hans 10-mands-band, Locomotion Starsemble. En ætsende ironisk hilsen fra Høgen i en avantgardistisk galakse langt, langt fra mainstream. Oven på en mere afdæmpet orkesterplade, Dreamblues (2002), er Høgen tilbage med næb og kløer, vildskab og morskab med et hold, der tæller nogle af den danske jazzscenes mest energiske, påhitsomme og talentfulde yngre musikere bl.a. Jacob Anderskov og Søren Kjærgaard (el-tangenter), Jakob Dinesen og Ned Firm (saxofoner), Nils Davidsen (bas), Kresten Osgood (trommer) og Kasper Tranberg (trompet).
The Locomotion Starsemble så første gang dagens lys i Stengade 30’s fugtige kældre ved en mindeværdig koncert i september 2002. Nu er værket fra dengang, Hey Boys And Girls We’re Gonna Pump You Up, indspillet på en dobbelt-cd og anbragt på den første skive, en såkaldt »W-ild side«, mens den anden, en »M-ild side«, rummer anden ny musik.
Det er overhovedet førstnævnte værk, der tiltrækker sig opmærksomhed, og mens man et par gange undervejs kan forvisse sig om, at T.S. Høeg så vist ikke er det største saxofontalent, verden har set, så har han til gengæld med Hey Boys And Girls… skabt et af sine bedste orkesterværker, der takket være en frygtløs kollektiv indsats sprutter af vitalitet og konfrontationslyst, og forlener dansk jazz med en herlig original bræmme af vildtvoksende liv.
Der leges og tirres med stort blæserudtræk, kakofonisk myldren, stærkt krydrede kontraster og elementer af bl.a. march- og reggaemusik, og hverken Sun Ra eller den elektriske Miles Davis har levet forgæves. Det er absolut ikke for sarte sjæle, der er svage passager, og det hele bliver for meget af det gode efter en hel times musik.
Men værket står lige stærkt og voldsomt af den grund. Og så leveres musikken i et passende grin af et cover, hvor orkestrets medlemmer optræder som papfigurer, og hvor Hawk himself er lige til at klippe ud som sprællemand.cmh

Dane T.S. Hawk & The Locomotion Starsemble: (Presents) A General Broad View (2-cd. ILK)

Blikpander med kant
Tre musikere i udveksling rundt om den fremadrettede rytmiske puls. Tørt og di-stinkt. I et åbent og udfordrende regi uden bærende harmoniinstrument, men blot sax, bas og trommer. Der er luft, men også fortættet energi og fokus på, hvad den enkelte gør, og de andre svarer.
Danske Hans Ulrik (sax) og Jonas Johansen (trommer) høres igen sammen med den amerikanske veteran, Steve Swallow, manden med det unikke og altid veloplagte el-basspil. De har efterhånden fået et lille fast samarbejde op at køre med mindre turneer og nu Tin Pan Aliens, opfølgeren til deres første plade, Trio (2002). Det er noget, Swallow mestrer: At lægge de vidunderligste baslinjer, så de bugter sig og bliver til smukke kontrapunktiske perlekæder i helheden. Ulrik og Johansen spiller igennem, med selvtillid og kant, overbevisende.
Der mangler lidt i følelsesdimensionen, dét, der taler direkte til hjertet. Musikken virker på én gang højpandet og jordnær, krævende og direkte. En trioplade af høj kvalitet, der vil rage op blandt årets titler. cmh

Hans Ulrik/Steve Swallow/Jonas Johansen: Tin Pan Aliens (Stunt)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu