Læsetid: 2 min.

kortere sagt – jazz

7. marts 2005


Farverig blues-parade
I 2003 udsendtes en serie dokumentarfilm og soundtracks – Martin Scorsese Presents The Blues – med ældre bluesmusik; en kæmpesatsning, der på ny skulle bringe amerikansk musiks landlige rødder til ære og værdighed. Til at sparke begivenheden i gang lavede man en stort anlagt koncert med nulevende blues-kunstnere i New Yorks Radio City Music Hall.
Koncerten forefindes nu på en dobbelt-cd. Bluesmusikkens oprindelse og udvikling kridtes op med afsæt i Afrika: Angelique Kidjo’s magtfuldt fremførte »Zelie« med strengeleg og perkussion. Siden leverer bl.a. Mavis Staple med en frydefuld musikalsk timing en gnækkende »See That My Grave Is Kept Clean« henover et knirkende, sprødt groove, og James
Blood Ulmers »Sitting On The Top of the World« ruller af sted som en gammel oksekærre, akkompagneret af violin, slideguitar og en dejlig sløv diktion. Det er en koncert, hvor man må leve med det farverigt blandede og fragmentariske præg, den slags parader uvægerligt giver. Men her er hvæsende mundharper, klimprende og skrigende guitarer, daskende trommer, hæs bluessang, gyngende hofter og ekstatisk swing. Musikkens kvaliteter og stemning er ujævn, men varm og værdig og byder på i hvert fald en håndfuld decideret eminente fremførelser. Vil man have fat i den virkelige historie, anbefales 5-cd-boksen Martin Scorsese Presents The Blues: A Musical Journey. cmh

A Salute To The Blues: Lightning In A Bottle. 2-cd (Columbia/Legacy)

Hyldgaards intense glød
Man ville kalde hende en påtaget krukke med hendes antydede divamanerer og små strøg af dekadence, sangerinden og komponisten Susi Hyldgaard, hvis ikke hendes særegne og grænsesøgende musikalske univers også sitrede af en mærkbar personlig stemmeføring og en intimt blussende varme.
På sit nye udspil, Blush, fortsætter hun sin gennemarbejdede, voldsomt stemningsfulde og minimalistiske sangskriverkunst i forlængelse af Homesweethome (2002). Stærkest står rytmisk distinkte og dog underspillede sange som »Seeking«, »Suck The Bone« og »Could This Be The Reason«. Andre titler opleves næsten for åbne og flygtige, men Hyldgaards kunstneriske udtryk er så stærkt og originalt som nogensinde.cmh

Susi Hyldgaard: Blush (Enja Records)

Wheelers rene snit
En studie i lyrisk elegance og luftigt swing, så kort kan det siges om denne dybt tilfredsstillende udgivelse fra den efterhånden 75-årige britiske trompetist og komponist Kenny Wheeler. Her forenes på smukkeste vis Wheelers sans for kontrapunktisk, melodisk komposition med et lydhørt og åbent jazzspil i en fremragende trommeløs kvartet. På What Now? høres Wheeler igen med Holland som rytmisk garant, mens blæser- og akkordinstrument trakteres af henholdsvis Chris Potter (tenorsax) og John Taylor (piano). Otte Wheeler-stykker optaget over to dage i New York i juni 2004 i fuldendt balance mellem kompositorisk klarhed og levende interaktion. Wheeler er helt sin egen. Han har poleret og forædlet sit musikalske udtryk i årtier, og snittet skæres ikke meget renere end her, hvor musikken flyder på forbløffende ubesværet vis.cmh

Kenny Wheeler/Chris Potter/John Taylor/Dave Holland: What Now? (CamJazz)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her