Læsetid: 3 min.

Kvindekamp i FN

Hvad er der tilbage at kæmpe for i kvindekampen, spørger vi os selv i det progressive Skandinavien. Svaret kunne fås ved denne uges FN-konference om kvinders rettigheder
5. marts 2005

NEW YORK
Ah, duften af frihed og frigørelse; som den bølger ud af håret på de blonde skandinaviske piger vej ind i FN-bygningen, med den tilrejsendes begejstring i ansigterne, sweaters i hønsestrik og ungdommens tro på snarlig retfærdighed gennem ærlig forhandling.
Med i bagagen har de verdens ubestridt bedste resultater, hvad angår kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, i landenes ledelse og alle andre sider af samfundslivet. Danmark har lige været igennem en valgkamp, hvor kvinderne sås som de mest professionelle, bedst forberedte og mest valgbare.
»I Danmark er det mændene, der skaber kaos i konens politiske succes,« praler jeg gerne til bekendte. »Kvinde når magtens tinde, mand fucker husholdningen op med ubetalte regninger og ulovlig arbejdskraft, kvinde bekender ’sine synder’ til Statsministeren«.
Det sker kun i Skandinavien. Ikke fordi mænd i andre lande magter deres opgaver bedre end danske, men fordi der nærmest ingen kvinder er at skubbe ned fra magtens tinder.
Det var netop et af emnerne ved denne uges årlige møde i FN’s kommission for kvinders status, hvor alverdens lande mødes med det formål at forbedre kvinders rettigheder og status, baseret på respekt for menneskerettigheder og lighed for loven.

De delegerede er landenes officielle repræsentanter, ambassadører og ministre, samt nationale og internationale NGO’er, der kæmper for kvinders rettigheder, for bedre adgang til sundhedspleje, for retten til livet (imod abort), og for flere kvinder på tinge.
Skandinaviske almindeligheder som retten til at stemme, arve, eje jord og til prævention og fri abort har været på dagsordenen i årtier uden at det for hovedparten af verdens lande har ændret sig en tøddel. I Jordan, med den charmerende dronning Noor, som gerne dukker op ved FN’s kvindekonferencer, er familiens æresdrab på unge piger, der mistænkes for upassende optræden, lige så udbredt, som det altid har været. Staten og kongehuset fordømmer drabene, men tager kun beskedne skridt til at retsforfølge morderne.
I Saudi Arabien jubler man over kvinders nylige adgang til at køre (mandens) bil med mandens tilladelse, dels til kørslen, dels til at forlade hjemmet. Et stort fremskridt, i hvert fald for Mercedes-Benz.
I Afghanistan blev et rekordstort antal kvinder fornylig valgt til landets nye regering, hvis indflydelse rækker ca. til vejen mod Jalalabad i udkanten af Kabul. Resten af landet regeres af fundamentalister og grusomme krigsherrer som general Dostum i nord.
I Darfur, Sudan, er systematisk voldtægt blandt den arabisk-dominerede regerings foretrukne terror-våben mod områdets befolkning af afrikansk afstamning, en systematik, der gennem de seneste årtier er blevet mere og mere udbredt i verdens brændpunkter. De civile i baglandet, oftest kvinder og børn, er kalkulerede ofre for grusomhederne. Som oftest begået af mænd.
Ved fredslutninger og forhandlinger om genopbygning er princippet det samme: nul kvinder ved forhandlingsbordet, medmindre det internationale samfund og interessegrupper har skreget sig hæse med budskabet om kvinders deltagelse (og trusler om bål og brand, hvis ikke de blev inviteret).
Så fredsforhandlinger de seneste 20 år har for størstedelens vedkommende været mænd, der tilgav andre mænd for det, de gjorde mod kvinder.

Hvor er det godt, at de kan sidde og tale om det her i New York, de gode, de onde og de grusomme, i øredøvende international tavshed om folkemord og folkevoldtægt i Darfur m.m.
Problemet for de glade skandinaver er imidlertid, at i dag står kampen ikke om nye og højere mål, men mest om at holde fast i de målsætninger, det internationale samfund lagde sig fast på i 90’erne – mål som ingenlunde er realiseret eller bare nærheden af skandinaviske standarder.
USA, støttet af Egypten og Quatar, modsatte sig til sidste øjeblik, at kommissionen bekræftede de mål, kvindekonferecen i Beijing satte sig i 1995.
Er det kvindekamp nok?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu