Læsetid: 10 min.

Kvinder på randen af... hvad som helst

Moderne sit.coms som ’Ally’, ’Sex & the City’ og ’Desperate Housewives’ er udtryk for en ny ’postfeministisk’ åbenhed om hemmelige kvindeverdener. Komikken er god til at forhandle forandringer i kulturen, mener kvindelig medieforsker
11. marts 2005

Moderne sit.coms som ’Ally’, ’Sex & the City’ og ’Desperate Housewives’ er udtryk for en ny ’postfeministisk’ åbenhed om hemmelige kvindeverdener. Komikken er
god til at forhandle forandringer i kulturen, mener kvindelig medieforsker

Fjernsyn for mor
De er kvinder, unge, smukke, smarte, professionelle – og superforbrugere. Og så er de hovedpersoner i moderne amerikanske tv-komedieserier som Ally, Sex & the City, samt det nyeste skud på stammen, den prisbelønnede Desperate Housewives (tredje afsnit sendes onsdag 20.35 på TV 2).
Vibeke Pedersen, der er medieforsker, lektorvikar på KU og forfatter til bogen Kvinden som ikon, har i en årrække interesseret sig for den kvindelighed, der kommer til udtryk i den moderne populærfiktion og f.eks. i talkshows.
Generelt er hun glad for komedierne.
»Jeg ser dem som en seismograf, der viser de små bevægelser i kulturen,« siger hun. »Jeg synes, man skal få øje på de progressive ting i populærkulturen. Ganske vist handler de om middelklassen, men det gør mange film og serier jo, og populærfiktionen repræsenterer ikke altid et tilbageskridt.«
Hun ser serierne som udtryk for en moderne ’postfeminisme’, som det kaldes i medieteorierne, eller måske ’post-populærfeminisme’.
•Populær-, fordi serierne ses af mange, og fordi de på godt og ondt afspejler og diskuterer fænomener, folk genkender i moderne kvindeliv – tøj, længslen efter mand og børn, det biologiske ur, der tikker.
•Feminisme, fordi serierne har som selvfølgelig præmis, at kvinderne har en karriere og tager deres arbejde alvorligt – i hvert fald ikke mindre alvorligt end de tilstedeværende mænd!
•Post-, som post-70’erfeminismen, fordi serien tematiserer kvindelighed mere åbent, mindre firkantet end i 1970’erne. I postfeminismen har man ret til at være hjemmegående og gå i stiletter. Tilmed er kvindernes lækre tøj og meget kvindelige udseende en central del af fascinationskraften.

»I serierne må man gerne have en karriere, men det er ikke nødvendigt også at se dowdy, altså trist og kedelig ud,« mener Vibeke Pedersen, der understreger, at serierne ikke rummer nogen ideal- eller identifikationsfigurer: Alle personerne er let karikerede og mere eller mindre tossede.
Vibeke Pedersen fremhæver, at hun selv repræsenterer den ene af to ’skoler’ i medieforskning:
•Den ene hævder, at komikken er god til at diskutere og forhandle forandringer i kulturen og samfundet.
•Den anden hævder, at sitcom’en fastholder status quo, fordi man efter hvert afsnit skal tilbage til samme udgangspunkt og begynde forfra.
»Jeg hælder selv til det første, fordi man i hver episode alligevel har diskuteret nogle emner. Der vil også ofte være et brud på normaliteten, f.eks. kønsrollerne, for ellers er der jo ingen komik. Humoren gør tingene levende og gør, at alt kan diskuteres,« siger Vibeke Pedersen, der henviser til, at i de fleste amerikanske serier – også komedierne – tematiserer hvert afsnit et bestemt problem, ofte af etisk og moralsk karakter.
Tilfælles har de tre serier også, at ingen af dem har dåselatter (ofte et tegn på høj kvalitet), og desuden er et mix af genrer: drama, sit-com, sæbeopera, for Allys vedkommende desuden musicalindslag.
Som noget nyt præges Desperate Housewives derimod af krimigenren (som David Lynchs kultagtige Twin Peaks fra begyndelsen af 1990’erne).

I Ally og Sex & the City skildres karrieren og arbejdslivet positivt: I Sex & the City har pigerne veninder, som støtter dem, og som de drøfter livet med. I Ally fungerer det gakkede advokatkontor som en familie, hvor der er plads til at være sig selv.
I seriens allerførste afsnit forsvarer kollegerne faktisk Ally, der impulsivt har været i klammeri i et supermarked, mod påstanden om, at hun bør fratages retten til at praktisere: Netop hendes store følsomhed gør hende særlig velegnet til at være advokat!
Det positive syn på karrieren som livsmulighed står i modsætning til f.eks. 1980’er-dramaserier som Dollars (Dynasty) og Dallas, hvor kvinderne boede på ægtemændenes slægtsejendom og måtte tage, hvad der kom.
Men der er også sket en udvikling fra mere ’moderne’ serier, som dramaserien Murphy Brown fra begyndelsen af 1990’erne, mener Vibeke Pedersen. Her spillede Candice Bergen en karrierekvinde, der ganske vist havde et professionelt liv, men hvis personlige liv blev skildret trist og tomt, ja, hun blev endda ugift mor...!
»Det var et udtryk for 1980’ernes backlash (’tilbageslag’, titlen på en bog af Susan Faludi, red.).«
»Positivt set var man træt af den firkantede feminisme, der kun fokuserede på karriere og rettigheder. Den var nødvendig, men mange opfattede det også sådan, at kvinder ikke måtte ligne kvinder.«
»Mere negativt anskuet bestod backlashet blandt andet i, at den amerikanske højrefløj beskyldte enlige mødre og kvinder, der ville arbejde, for at ødelægge familien.«
Postfeminismen betoner derimod det frie valg.
»Men tendensen er også, at kvinderne skal klare det hele. Det er en selvfølge, at de har karriere, men de skal også have et succerigt familieliv med børn,« siger Vibeke Pedersen.

En særlig fascinationsfaktor i serierne er deres fokus på den kvindelige exces, der traditionelt har været skambehæftet, tabubelagt og halvhemmelig: Kærlighedslængsel, følelsessnak, (over)forbrug, (over)spisning, tøj(fetichisme)!
De tre-fire sidste ofte i forbindelse med kompensation for utilfredshed på kærlighedsfronten. Således gør den utilfredsstillede romantiske længsel det legitimt at udfylde savnet ved (som også Bridget Jones) at spise en liter vanilleis direkte fra emballagen, naturligvis siddende i sengen, mens man ser sæbeopera i fjernsynet.
Hvad angår forbrugerismen er kvinderne, især i Sex & the City, rovshoppere. Specielt er Carries forhold til mærketøj og -sko en ekstrem variant af en velkendt og -parodieret kvindelig skofetichisme, der også ses i modeblade.

Forbruget har gjort serien til kvindekult, men kan dog også brat blive tema for kritisk analyse: I et afsnit for nylig regnede den boligløse Carrie ud, at hun ejede 100 par Manolo Blahnik-sko, til 400 dollar parret. Ialt dog kun 4.000 dollar... »40.000 dollar, Carrie,« rettede veninden Miranda.
»40.000, det kunne jeg have købt min lejlighed for,« erkender en chokeret Carrie, der netop i banken er blevet dømt ikke-kreditværdig, efter at kæresten, der ejede lejligheden, er flyttet ud.
»Sex & the City er som et dameblad, fordi den er så ekstremt feminin,« mener Vibeke Pedersen, der også mener, at det har begrænset tilgangen af mandlige seere.
I Ally er shopping-elementet nedtonet. Det er ikke et selvstændigt tema, hvor kvindernes lårkorte nederdele, dyre tøj og labre sko er købt.
Til gengæld er kærlighedslængslen central og skildres med både medfølelse og tyk ironi. Ally tog jo netop ikke barndomskæresten Billy, mens hun kunne, og nu er han gift med en anden. Et tema, der naturligvis må vendes igen og igen, og giver anledning til endeløse spekulationer. For hvorfor handle, når man (som kvinde) kan nøjes med at drømme og snakke?
»Men man skal også passe på ikke at blive for puritansk. Allys korte nederdele kan ikke forarge mig. Og Carries shopping vises jo som en besættelse, men er samtidig noget, alle kender. Jeg kan heller ikke se, at den kvindelige exces er værre end mænds fodboldkultur og fascination af sport og biler,« mener Vibeke Pedersen.

Modsat Sex & the City har Allys livlige og absurd-antinaturalistiske visuelle stil givet den en vis gennemslagskraft hos mænd (da serien var på sin middagshøjde var fordelingen cirka 60/40 procent i kvindelig favør), men også hos teenagere og større børn.
Det karakteristiske er, at især Allys og hendes mandlige kollega John Cages følelser og begær tegneserieagtigt forlænges ud i det visuelle:
John Cage (’Kiksen’) ikke blot hører for sit indre øre soulsangeren Barry Whites sexede dybsorte stemme synge: »You’re my everything«, næh, Barry White materialiserer sig ligefrem på længslens opfordring, ja, tit danner hele advokatkontoret spontane chorus lines til tonerne af Cages indre cd-spiller. Det foregår på unisex-toilettet og opfattes ganske naturligt.
Som Kiksens forlænges Allys hemmelige verden ud i det synlige: Computeranimatorisk udstyres hun i et splitsekund med en halvanden meter lang ildrød tunge, som hun blidt slikker en (tiltrækkende og elskværdig) mandlig klient i ansigtet med...
Den spontane og letantændelige Ally afbildes også jævnligt med foden i munden, som en bogstavelig visualisering af det engelsk-amerikanske udtryk for at sige noget klodset, dumt og indiskret. Som Ally f.eks. sagde til modparten i en sag: »Jeg er sikker på, at du heller ikke går ind for vold, så tving mig ikke til noget, vi begge vil fortryde.«
Ally er som serie desuden speciel ved sit ensemble af aparte personer af begge køn, alle med kærligheds- og jobproblemer, der dog for hinanden optræder varmt og loyalt. Måske lige undtaget den kontante (og deadpan-morsomme) Ling, der efterhånden får rollen som eksponent for den samme uforskammethed, der karakteriserede Ally selv i seriens første faser.
Sidste skud på stammen hedder som nævnt Desperate Husmødre.
Formødrene er dog flere, påpeger Vibeke Pedersen og nævner et par legendariske amerikanske komedieserier fra sort-hvid tidsalder: The Mary Tyler Moore Show, Lucy Show med Lucille Ball, begge bygget op om store kvindelige komikere, der sætter ild til køkkenet og tager for sig af portvinen.
Desperate Housewives handler ganske vist ikke om karrierekvinder, men om hjemmegående amerikanske kvinder i forstadskvarteret omkring gaden Wisteria Lane.
Men pointen er netop, at de har haft et arbejde og en karriere, men nu er gift. I det stort set vuggestue- og børnehavefri USA betyder det, at de er gået hjem til forstaden for at passe børn, hvad man uden overdrivelse kan sige, at de ikke udelukkende trives med, jvf. titlen Desperate Husmødre.
»Seriens kvinder er typer som Carrie fra Sex & the City, 10 år efter, at hun blev gift med Mr. Big. Man ser bare ikke de 10 år, hvor de har haft det godt,« siger Vibeke Pedersen.
Men hvor serien ender henne, er svært at sige, mener Vibeke Pedersen, der mener at serien er bemærkelsesværdigt brutal: Her er et dramatisk selvmord, og en af kvinderne stikker sin mand en lussing i sengen, fordi han ikke vil bruge kondom, og hun allerede har fire (hyperaktive) børn...

Kvinder og feminister efterlyser af og til bedre kvindelige identifiktionsmodeller. Men mange af de utvetydigt positive (kvinde)figurer i film og serier bliver man fra begyndelsen træt af, mener Vibeke Pedersen, der som eksempel nævner moderen, Karin (Stina Ekblad), i Krøniken, og samme series kønne Moder Jord, Ida (Anne Louise Hassing).
Derimod rummer komikkens kvinder forvandlingsmuligheder, mener hun:
»Serierne tager kvindelighedens fænomener op og lader os kigge på dem på en venlig måde, mens det i 1970’erne handlede om at løbe så langt væk som muligt fra det kvindelige. Nu kan kvindeligheden diskuteres og vælges til og fra. Ligestilling er blevet en åben proces.«

FAKTA
Ses & the City – USA
Tv-serie 1998-2004
Sendes: TV3 Danmark torsdag kl. 22.00, genudsendes 3+ onsdag 22.35.

Medvirkende:
Sarah Jessica ParkerCarrie Bradshaw
Kim CattrallSamantha Jones
Kristin DavisCharlotte York
Cynthia NixonMiranda Hobbes
Desuden:
Chris NothMr. Big (42 episoder)
David EigenbergSteve Brady (38 afsnit)
Willie GarsonStanford Blatch (29 afsnit)
John CorbettAidan Shaw (22 afsnit)
Kyle MacLachlanTrey MacDougal (22 afsnit)

Fire smukke 90’erkvinder på 30-35 år taler om deres sexliv (og mangel på samme). Stedet er New York og serien er en slags løbende research til Carries avisklumme, hvori bl.a. indgår diskussioner med veninderne. »Are we sluts?«, skriver Carrie f.eks.: Er hun og veninderne ludere, fordi de går i seng med mange mænd i jagten på den eneste ene? Charlotte mener (en enkelt gang) ja: »Står din kusse i New York Guide, den er jo altid åben?« spørger hun Carrie.

Desperate Housewives – USA
Tv-serie 2004-
~Sendes TV2 onsdag 20.35, genudsendes søndag 23.30.
Længere fremme med serien er Norge, der viser Frustrerte Fruer tirsdag 21.35 (NRK 2).

Medvirkende:
Teri HatcherSusan Mayer
Felicity Huffman Lynette Scavo
Marcia Cross Bree Van De Kamp
Eva Longoria Gabrielle Solis
James Denton Mike Delfino
Nicollette Sheridan Edie Britt
Steven Culp Rex Van De Camp
Mark Moses Paul Young
Ricardo Antonio Chavira Carlos Solis
Cody Kasch Zach Young
Andrea Bowen Julie Mayer
Jesse Metcalfe John
Brenda Strong Mary Alice Young

Desperate Housewives ser gennem sort-humoristiske briller på livet som hjemmegående husmor i forstaden. Som Mary Alice mente: »Det er ikke en livsform, men en dødsform.« Andre desperate kvindeskikkelser er Bree, ’Rent Hjem’, nu på speed, og Gabrielle Solis, gift med en rig, dominerende mand. Heldigvis opdager hun, at husets 17-årige gartner kan passe mere end haven... Græsset må hun dog selv slå om natten.

Ally – USA
TV-serie~1997-2002
Sendes: Torsdag 16.55 på TV2 Zulu.

Medvirkende:
Calista FlockhartAlly McBeal
Courtney Thorne-SmithGeorgia Thomas (97-2000)
Greg GermannRichard Fish
Lisa Nicole CarsonRenee Raddick (1997-2001)
Peter MacNicolJohn Cage
Jane KrakowskiElaine Vassal
Vonda ShepardHerself
Portia de RossiMorgan 'Nelle' Porter (1998-2002)
Lucy LiuLing Woo (1998-2002)
James LeGrosMark Albert (2000-2001)
Regina HallCorretta Lipp (2001-2002)
Tjek nettet, f.eks. Amazon.com, for priser på bokssæt DVD og VHS. Tip: Anden og tredje sæson går for at være seriens ’guldalder’ og rumme de mest mærkelige situationer, f.eks. hele ensemblet for fuld udblæsning med dans på toilettet til Barry White.

Ally og hendes jævnaldrende (omkring 30) advokatkolleger fører ofte sager fra privatlivet, eksempler:
– Har man ret til skilsmisse, når konen er blevet urimeligt fed?
– Må et stormagasin ansætte to sporty julemænd i stedet for én tyk julemand?
Også sex og mange typer af skuffet forventning er uopslidelige emner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her