Læsetid: 4 min.

Lettere rod i det tørnæske

2. marts 2005

»Jeg beklager meget, at min mand er kommet til at begå den fejl, og det gør han også selv. Sket er sket. Det skal der rettes op på, og han skal også have sin straf.«
Udviklingsminister Ulla Tørnæs til Morgenavisen Jyllands-Posten

I de gode, gamle dage sagde man, at der bag enhver succesfuld mand stod en kvinde. Med en let omskrivning kunne man få den tanke, at der bag enhver succesfuld kvindelig politiker står en fumlende mand med rod i det hjemlige.
Dårligt havde de kollektive bølger lagt sig efter den konservative familieminister Henriette Kjærs fald på grund af hendes mand Erik Skov Petersens – i folkemunde bedre kendt som Markise-Erik – gældsættelse af familien, før Ulla Tørnæs indtog scenen. Eller rettere sagt hendes mand Jørgen Tørnæs. For det er ham, der på gården hjemme i Holstebro har beskæftiget ulovlig østeuropæisk arbejdskraft i svinebesætningen og dermed har bragt ikke bare sig selv, men også sin kone i klemme både juridisk og politisk.
Det drejer sig i virkeligheden om tre personer, der ikke har orden i papirerne. Men det er kun på grund af den ene, en lettisk driftchef, at politiet i Holstebro nu har rejst sigtelsen mod ministermanden. Og denne har ikke gjort det bedre for sig selv ved konsekvent at komme med modstridende udtalelser til pressen, hvorved han har styrket den usikkerhed, der er om Ulla Tørnæs’ rolle i sagen.

Så hvad med hende? Skal hun lide samme skæbne som Henriette Kjær. Man kan jo begynde med at spørge, hvilken sag der er værst? Og rent juridisk er der ingen tvivl om, at Tørnæs-sagen, der er omfattet af straffebestemmelser, har de største potentielle juridiske konsekvenser.
Dog i første omgang kun for gemalen, for Ulla Tørnæs har – som for øvrigt Henriette Kjær – gjort, hvad hun kunne for at nedtone sit engagement i sagen. Båndsløjfen har kørt flittigt. Der er ingen sammenhæng mellem hende selv og mandens virksomhed. Hun vidste intet, har hun messet. Og det er ifølge hende selv det, der føres bevis for i den redegørelse, hun i går lagde frem for statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Men når hun alligevel steger, hænger det blandt andet sammen med, at der i dag på godt og ondt er langt større fokus på, hvad politikere foretager sig. Den moraliserende hammer falder hårdt, også for ting, som ægtefællen har gjort. Henriette Kjær blev ganske vist dømt som dårlig betaler og var derfor også medansvarlig, selv om hun hævdede ikke at vide noget om sagen, og selv om hendes mand tog hele skylden.
Ulla Tørnæs derimod er ikke sigtet og er ikke beviseligt involveret i sagen. Endnu. Men når hun alligevel befinder sig i det værste politiske uvejr i karrieren, skyldes det ikke kun politikerlede, autoritetstab og almindelig småborgerlig moraliseren.
Der er ingen tvivl om, at der stilles højere og højere krav om, at politikere lige som mange andre offentlige personer har orden i det etiske regnskab. Det er i høj grad det, der er med til at vælge dem – troværdighed, værdier, tillid og så videre. Men de vælges og dømmes også på, om der er sammenhæng mellem det, de siger, de vil gøre, og det, de rent faktisk gør. Og det er så her, Ulla Tørnæs for alvor har problemer med troværdigheden
For det rent politiske i sagen hælder ikke lige frem i hendes retning. Regeringen har gennem de sidste par år og ikke mindst i det nyeste regeringsgrundlag gjort temmelig meget ud af at prioritere den danske arbejdskraft og integrationen af – herboende – indvandrere på arbejdsmarkedet.
Når regeringen lægger så meget vægt på at råbe op om faren for udenlandsk arbejdskraft og med Dansk Folkepartis ånde i nakken har betonet faren fra øst, ja, så siger det sig selv, at ingen minister står sig godt ved at ansætte udenlandsk arbejdskraft. Det er ikke just god branding. Også selv om det er hendes mand, der står bag, og hun angiveligt ikke vidste noget om det.

Fra juraen er det et velkendt begreb ved vurdering af, om en handling eller en udeladelse er ansvarspådragende, om vedkommende indså eller havde vidende om tingenes tilstand. Og selv om man kan undre sig over, at udviklingsministeren ikke sådan helt skødesløst har spurgt sin mand om driften og de fem medarbejdere hen over middagsbordet, skal tvivlen da komme hende til gode.
Det er næppe i juridisk forstand ansvarspådragende, at hun ikke har spurgt gemalen, om der nu var styr på arbejdstilladelserne. Men det er i hvert fald dumt. Men dumhed er som bekendt ikke strafbart, og så længe sagen ikke er rykket fra svinestalden og ind i Ulla Tørnæs’ dagligstue, kan hun ikke fældes for noget ulovligt.
Men det kan være, dumheden viser sig at være så stor, at Anders Fogh Rasmussen vurderer, at det er umuligt for hende at fortsætte. I betragtning af at der forude venter en traktatafstemning, der blandt andet vil handle om integration af de nye medlemslande og forholdet til østarbejdere, er det ikke utænkeligt, at statsministeren mener, at Ulla Tørnæs, der ikke vil trække sig frivilligt, bliver vejet og fundet for let.

weis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu