Læsetid: 8 min.

Livet som undtagelsestilstand

Stress kommer ikke bare af for meget arbejde. Moderne managementstyring, overvågning og kvantificering af medarbejderens præstationer og selvudvikling kan i værste fald virke som en trussel om psykisk tilintetgørelse. Interview med psykolog Nadja Prætorius
26. marts 2005

STRESS
»Manglende værdsættelse og accept af mennesker – som de personer, de nu engang er – opleves som tilintetgørende på linje med at blive fysisk truet på livet.«
»Denne erkendelse er afgørende for at begribe, hvorfor belastninger i det daglige arbejde kan give folk så alvorlige fysiske og psykiske reaktioner som depression, udbrændthed og hjerte-karsygdomme,« siger psykolog Nadja Prætorius.
Som privatpraktiserende psykolog og supervisor i social- og sundhedssektoren har hun inden for det seneste tiår oplevet en markant stigning i antallet af mennesker, der har fået alvorlige, undertiden invaliderende, stress-reaktioner i forbindelse med udførelse af deres arbejde.
»Et menneske, der gennem længere tid oplever sig fysisk eller psykisk truet, lever i en permanent undtagelsestilstand, hvor organismen producerer de hormoner, som gør os i stand til at kæmpe eller flygte – og det skaber en kronisk stresstilstand,« fortæller Nadja Prætorius.
Symptomerne varierer i omfang og sværhedsgrad, men fælles for de stress-ramte er følelsen af forvirring, hukommelsessvigt og en fornemmelse af manglende kontakt med sig selv – »jeg ved ikke længere, hvem jeg er« eller »jeg kan slet ikke kende mig selv« eller »det er, som om jeg er uden for mig selv« er hyppige udsagn i psykologens samtalerum.
»Det drejer sig vel at mærke om helt almindelige og velfungerende mennesker fra alle samfundslag og aldersgrupper, som bryder sammen,« understreger Nadja Prætorius.

Stress af 1., 2. og 3. grad
Prætorius inddeler stressende arbejdsbelastninger i flere grader:
»Første grad af stressbelastning rammer medarbejdere, der bliver overlæsset med arbejde, men pligtopfyldende og ansvarsbevidst prøver at udføre opgaverne ud fra de kvalitetskriterier, som de er uddannet til, og som deres arbejdsbeskrivelse – og undertiden også loven – påbyder dem.«
Denne ’enkle’ form for stressbelastning bliver stadig mere udbredt:
En hospitalsansat fysioterapeut måtte som led i nedskæringer påtage sig samme arbejde, som man tidligere havde været to om at udføre. På trods af talrige henvendelser til ledelsen om belastningsreaktioner får hun ingen aflastning, men derimod en trussel om fyring, hvis hun ikke kan klare arbejdspresset. Resultat: et halvt års sygefravær på grund af udbrændthed.
Andre og mere sammensatte belastninger ser Nadja Prætorius i lyset af samfundets vækst-tyranni:
»Den form for væksttænkning, der ensidigt fokuserer på kvantitet, er slået godt igennem – også når det gælder kvaliteten af menne-skers liv og arbejde.«
»I stigende grad vurderes den enkeltes udvikling og succes ud fra evnen til at præstere målelige resultater. Indførelse af resultatløn inden for f. eks. social- og sundhedsvæsenet og undervisning, er eksempler på kvantificering af områder, hvor vi traditionelt har vægtet kvaliteten højt.«
I et interview i DR’s radioavis understregede en sygehusdirektør vigtigheden af, at personalet indser, at man har forladt konceptet om at yde omsorg og pleje og i stedet nu udbyder behandlingstilbud. Den indsigt er nødvendig, for at man på en gang kan holde budgetterne og øge antallet af behandlinger.
Skiftet fra kvalitet til kvantitet følges op af et ny begrebssæt, påpeger Nadja Prætorius:
»I den offentlige sektor er hjælp og bistand blevet til serviceydelser, og sundhedsvæsenet leverer nu helbreds-ydelser, der ikke længere omfatter omsorg.«
»Medarbejderne bliver i stadig højere grad tvunget til at slække på kvaliteten af deres arbejde. Det medfører, at de ikke kan undgå følelsen af ikke at kunne stå inde for deres arbejde. De lever i evig indre konflikt med sig selv.«

Stress i værste grad
Ifølge Nadja Prætorius’ kliniske erfaringer skyldes de alvorligste arbejdsrelaterede stress-tilstande ikke udelukkende større arbejdsbelastning, men først og fremmest, at postmoderne managementteori har overtaget begrebet om selvudvikling.
Fra at være et personligt projekt ud fra egne forudsætninger og egne valg er selv-udviklingsbegrebet blevet underordnet og tilpasset forestillingen om bestemte samfundsbehov – som er identiske med arbejdspladsens behov. Selvudvikling gøres til en opgave, som den enkelte ansatte kontraktligt forpligter sig til at opfylde.
»På disse betingelser er understregningen af den enkeltes ansvar og frihed til at forme sin egen udvikling temmelig illusorisk. Der er snarere tale om manipulation af begreber og af menne-sker,« understreger Nadja Prætorius:
Det ændrede selvudvik-lingsbegreb har skabt grobund for nye styringsstrategier: »I de seneste år er der sket en udvikling og udbredelse af brugen af evaluerings- og målemetoder, der løbende viser, om medarbejderen udvikler sine kompetencer og lever op til organisationens eller virksomhedens produktionsmål.«
»Målingerne er afgørende for lønfastsættelsen og i sidste ende bestemmende for, om man har et job eller ej. Det er med andre ord med sit arbejdsliv som indsats, at en medarbejder dagligt skal bevise, at han eller hun kan betale sig for virksomheden.«
Opstilling af såkaldte ressource-, kompetence- eller personlighedsprofiler går tættere på den ansattes personlighed. Profilerne opstilles på baggrund af test, der for eksempel måler, om en person er meget, middel eller lidt af de parametre, som anses for relevant i en given arbejdssammenhæng:
»Den stadige kontrol, overvågning, evaluering og kvantificerende udtryk for personlig og faglig udvikling, for læring og resultater i arbejdet virker i værste tilfælde intimiderende og fremmedgørende. Man mister ganske enkelt kontakten med sig selv og tilliden til sin egen dømmekraft.«
En sagsbehandler fik for nogle år siden ønskejobbet med at integrere flygtninge og indvandrere. Hun bliver hurtigt anerkendt som en supermedarbejder. Efter at have underordnet sig de seneste års effektiviseringer og nedskæringer – herunder indførelsen af starthjælpen til flygtninge – udvikler sagsbehandleren alle tegn på stress-forstyrelse. Blandt andet lider hun af mareridt og udvikler en kraftig angst, når hun blot strejfer emnet: Flygtninge. Sagsbehandleren udtrykker igen og igen manglende forståelse for sit tiltagende dårlige forhold til de flygtninge, hun oprindeligt brændende ønskede at arbejde med. Som hun sagde – de havde jo ikke økonomisk trang ifølge loven, og så blev de bare mere og mere grove og truende over for mig, når jeg ikke bevilgede dem de penge, de sagde, de havde brug for.
»Hvis tilliden til egen sansning og dømmekraft svækkes alvorligt, hindres vi i at sige fra, når vi bliver bedt om at foretage os noget, der er åbenlyst urimeligt. Vi bliver lettere at påvirke, lettere at manipulere,« siger Nadja Prætorius.
Når det er så svært at holde fast på egne værdier, skyldes det, at vi oplever trusler på vores medlemskab af arbejdets sociale fællesskab, fordi vi ikke er som vores overordnede ønsker det, som en trussel om tilintetgørelse:
»I varierende grad reagerer vi på truslen ved at udvikle overlevelsesstrategier og indordne os. Dels for at opnå den livsnødvendige accept og anerkendelse, dels for at undgå isolation og udstødelse af fællesskabet.«
Hermed fremmedgøres personen fra sig selv, udvikler en skrøbelig identitetsopfattelse og et mangelfuldt selvværd – hvilket forstærker afhængigheden af ydre autoriteter, understreger Nadja Prætorius:
»Højt effektivitetsniveau i kombination med ændringer af fagets kvalitetsnormer sætter medarbejderne under et pres, der forcerer dem til personlige holdningsændringer.«
»Eksempelvis ved at fortrænge eller benægte personlige værdier og faglig kunnen i arbejdssituationen.«
»Eksempelvis ved at overtage arbejdets krav til arbejdsindsats og mål for succes – herunder at nedprioritere deltagelse i familieliv og andet privatliv.«
Det er ikke ualmindeligt, at hårdt stressramte ønsker skilsmisse og med en blanding af utilstrækkelighedsfølelse og lettelse overlader forældremyndigheden til partneren.
En ung kvinde, der er mellemleder i en kommunal forvaltning, udtrykker i en parsamtale ønske om at blive skilt. Hun nærer ikke længere positive følelser over for ægtefællen, og hun orkede ikke at være ret meget sammen med sine små børn. Derfor mente hun, at den bedste løsning på hendes og familiens problemer ville være, at hun kunne koncentrere sig helt og fuldt om sit arbejde.
»Først langt inde i samtalen, hvor jeg ledte hende på sporet af, at hun led af alvorligt stress, vågnede hun op af sin tranceagtige tilstand og konstaterede med forfærdelse, at hun var i færd med at give afkald på det vigtige i sit liv.«
»Denne og lignende erfaringer har gjort mig opmærksom på, at familieproblemer kan skyldes stressbelastning hos den ene eller begge parter. Derfor råder jeg generelt folk til at udskyde en eventuel beslutning om skilsmisse.«
Indtil videre har Nadja Prætorius da heller ikke oplevet, at stressramte stadig vil skilles, når de har gennemført stress-rehabiliteringen.

Der er tale om krænkelse
»Jeg ved snart ikke, hvad der er værst,« siger Nadja Prætorius – »at være vidne til de forfærdelige lidelser hos alvorligt stressramte menne-sker, der risikerer at miste arbejdsevnen – eller at opleve den tiltagende destruktive arbejdsledelse, hvor en strøm af absurde og umulige krav og påbud medfører, at stadig flere bukker under for stress.«
Hun øjner en stor risiko for, at der i effektivitetens navn bliver pillet ved og manipuleret med store gruppers mentale, psykiske og åndelige egenskaber i en grad, så deres identitetsfølelse rystes:
»Der er tale om krænkelse af mennesker. I alvorlige tilfælde er de symptomer, jeg ser hos mine patienter, de samme, som udvikles hos mennesker, der har været udsat for overgreb eller andre former for traumatiske hændelser.«
Alvorligt stressbelastede mennesker må væk fra deres arbejde, understreger Nadja Prætorius:
»Den ramte person kan ikke tåle at være der, og kollegerne vil ikke kunne udholde at se, hvordan vedkommende har det.«
Alligevel møder Nadja Prætorius enhver ny stressramt klient med følelse af fortrøstning. De fleste kommer sig:
»Første skridt på vejen til helbredelse er, at den stressramte genvinder sin sunde fornuft.«
»I den indledende fase af behandlingen, hvor personen ofte er plaget af frygt for at være sindssyg, gennemgår vi i fællesskab alle de forhold på vedkommendes arbejdsplads, som førte til sammenbruddet.«
»Som hovedregel får folk det markant bedre blot ved at indse, at deres sammenbrud var et sundt menneskes helt forventelige reaktion på urimelige belastninger.«
»Derefter oplever klienterne gradvist at ’komme hjem til sig selv’ og kunne huske sin egen livsrytme og de kvaliteter og værdier, som giver livet mening og indhold.«
»Men det tager tid.«
Sagsbehandlerens og mellemlederens historier er hentet fra Nadja Prætorius artikel om moderne management og stress i Psyke og Logos, 2004, nr. 25.

FAKTA
Symptomer
• Symtomer på stress-belastning er blandt andet: Angst, depression, uro, hyperaktivitet vekslende med handlings-lammelse, kaotisk tankevirksomhed, hukommelsesvigt, momentvis black-out, koncentrations-besvær, manglende proportionssans, kronisk udmattelse, indre rysten, søvnforstyrrelser, kvalme og svimmelhed. Funktionsevnen i almindelige daglige gøremål er nedsat.

• Selv om den PTSD-ramte pines af visheden om, at noget er helt galt med dem, synes de samtidig at lide af utilstrækkelig selv-indsigt, samt undertiden manglende evne til at erkende, at de har brug for professionel hjælp og sygeorlov

SERIE
Stress
I den nærmeste fremtid sætter Information spot på balancen mellem arbejdslivet og resten af livet: Er det vigtigste i tilværelsen blevet arbejdet? Koloniserer arbejdets værdier resten af livet? Er det samfundsøkonomisk nødvendigt at arbejde så meget, som vi gør?
Tidligere artikler i serien: 21.- 3. og 22.- 3.

Citat: »Jeg ved snart ikke, hvad der er værst. At være vidne til de forfærdelige lidelser hos alvorligt stressramte mennesker, der risikerer at miste arbejds-evnen – eller at opleve den tiltagende destruktive arbejdsledelse, hvor en strøm af absurde og umulige krav og påbud medfører, at stadig flere bukker under for stress.«
Nadja Prætorius, psykolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu