Læsetid: 4 min.

Den livgivende kunst

En græsk ambassadechauffør reddede den sovjettiske avantgardekunst for forglemmelse og ødelæggelse. Den enestående vilje til nyskabelse i Sovjet kan nu opleves i Wien
9. marts 2005

Udstilling
Hvis man tænker tilbage på den lidenskabelige debat , der rasede i dette blads spalter for et par år siden for og imod den genstandsløse eller abstrakte kunst, og som havde kraftige moralske overtoner, kan det være oplysende at konfrontere sig med en større udstilling, der kan ses på Museum Moderner Kunst Stiftung Ludwig i Wien.
Det drejer sig om den navnkundige Costakis-samling, der har sit hjemsted på Statens museum for moderne kunst i Thessaloniki, Grækenland og har sin helt egen eventyrlige historie. Georgios Kostakis blev født i Moskva i 1913. Hans far var købmand fra den græske ø Zante, men slog sig ned i Moskva sammen med sin familie. Selv tilbragte Georgios det meste af sit liv i Moskva, hvor han arbejdede som chauffør for den græske ambassade indtil 1939 og derefter bl.a. for den finske og den canadiske diplomatiske mission i Sovjethovedstaden.
Men Kostakis fik tiden til at gå med andet end at køre diplomater rundt i bil, han slæbte dem også med til diverse antikvitetshandlere, hvor det lidt efter lidt gik op for ham, at han selv var en samler endda af en særlig art.
Hvad der greb ham, var det man ikke så ved første øjekast og som efterhånden blev skjult for de fleste nemlig den russiske avantgardekunst, der i begyndelsen var en livlig del af den store revolution, men senere – da socialrealismen rykkede ind på bud fra højere sted – blev henvist til pulterkamrene og let kunne bringe sine endnu levende repræsentanter på ufrivillig udflugt til det fjerne Sibirien eller det, der var værre.

Frigørelsen ligger i farven
Det er en både patetisk og lærerig historie, man måske kan få forstand af. Hvis den avantgardistiske kunst er en levende del af revolten og omvendt, må der – indlysende – være et element af længsel efter det ny i begge dele.
Mens den sociale omvæltning sker, opstår der blandt kunstnerne en følelse af, at ikke blot vejen mod ny opdagelser ligger åben, men at der er en moralsk forpligtelse til at følge den. Hvis revolutionen har sine egne love, har kunsten dem også, og når det drejer sig om opbruddet i 1917 var det massernes frigørelse, det drejede sig om, det store proletariats erobring af magten fra den dekadente, bigotte, kapitalistiske udbytterklasse, og her kunne kunsten være med.
Uden nogensinde at have hørt Ezra Pounds berømte: »Make it new!« var der en instinktiv og filosofisk båret idé hos de russiske kunstnere om, at det er i formen og farven og ikke i genstanden, frigørelsen ligger, og at det, der skal gøre den ny kunst til alles er en slags enkelhedens universalitet, en suprematisk konstruktivisme under konstant forvandling, hvor rytmen, spændstigheden i måden at applicere farven på understreger rigdommen i lyset, rummets drømmeagtige uendelighed, som vi er fælles om, og som er tilgængelig for enhver. Det kan man kalde et engagement, der vil noget, og der er da heller ikke tvivl om, at da Malewitsch smækkede sin Sort Firkant op på udstillingsvæggen i Petrograd december 1915, havde billedet samme omvæltende virkning ikke blot på publikum, men på kunsten selv som Duchamps pissoirkumme, der dukkede op et par år senere under helt andre himmelstrøg.

En vældig energi
Hvad der først og fremmest varmer rygstykkerne på tilskueren under vandringen gennem udstillingen og får batterierne i de indre receptorer til at summe, er det vældige opbud af energi og sulten livsvilje, der strømmer fra kunstværkerne.
Man nikker undervejs genkendende til en motivverden som også findes vest for Dnepr: Her er Munch bag Larionow, Sisley bag Malewitsch, van Gogh over samme, Ljubow Popowa holder Matisse i hånden med sit stilleben, og Iwan Kljun kan sin Gauguin. Men så kommer opbruddet, der selv med sine evidente rødder er så radikalt, at det på visse punkter foregriber både popkunst og postmodernisme (se Solomon Nitkrin Mand og skyer fra 1930) og hele tiden er sig dette bevidst: At skabe større muligheder, at lukke flere ind i billedet, at lade kunsten – og dermed mennesket – rage helt ind i evigheden.
Der er ikke en stump i det vældige projekt, som ikke peger fremad, ja selv forlovelsen mellem film og maleri, arkitektur og teater er synlig alle vegne.
Samtidig med at man tillod sig retten til at være 100 procent autonom, hvad det teoretiske i både filosofisk koncept og udførelse angik, så lød samfundskravet som en både hørlig og uhørlig generalbas under det hele. Herfra energien og følelsen af befrielse og solidaritet, men også det rædselsfulde ekko, som hurtigt fulgte, da den cementtunge politiske populisme løftede røsten fra både højre og venstre.

Frispiller i diktaturet
Nazisterne kaldte den ny kunst »ensartet«, sovjetterne satte socialrealismen ind som et krav, og så var ballet egentlig forbi, og man kan tilføje, at havde det ikke været for den energiske græske chauffør og hans rolle som frispiller i diktaturstaten, havde vi i dag ikke haft denne enestående dokumentation af en vilje til nyskabelse, som ikke blot forvandler tingene, men sætter dem ind i en større, varmere og mere vidunderlig sammenhæng uden hvilken vi aldrig selv kommer videre, endsige overlever.

*Russische Avantgarde på Museum Moderner Kunst Stiftung Ludwig Wien, MuseumsQuartier, Museumsplatz 1, A-1070 Wien, til den 3. juli

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her