Læsetid: 2 min.

Med lydene under armen

Små blokke af lyd svømmer rundt på nettet lige til at tage med på mp3-afspilleren. ’Podcasting’ eller ’audioblogs’ bliver de kaldt, og nu skal en række DR-programmer med på spøgen
30. marts 2005

TEKNOLOGI
I sin rendyrkede form er det ikke meget mere end et halvt år gammelt, men fænomenet Podcasting, IRadio eller audioblogs har allerede spredt sig over hele kloden. Det er en helt ny måde at betragte radioens programflade på og vil i højere grad fritstille lytteren til at blive sin egen programredaktør.
Podcasting går kort fortalt ud på, at private personer eller medievirksomheder lægger lydbidder ud på nettet i et mp3-format. Det kan være små lydjournaler, interview, nyheder eller hele radioprogrammer, der så kan downloades direkte til din mp3-afspiller (heraf navne ’Pod’-casting eller iRadio efter Appels populære mp3-afspiller iPod).
På den vis kan du sammensætte en hel dags radioprogram helt efter eget ønske, og inden sommerferien vil DR være parat med denne service på udvalgte programmer.
»Hvor man før skulle sidde ved computeren for at høre de programmer eller indslag, man kan lytte til on demand, kan man nu tage dem med ud i verden,« siger en begejstret Anders Høeg Nissen, der er programvært på P1-magasinet Harddisken.
»Jeg ser det ikke som et must for radioens overlevelse, men det er da et rigtig godt supplement, og det er da fedt, at DR er med på ideen,« siger han videre og fortæller lidt om de muligheder, han som journalist ser i formen: »Derudover er det jo muligt at lægge hele interview ud på nettet. Så er man ikke længere begrænset til de minutter, et program kan holde, men kan brede sig langt længere. På den måde kan man skræddersy sin egen programflade og sit helt eget program.«

Hele verden
Den tidligere MTV-vært Adam Curry lavede i august sidste år det første rendyrkede Podcast-show, The Daily Source Code. Siden er det blevet til 2.000 shows fra MTV-stjernen, og hele verden har fulgt trop. Det britiske BBC – der på nogle udsendelser har op til 200.000 downloads – Canadian Broadcasting Coorperation og adskillige amerikanske radiostationer er allerede langt med den nye radioform, ligesom vores nordiske naboer NRK og SVT også er gået med på ideen.
I første omgang vil det særligt være P1’s programmer, der vil være at finde i den nye tjeneste, og på den foreløbige liste står udsendelser som DR Erhverv, Ugen på Spidsen, Europa lige Nu, Orientering, P1-morgen, Radioavisen, Miljømagasinet, Apropos og Lige Lovligt.
De mere musikbaserede udsendelser vil ikke være omfattet Podcast-tjenesten på grund af problemer med rettighederne, men det forhandles der i øjeblikket om.
»Vi forhandler i øjeblikket med Koda og Gramex om kunstnerrettighederne og mulighederne for at sende alle udsendelser via podcasting. Og vi håber selvfølgelig, at det bliver muligt,« siger Ole Mølgaard, radioudviklingschef i DR, til Berlingske Tidende.
Det kan måske endnu engang blive et farvel til radioen, som vi kender den.

FAKTA
Podcasting
• Podcasting (eller audioblogging) er en slags webbaseret radio. Lydfiler – som regel mp3 – bliver lagt ud på nettet, og software gør det nemt for brugerne at finde de nyeste indslag på de ’stationer’, de abonnerer på.
• Det er både private personer og store, etablerede medier, som podcaster.
• Podcasting har fået sit navn fra Apples voldsomt populære mp3-afspiller iPod, der ofte bruges af folk, der laver og lytter til podcasts.
Kilde: DR

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her