Læsetid: 6 min.

Efter os – mainstream

Uden den finkulturelle elite, A-publikummet, ville der slet ikke være nogen kunstproduktion, kunstnere ville dø af sult eller være nødt til at søge andet arbejde. En anden følge ville være, at der heller ikke ville være nogen mainstreamkunst, den ville uddø efter kort tid. Af mangel på vitaminer
12. marts 2005

Avantgarde
Forfatteren og kunsthistorikeren Poul Vad sagde det for allerede flere årtier siden: Der er alt, alt for meget kunst! En hel syndflod af bras og ragelse, som ingen mennesker har brug for. Som ikke rummer andet end gold ambition og forfængelighed.
Han var dog ikke blind for, at kunst forstået som »kunstproduktion«, altså som en »branche«, uundgåeligt vil have en meget høj spildprocent.
I den forbindelse fortalte han engang ved et privat selskab en anekdote om Stalin, der en dag i 1930’erne besøgte Filmskolen i Moskva. Han var meget imponeret: Skolens leder kunne fortælle ham, at der var 100 elever under uddannelse som filminstruktører! Overkammerat Josef så sikkert for sig, hvordan Sovjetunionen i løbet af ganske kort tid ville blive verdens største filmland, men en anelse skepsis må alligevel have rumsteret i hans hoved. Han spurgte filmskolens leder om hvor mange af instruktøreleverne man så kunne regne med faktisk blev gode filminstruktører? Filmskolelederen må på sin side have vidst, at det kunne være meget uklogt, direkte livsfarligt, at lyve Stalin lige op i ansigtet, så han valgte at fortælle den rene, skære sandhed. Efter vores erfaring, meddelte han, sikkert nok med bævende stemme, vil fem af eleverne blive gode filminstruktører. Fem!? Vi kan ikke vide det, men måske tog kammerat Stalin piben ud af munden og spyttede på filmskolens fine gulv, fuld af foragt. Men pointen er, at han ikke foretog sig yderligere. Han accepterede med andre ord en spildprocent på hele 95.
På den måde viste han, konkluderede Poul Vad, at han i alt fald i visse henseender havde et ret realistisk syn på tingene. For en ordens skyld: Det var ikke, fordi Poul Vad på nogen måde sympatiserede med hverken Stalin eller kommunismen, men han havde en eminent sans for grotesk komik.

Men de fem procent skabende og udøvende kunstnere skal ikke nødvendigvis regne med nogen stormende velkomst, når de viser sig frem for det store, brede publikum. Det kan tage endog meget lang tid, før det går op for folk, hvor gode de er. Men enkelte opdager det til gengæld hurtigt, nemlig de forkætrede finkulturelle, eliten og avantgarden – hvad man nu kalder dem. Jeg tror i grunden, jeg vil være frækmodig nok til at kalde dem A-publikummet. Folk der kan finde på at gå på en kunstudstilling for at se en næsten ukendt kunstners billeder. Læse en bog af en forfatter, der er lige så ukendt: se en film, som ikke bliver set af 100.000 andre.
Uden dette særlige publikum ville der slet ikke være nogen ’kunstproduktion’, kunstnere ville dø af sult eller være nødt til at søge andet arbejde. En anden følge ville være, at der heller ikke ville være nogen mainstreamkunst, den ville uddø efter kort tid. Af mangel på vitaminer. Mainstream kan skam være godt nok, men den er bedst til at skumme fløden. Malkepigens slid på den trebenede skammel og hendes halvuartige håndarbejde er ikke noget for den.

Før Pavarotti blev Pavarotti, var han en glimrende tenor, som operakendere elskede og forventede sig meget af. Da mainstreampublikummet kom buldrende med deres madkurve, deres rødternede duge og deres italienske vin i rustikke flasker, tvang de den stakkels mand til at give O Solo Mio som ekstranummer 104 gange i træk. Det står vistnok til troende, det skulle have fundet sted i London. Det feststemte publikum var dog så overbærende, at de lod deres sangerhelt hvile sit overdådige korpus på en taburet under afsyngelsen af det kendte hit. Man var der ikke selv, man er heller ikke operakender i nævneværdig grad, men man tør godt gætte på, at virkelige operaelskere holdt sig langt væk fra begivenheden.
Den årlige bogmesse i Københavns Forum er et andet eksempel på, at mainstream bemægtiger sig territoriet fra dem, der så at sige var der først, kernelæserne. I bogmessens tilfælde endda helt bogstaveligt. Den allerførste messe for efterhånden mange år siden var et eksperiment. De eneste bøger, der kunne købes, var forlaget Arenas restlager – forlaget selv eksisterede ikke mere. Det blev ikke nogen stor succes, men det gav dog store forlag appetit på også at forsøge sig. Nu er det »årets store bogbegivenhed«, men til gengæld næsten udelukkende for Pavarottier, der allerede er Pavarottier. For et par år siden havde en mindre forlægger inviteret den fine, norske forfatter Kjell Askildsen til at optræde, men her sagde messeledelsen stop. Askildsen skønnedes for smal og for aparte, så han blev afvist. I stedet kunne publikum lade sig underholde af øjeblikkets bestsellerforfattere, tv-stjerner og politikeres selvbiografier – som de bestemt ikke altid selv har skrevet, men skid hul i det, der er et kendt ’forfatternavn’ på bogens omslag, det er vel det vigtigste.
Bogmessen er blevet en mediebegivenhed, et godt sted at vise sig, hvis man gerne vil ses. Og det vil politikere jo. Forlæggerne vil gerne tjene penge, og de færreste af dem har alvorlige skrupler over at lade litteraturen være vehikel for et spektakulært salgsfremstød for dynger af bras, der ganske vist kan sælges her og nu, men som alle ved er en ikke særlig fjern fremtids makulatur.

Men for resten er det nok lidt indbildsk af forfattere, rigtige forfattere, at tro at de er nødvendige som vehikel. Om ikke så farligt længe er de fleste sikkert lige så uønskede, og lige så unødvendige, som Kjell Askildsen var. Man vil ikke have brug for dem, til den tid kører maskinen helt af sig selv. Til den tid, og såmænd allerede nu, samles kernelæserne igen i antikvarbutikkerne, på skumle cafeer, på bibliotekerne – alle den slags obskure steder, hvor de alle dage har indgået deres små aftaler, udvekslet godt brugte tryksager, slubret kaffe og talt ondt om pæne folk, der ikke kan se noget galt i at tjene penge på kultur. Det et temmelig råt miljø, men de kan jo lide det. Og på trods af deres gennemgående utjekkethed, er de rædselsfuldt hovmodige. De er ikke et øjeblik i tvivl om at de er helt nødvendige for kulturens og kunstens beståen. Uden os er der ingenting, siger de.
Og det har de ret i. Men når man tænker på, hvor få de er, og hvor få der i det hele taget interesserer sig for kunsten, før der går Pavarotti i den, er det forbløffende, så ofte de er blevet lagt for had gennem tiderne. På den anden side: Det gælder nu også andre former for avantgarde, f.eks. inden for miljøområdet. Hold kæft, hvor man i sin tid grinede af folks forestillinger om vindenergi og om økologiske fødevarer. Nu investerer enhver fornuftig landmand gerne en til to millioner i en vindmølle. Og i pæne forstæders supermarkeder er butiksbestyreren i akut livsfare, hvis den skummetmælk, han har solgt som økologisk alligevel ikke er det. Nydelige fruer, med et halv ton kemikalier i ansigtet, i form af dyr sminke, vil være parat til at flå ham levende, hvis han ikke straks lover, at det skal aldrig, aldrig ske igen. Fortidens udskældte ’grønskidere’, må få sig et billigt grin.
For det hører da heldigvis også med til at være avantgarde: god værkstedshumor og lårklaskende grineflip.

Vinn og skæv
*Den store stygge Tog-Joe
af Den rejsende
»Nå, så du tror at den ene kan være lige så god som den anden? Det kan jeg godt sige dig, Tog-Joe og Tog-Joe kan nemt være to forskellige ting. Der er én, der altid er ok, hvis man ikke lige kan finde sin billet. Men så er der ham den lede, det er Tog-Joe’en, der er her i dag. Han satte mig sgu engang af i Nr. Alslev! Han sagde, at jeg ikke havde købt billet, han ville ikke tro på, at den var blevet væk! Det var den så heller ikke, jeg havde godt nok ikke købt nogen, men derfor behøvede han da ikke sætte mig af i Nr. Alslev, hvad skulle man der? Han kommer nu, den store stygge Tog-Joe, så det er nu du skal finde dit lort frem. Jeg har heldigvis, jeg har lånt min søsters månedskort. Kan du se at det ikke er mig?«

Teenagepige til veninde på togturen Nykøbing F - København H

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her