Læsetid: 2 min.

Mexicos døtre lider i stilhed

2.000 unge piger savnes, og mindst 370 er kidnappet, voldtaget og myrdet i Mexicos Chihuahua-provins siden 1993. De skyldige går fri, mens de lokale myndigheder torturerer uskyldige til tilståelse, siger Amnesty International i ny rapport – og kræver handling af præsident Fox
21. marts 2005

MEXICO
På grænsen mellem USA og Mexico, kun et stenkast fra Texas, ligger industribyen Ciudad Juarez – en by med en grusom historie. Siden starten af 90’erne er et utal af unge, fattige piger blevet kidnappet, myrdet på brutal vis og efterladt i grøftekanten, og sporene peger på myndighederne, siger Amnesty International, der i en ny rapport retter en skarp kritik af den mangelfulde eftersøgning:
»Regeringen har ikke gjort nok for at opklare mordene. Man har vedtaget nogle lovreformer, men de er ikke blevet ført ud i livet, fordi domstolene og de lokale myndigheder har modarbejdet dem. Nogle af sagerne tyder på, at politiet selv har været involveret i mordene, og at nogen ikke ønsker, at sandheden skal frem,« siger Amnestys pressechef Stig Nielsen.
Juarez er Mexicos femtestørste by og stedet for landets største samlebåndsindustri. Her på et utal af fabrikker samler lavtlønnede mexicanske piger alt fra bil- til fjernsynsdele for store firmaer som Ford og General Electric. Det er disse piger, der i stort tal voldtages og myrdes, uden nogen med sikkerhed ved hvorfor. Efter 10 år uden opklaring har pres fra både USA og Amnesty International nu tvunget de lokale myndigheder til at finde de skyldige – men det er de forkerte, der dømmes, skriver Amnesty i sin rapport:
»I stedet for reelle undersøgelser har man i flere tilfælde tyet til tortur for at få tilståelser, når der manglede beviser. Ikke bare har dette ledt til fængsling af mulige uskyldige, men det er også stærkt sandsynligt, at gerningsmændene har undsluppet retfærdigheden og er fri til fortsat at begå overgreb.«

Opklaring modarbejdes
Amnesty International krævede allerede i 2003, at der blev sat en stopper for de bestialske mord på de unge piger, som ofte findes med skamferede kroppe og tydelige tegn på seksuel mishandling. Den internationale opmærksomhed fik præsident Fox til at udpege menneskerettighedsforkæmperen Guadalupe Morfin til leder af en kommission, der skulle kaste lys over mordene. Men hun er stødt imod en mur i systemet, fortæller Stig Nielsen:
»Hun er blevet nægtet adgang til politirapporterne, og hun mener, at politiet ikke ønsker at undersøge sagerne, fordi de vil dække over forbrydelser begået af deres kolleger. Ifølge Morfin er retssikkerheden i området brudt fuldstændig sammen.«
Lederen af undersøgelserne, Jesus Antonio Piñon, har afvist anklagerne om tortur og korruption og sagt, at det er en myte, at så mange kvinder er blevet myrdet. Og Chihuahuas guvernør Reyes Baeza har sagt, at byens image tager skade af al den internationale opmærsomhed. Det ser Amnesty og de lokale NGO’er som et forsøg på at løbe fra ansvaret:
»Ciudad Juarez’ image bliver først bedre, når korruptionen bliver afløst af retfærdigheden. Guvernøren og regeringen må tage ansvar og iværksætte langt mere omfattende undersøgelser end hidtil,« skriver Amnesty International i sin rapport.

*Klokken 20 i aften afholdes der en mindehøjtidelighed i Østerbro Medborgerhus for de voldtagne og myrdede kvinder i Ciudad Juarez.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her