Læsetid: 6 min.

Minister og grisebasse

Hvordan mon det ligger med retsfølelsen i disse pinagtige og småfimsede ministersager, som dagligt serveres til morgenkaffen?
5. marts 2005

Intermetzo
Sådan set er det pudsigt, at Ulla Tørnæs fik de forenede skideballer for urent trav. Nok forekommer det let besynderligt, at hun og manden ikke snakker sammen om driften på herregården og om folkeholdet.
Men det kender man jo fra sit eget. Hvem ens ægtefælle går og ansætter af personale på høloft og i svinesti, og om de pågældende er fra Letland eller Langeland, det er jo ikke til at holde styr på. Man må have en vis arbejdsdeling i det daglige: Én tager sig af svineholdet, én af ministeriet. Så mødes man nu og da ved davren og taler om noget andet end de fælles berøringsflader og besværer i øvrigt ikke hinanden med trivialiteter som opholdstilladelser for arbejdskraften østfra. Det har man folk til. Eller ægtefæller.
Nu kunne de alle sammen pludselig være enige om, at det var for galt: En ud-
viklingsminister, hvis mand i bedste fald er et rodehoved, i værste har kriminelle hensigter om at komme så billigt som muligt til fremmed arbejdskraft, hun må hellere humme sig. En Ulla Tørnæs skulle ikke i den sammenhæng forvente særbehandling. Eller var det måske netop særbehandling, en Ulla Tørnæs var ved at få?
I den slags situationer er det altid vanskeligt at opnå fuld forkromet retfærdighed i forhold til andre personer i lignende position og især, hvilke sanktioner de bør udsættes for eller rettere undgår. Således kunne man nemt forestille sig, at et samtaleemne for tiden i det Tørnæske hjem for eksempel var begrebet bopælspligt. Ikke mindst om hvordan en langt mere magtfuld politiker end Tørnæs, partifællen finansminister Thor Pedersen med blot et par hævede øjenbryn slap godt fra at overtræde en så simpel bestemmelse og – for en finansminister og tidligere borgmester i en sommerhuskommune indlysende og velkendt lov. Hvad, finansministeren sådan principielt har foretaget sig med sine mange huse, er næppe mere alvorligt målt på hæderlighedsskalaen end, hvad udviklingsministeren efter eget udsagn ikke har vidst om sin mands uheldige og åbenbart lovstridige virksomhed. Med andre ord: Mens finansministeren ikke skulle undgælde for, hvad han selv i ministerbilen drev rundt ude på de sjællandske veje og foretog sig, blev der nu vild opstandelse og sure miner over, hvad – ikke udviklingsmini-steren, men udviklingsmini-sterens mand – havde gjort. Flere ledende venstrefolk og mange andre mente, at ministeren skulle undgælde.
Det minder om Henriette Kjær, men det er noget andet med Henriette Kjær, som straks igen kom i søgelyset, da nogen så en parallel. Det var der ikke. Kjær blev blandt andet dømt to gange ved en domstol som dårlig betaler, altså en slags uhæderlighed, hvis man er i det humør; Kjær burde i øvrigt som et mindstekrav, apropos de hyppigt i borgerlige kredse citerede hr. Møller’ske visdomsord om rettidig omhu, have gennemskuet, at den konkursrytter af en mand, som hun delte ubetalt møblement med, ikke var til pænt brug. Her demon-strerede Henriette Kjær en klokkeklar uegnethed som minister samt til at bære betroet ansvar for andet end øsen til hendes egen bundløse robåd.
Hvis det en dag viser sig, at Ulla Tørnæs lyver, gælder selvfølgelig det samme for hende. Men det er svært at vide og endnu sværere at opklare. Det, hun har gjort eller snarere ikke gjort, er i hvert fald ikke havnet for en domstol; kun hendes mand har drevet det dertil.

Sikkert i sadlen
Så alt i alt: Hvad, Ulla Tørnæs har gjort eller ikke gjort, er i hvert fald ikke værre, end hvad f.eks. den tidligere miljøminister bedrev af korruption. Eller, som antydet, det finansministeren – utvivlsomt i fuld bevidsthed om at være på grisebassen – dengang foretog sig. Det var jo ikke fru finansministeren, der flakkede rundt på vejene i kritisabel for ikke at sige ulovlig tvivl om, hvor den bopælsforpligtende bolig befandt sig i det nordsjællandske selvejerlandskab.
Således ræsonnerede altså også statsministeren. Når han i sin tid ikke verfede Hans Chr. Schmidt hjem til sin tilgodesete skole eller Thor Pedersen hjem på gårdene, kunne han heller ikke i betragtning af, at Dansk Folkeparti ikke fordrede blodoffer, dårligt rette Tørnæs for finansminister. Men.
Der er åbenbart noget alvorligt galt fat med retsfølelsen; denne udefinerede størrelse, som VKO med justitsmor i spidsen ofte fremhæver som en umistelig værdi, så såre nogen stiller spørgsmålstegn ved troen på mere straf. Hvordan har de retsfølsomme VK-folk det med deres egen retsfølelse, når den slags sker og sker så hyppigt, ja, nærmest som en regel i denne regering?
Måske retsfølelsen for VK med støtte i O moralsk set er underkastet en art kreativ bogføring, i hvilken nyttig disciplin ministrene jo altid i en snæver vending kan få et lynkursus hos statsministeren. Det er værd at bemærke, hvorledes denne ved en given lejlighed har udtalt, at jo mere ministrene kritiseres, des sikrere sidder de i sadlen.
Dette er rent bortset fra arrogancen over for kritik selvfølgeligt et utroværdigt udsagn og kan have været medvirkende årsag til Venstres betydelige valgnederlag ved Folketingsvalget, hvor partiet trods bevarelsen af regeringsmagten og den propagandahørm, som spindoktoriet siden udsendte, mistede hele fire mandater, kun et mandat mindre i tab end Socialdemokraterne, og statsministeren gik 10.000 personlige stemmer tilbage i forhold til forrige valg.
Ministrenes påståede sikkerhed i sadlen ligger udelukkende i det eventuelle flertal bag regeringen. Det ved enhver idiot. Ingen minister uanset statsministerens loyalitetserklæringer og forsikringer om sin magt over tingene sidder sikkert på taburetten, hvis ikke et flertal – fortsat Dansk Folkeparti – mager det sådan og støtter de udsatte i deres små og større – for tiden større – fejltrin.
Statsministeren scorede blot ved dette frimodige og tilsyneladende modige og mandige udsagn et billigt point, der skulle vise, at ham kan man stole på, at hans regeringshold under (næsten) alle omstændigheder i princippet er ufejlbarligt, og at ingen kritik bider på. Men for en statsminister af Foghs natur holder loyaliteten over for ministrene selvsagt kun, hvis det kan betale sig, og det relevante pres ikke bliver for stort. Derfor var statsministeren så henholdende, da han havde modtaget Ulla Tørnæs’ erklæring. Han skulle lige høre, hvad DF mente om sagen, ellers havde arbejdsfreaken selvfølgelig haft en kommentar med det samme. Nu kunnne han igen være loyal, fordi DF ikke ville rodes ind i noget.

Pinsel for folkekirken
En anden tvivlsom, ekskirkeminister Tove Fergo, blev stædigt fastholdt trods alle skandaler og på trods af at enhver politisk ræson tilsagde, at en ordentlig statsminister indså fejltagelsen og gav hende et los. Fergo blev siddende, fordi de to levebrødspolitikerpræster i DF var rundtossede med hende – i ministertiden mere tidehvervsk i ubehøvlethed og aggressivitet end Tidehverv selv.
Flertallet bag Fergo var nagelfast – hvis man ellers kan tillade sig en så sakrosant vending om en kirkeminister som Tove Fergo – lige til den skønne valgdag, da samme mistede mandatet. Naglet til stolen i det lille plagede ministerium var Fergo så længe, fordi det kunne betale sig for statsministeren. Han holdt simpelthen i mere eller mindre udtalt forståelse med Pia Kjærsgaard, de to hæmningsløse og meget lidt folkelige folkekirkepræste-MF’er i skak med Fergos tilregnelige utilregnelighed.
I øvrigt, og her ligger hunden begravet, kunne statsministeren herved maksimalt og uden selv at få snavsede fingre pine og plage de progressive kredse i og omkring folkekirken med Fergo som kronisk irritationskilde og sabotør af både den nye salmebog og den sunde fornuft i biskopskollegiet og meget mere. Endelig, og trods alt vigtigst, er Kirkeministeriet i den lidt større sammenhæng pissehamrendeligegyldigt.
Også – eller især – for en magtorienteret kyniker som Fogh Rasmussen, der utvivlsomt opfatter en i realiteten overflødig institution som Kirkeministeriet som netop udelukkende et politisk redskab til at forulempe fjender i kulturkampen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her