Læsetid: 1 min.

Ministre kaldes i samråd

Enhedslisten vil på baggrund af oplysningerne om sammenfald af interesser i VL-gruppe kalde de ansvarlige ministre til samråd
17. marts 2005

Politisk
Sammenfaldet mellem personlige og økonomiske interesser i VL-gruppe 3 får Enhedslisten til at kalde udenrigsminister Per Stig Møller (K) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i samråd i Folketingets Udenrigsudvalg. Her vil de stille spørgsmål til den konkrete sag, hvor 15 ud af 35 erhvervsledere, der sidder i samme gruppe som IØ-fondens direktør, Sven Riskær, har modtaget støtte fra fonden til deres virksomheder.
»Det er meget uheldigt at ministre og ledende embedsmænd sidder i VL-grupper, hvor der er fare for inhabilitet. Det er ikke nok, at der er åbenhed om det, det kan kun løses ved, at man ikke deltager i den slags logelignende samarbejder,« siger erhvervsordfører for Enhedslisten, Frank Aaen. Han mener, Sven Riskær bør trække sig fra VL-gruppen på baggrund af oplysningerne om sammenfald.
Derudover vil Frank Aaen sammen med ulandsordfører Rune Lund rejse spørgsmålet om hele IØ- og IUF -fondenes virke:
»Vi vil have svar på, om det her ikke blot er en skjult erhvervsstøtte til store danske virksomheder, i stedet for at støtte udviklingslandene, som er hele formålet med fondene,« siger Frank Aaen.
Også hos SF mener udenrigsordfører og formand for Udenrigsudvalget, Steen Gade, at Sven Riskær bør trække sig fra VL-gruppen.
»Det her handler ikke om personer, men om principper. Jeg mistænker ikke Sven Riskær for ikke at kunne skelne mellem den faglige sparring i VL-gruppen og sin embedsførelse, men når der er et så tydeligt sammenfald af interesser, bør en embedsmand trække sig alene på grund af mistanken,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu