Læsetid: 2 min.

Moldavien – Europas fattigste land

Hver fjerde moldover arbejder i udlandet. Det redder landet, der ellers lider under kriminalitet, mafiavirksomhed og udbredt prostitution
18. marts 2005

Fattigdom i europa
Gennemsnitslønnen for en lønmodtager i Moldavien er på ca. 2,5 kr. i timen, hvilket ifølge EU-Kommissionens Federation of European Employers er 61 gange mindre end det en lønmodtager i kontinentets rigeste land, Danmark, får i løn.
61 gange mindre!
Moldavien er et europæisk land, en tidligere sovjetrepublik med masser af turistpotentiale, et mildt klima, gode landbrugsområder, og en relativt højt uddannet befolkning på 4,4 millioner. Men siden Sovjetunionens sammenbrud har landets økonomi stået i stampe, og Moldavien er i dag Europas fattigste land med enorme sociale problemer, prostitution og en befolkning, der forsøger at slippe væk fra fattigdomen til det forjættede Europa. 25 procent af befolkningen har arbejde i udlandet og er dermed med til at redde landets økonomi fra det totale krak.
Landet ligger i det smukke bjergområde mellem Ukraine og Rumænien og har via Donau adgang til Sortehavets riviera og er først og fremmest kendt for sin produktion af vin og tobak. Men siden Sovjetunionens sammenbrud og selvstændigheden i 1991 har striden mellem den ukrainsk-russisk beboede løsrivelsesrepublik Transdniestr og det moldaviske hovedland knyttet sig til en gordisk knude, som har ført til økonomisk katastrofe, social nedtur, moralsk deroute, og politisk stagnation.
Både det moldaviske hovedland med centrum i hovedstaden Chisinau og løsrivelsesrepublikken Transdniestr er hærget af kriminalitet, korruption og mafia-uvæsen. Moldavien har gjort sig bemærket som storleverandør af ikke blot levende billig arbejdskraft og prostituerede til Vesten, men også af illegale donororganer, oftest købt for en slik hos fattige moldavere.

Nærmere EU og Nato
Ved det netop overståede parlamentsvalg vandt kommunisterne ikke overraskende, idet de står stærkt i den fattige landbefolkning med deres traditionelle vægt på social sikkerhed. Deres leder, præsident Vladimir Voronin, det foreløbigt sidste kommunistiske statsoverhoved i Europa, kom til magten for fire år siden med et løfte om dels at styrke det traditionelle forhold til Rusland, dels at løse konflikten med Transdniestr.
Ingen af delene har han holdt, men i 2003 foretog han en kovending og gjorde sig til talsmand for en økonomisk reformproces samt en tilnærmelse til EU og Nato. Samtidig lover han økonomisk fremgang og social sikkerhed. Han kan da også fremvise visse resultater, idet der faktisk har været en økonomisk vækst på 6,3 procent i 2003. Men samtidig kan hans konflikt med Moskva komme til at koste dyrt, idet Moldavien er stærkt afhængig af subsidierede priser på energi, som næsten udelukkende importeres fra Rusland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu