Retsopgør
Bagdad Mordet på en af de undersøgelsesdommere, der var ved at forberede den kommende retssag mod Iraks tidligere diktator, Saddam Hussein, har øget frygten for, at oprørerne i landet vil slå til mod flere involverede i retsopgøret med det tidligere styre.
Barwez Mohammed Mahmoud og hans søn, Aryan, blev tirsdag aften skudt ned foran deres hjem i Adamiyah-kvarteret i det nordlige Bagdad. Samme dag var der blevet rejst sag mod fem tidligere medlemmer af Saddam Husseins regering. Mordene bliver opfattet som en utvetydig advarsel til dem, der samarbejder med eller arbejder for den særlige domstol, der efterforsker ledende Baath-medlemmer i Irak.
Ingen har endnu taget ansvaret for drabene, som var de seneste i en række mord på fremtrædende personer, der er tilknyttet den irakiske overgangsregering.
Talsmand for det irakiske indenrigsministerium, oberst Adnan al-Jabouri, oplyste onsdag, at også en anden undersøgelsesdommer uden tilknytning til retssagen mod Saddam Hussein blev såret under et attentatforsøg i en anden del af Bagdad tirsdag aften.
Saddam for retten til sidst
Tirsdag rejste den særlige domstol, som tæller i alt 50 dommere, tiltale mod fem tidligere medlemmer af Saddam Husseins regering, heriblandt en af Husseins halvbrødre, Barzan Ibrahim Hazan al-Tikriti, og landets tidligere vicepræsident, Taha Yassin Ramadan.
Retssagerne mod Saddam Husseins underordnede, der sandsynligvis først bliver indledt til maj, skal efter planen gennemføres på en amerikansk militærbase i Bagdad.
Det forventes, at der bliver rejst sag mod i alt 12 tidligere topembedsmænd. Sagen mod Saddam bliver formentlig den sidste i rækken og næppe gennemført før til næste år. Ifølge al-Jabouri vil mordet på Barwez Mohammed Mahmoud ikke forsinke domstolens arbejde.
Drabet på Mahmoud er det første attentat mod en dommer fra domstolen. Dommeren Raid Juhi, der står i spidsen for indsamlingen af materiale til brug for retssagen mod Saddam Hussein, har i månedsvis opholdt sig i den skarpt bevogtede, såkaldte Grønne Zone i Bagdad efter mindst tre mordforsøg mod ham.
Flere af Barwez Mohammed Mahmouds familiemedlemmer sagde onsdag, at de havde frygtet mordforsøg mod Mahmoud.
»Vi vidste, at det ville ske på grund af hans arbejde,« sagde en af dommerens overlevende sønner. »Min far og min bror døde som stolte mænd. Det er en trøst for mig. Vi tror, at der ligger politiske motiver bag mordene.«
Mahmouds dræbte søn, Aryan Mahmoud, var advokat og medlem af Den Patriotiske Kurdiske Union (PUK), der er et af landets to store kurdiske partier. Medlemmer af PUK har tidligere været mål for attentater og attentatforsøg.
Oprørere går tilbage
På trods af den fortsatte vold i Irak gav USAs øverstkommanderende i landet, general John Abizaid, udtryk for optimisme, da han aflagde rapport til Senatets forsvarskomite i Washington. Ifølge Abizaid er antallet af oprørere i Irak faldende.
Amerikanske og irakiske styrker skulle desuden være tæt på at pågribe al-Qaedas hovedmand i Irak, Abu Musab al-Zarqawi, der har taget ansvaret for mandagens bombe i Hilla. 125 mennesker blev dræbt ved bombeangrebet. John Abazaid sagde i sin erklæring, at »forræderi i Zarqawis egne rækker« betyder, at al-Qaeda-lederens »dage i Irak er talte«.
*The Independent og Information
*Oversat af Nina Skyum-Nielsen