Læsetid: 8 min.

Når sproget bliver racist

At kritisere nationalismen og dens sprog er en dødssynd i Katalonien. En kritisk universitetslærer, der blev overfaldet af hætteklædte unge, tager til genmæle imod fanatismen
4. marts 2005

Interview
Han føler, at han er idømt en civil dødsstraf og behandles som en politisk paria. Den 56-årige Francisco Caja, der er lærer ved Barcelonas Universitet, har grund til at føle det.
Den 19. oktober 2004 trængte otte hætteklædte unge ind på universitet og truede Caja, der var i færd med at undervise i filosofi. De overmalede hall’en med slagord, de ødelagde døren til hans kontor, de kaldte ham fascist og en fjende af Katalonien og forlangte, at han rejser væk fra Katalonien. »Næste gang bliver værre, advarede de. Det er en klassisk form for politisk terror imod dissidenter som mig,« siger Caja.
»Hvis man i Katalonien åbent og offentligt kritiserer nationalismen og dens sprogpolitik, som jeg har gjort, bliver man kaldt fascist, holdt udenfor de sociale netværk og idømmes en civil dødsstraf. Den civile død er rædselsfuld, og især for en intellektuel. Det er forfærdeligt hver dag at blive mødt med disse blikke, der siger, at ’ham der skal I holde jer fra, for han er en anti-katalaner’.«

Francisco Caja er klædt i sort fra top til tå. De grå hår er begyndt at vokse frem i hans krøllede sorte hår og fyldige fuldskæg. Det er længe siden, at han som ung idealistisk jurastuderende blev smidt i fængsel for at have været aktiv i den politiske modstand imod general Francos diktatur. Stadig den dag i dag regner Caja sig som en del af den demokratiske venstrefløj, der ’kæmper for de politiske og civile frihedsrettigheder’ og ’har demokratiet som ideal’. Han kalder sig både marxist og freudianer, men katalanske nationalister og separatister hader ham som ind i helvede.
Som formand for borgergruppen, Convivencia Cívica Catalana, har han tilladt sig at kritisere nationalisternes politik for en sproglig ’normalisering’ af de katalanske skoler, som tvinger børnene til at blive undervist på katalansk. De hætteklædte trængte ind på universitetet lige efter Cajas gruppe havde vundet en retssag ved Kataloniens højesteret, der fastslog, at forældrene til børn i den katalanske grundskole har – en forfatningsgaranteret – ret til at vælge, om børnene primært skal undervises på katalansk eller på det spanske hovedsprog, kastillansk.
»De hætteklædte optræder som unge fascistiske bander, men i virkeligheden arbejder de for at fastholde den illegale sprogpolitik, som Kataloniens magthavere har etableret,« fortæller han.
Francisco Caja modtog solidaritetserklæringer fra universitetslærere i resten af Spanien efter overfaldet – i øvrigt som man så i København, hvor universitetsfolk og politikere straks rykkede ud med fordømmelser af det overfald, som en lærer ved Carsten Niebuhr-instituttet blev udsat for den 5. oktober sidste år. Men i Katalonien er Caja blevet mødt med kulde.
»Det værste er ikke, at de unge hætteklædte truer mig. Det værste er, at hverken rektoren eller de politiske autoriteter i Katalonien – ikke engang socialisten Pasqual Maragalls regering – har kritiseret de unges handlinger. Hinsides de ideologiske forskelle og vurderinger af, om jeg er en god eller dårlig lærer, burde politikerne forsvare ytringsfriheden. Men det har de ikke gjort. Jeg er i stedet ramt af total tavshed. Ud af 5.00o lærere på mit universitet er der kun fem, som har udtrykt solidaritet med mig. Resten har overhovedet ikke sagt noget, ikke engang i en diskret mail eller pr. telefon. De unge hætteklædte, der har ødelagt flere af de debatmøder, vi har holdt på universitetet, har mange meddelagtige. Nogle synes måske, at det er fint, at de overfaldt mig. Andre bryder sig ikke om det, men tør ikke sige fra. Ligegyldigheden er stor. Tallene er temmelig bekymrende.«

I Katalonien tager kun få intellektuelle til genmæle.
»I Baskerlandet forsvarer de kendte intellektuelle stadig den spanske forfatning, men i Katalonien er det ikke tilfældet. Her står de på nationalismens side. Nationalismen er en ideologi, der får de intellektuelle til at falde i søvn og frarøver dem enhver kritisk sans,« klager Caja og tænder op i sin pibe.
I Katalonien forsvarer alle partier – fra venstre til højre – i dag den officielle katalanske sprogpolitik i skolerne. Og selv i de ældre skoleklasser undervises der mere i engelsk end på spansk. Denne politik for ’normalisering af sproget’ har også bredt sig på mange universiteter.
– Hvorfor kritiserer I i Convivencia Cívica en politik, der har et bredt flertal bag sig i det katalanske parlament?
»Der er tale om en meget alvorlig pædagogisk vildfarelse og et attentat på barnets rettigheder. Den sproglige normaliseringslov i Katalonien er forfatningsstridig, for den spanske forfatning garanterer, at barnet har ret til at modtage undervisning på sit modersmål. Men det får de ikke i Katalonien. I skolerne underviser børnene kun i katalansk, selv om halvdelen har spansk som modersmål. På mange skoler har man regler om, at lærerne skal forpligte børnene til at tale katalansk selv i skolegården. Det er hårrejsende, at nationalisterne ikke skammer sig over at skrive det.«
»De er grebet af en utrolig fanatisme. Indtil børnene er 16 år foregår undervisningen på katalansk, og det er dekreteret pr. lov. Intet land i hele verden har en sådan sproglov, hvor halvdelen af skolebørnene tvinges til at få undervisning på et andet sprog end deres modersmål. Det er som i de værste dage under Francos diktatur. De eneste frankister i Spanien i dag er nationalisterne. De efterligner frankismen nøje. Den katalanske sociolingvistik er et kritisk studie værd. Den viser, hvordan et samfund bliver mere og mere vanvittigt og udvikler en pseudovidenskab for at legitimere politiske afgørelser, som magthaverne allerede har taget.«

Francisco Caja er ved at få talt sig varm. Ordene strømmer ud af munden på ham. Det er som om, at han føler lettelse over i det hele taget at få lov til at sige sin mening. Til en bredere offentlighed.
»Nationalisterne mener, at det katalanske sprog pr. definition har et eksklusivt territorium, et Stor-Katalonien kaldet països catalans, hvor det har krav på overherredømmet. Det ligner en variant af Hitlers ide om et lebensraum. I dag er det ikke muligt at forsvare racisme af biologisk art, men katalanisterne vil gøre Katalonien til et territorium for katalansk-talende. De sætter territoriets ’ret’ til et sprog over personernes ret til at tale det sprog, de har lyst til. Og de er besat af frygten for alle de mange indvandrere, der ikke er katalansk-talende «
– Hvad bygger De det på?
»Jeg har læst mange bøger om den katalanske nationalisme for at forstå deres argumenter og tankegang. Fordi jeg bor i Katalonien, bør jeg ifølge dem give afkald på mit modersmål, spansk, og i stedet tale katalansk. Jeg skal betragte resten af Spanien som min fjende. Eller som lederen af det katalanske separatistparti, Esquerra Republicana, Carod-Rovira har sagt, er det spanske flag fjendens flag. Disse pligter optræder ikke i nogen erklæring om borgernes rettigheder, men sådan er nationalisternes doktrin,« forklarer Caja. Og så tager han et skridt tilbage i historien:
»Den katalanske nationalisme er grundlagt på et racistisk princip. Ved overgangen fra det 19. til det 20. århundrede begyndte førende katalanske intellektuelle at tale om den katalanske og pyrenæiske race, som noget andet end den sydlige race i det centrale Spanien. De henviste ikke til biologien eller genetikken, men til sproget, for at begrunde forskellene. Hele den tanke, at et sprog i sig selv giver individer en anden natur, ånd og karakter, er racistisk. Så længe man ikke fatter det, har man ikke fattet, hvad racisme egentlig er. Racismen har antaget nye former i vores globaliserede verden.«
»Selv de katalanske skolebøger er fyldt med nationalistisk indoktrinering. Gruppen Terra Lliure kaldes for ’voldelige patrioter’, selv om det var en terrorgruppe, der lavede terroraktioner ved overgangen til demokratiet. I skolerne fordrejer man Spaniens historie, så den passer til nationalisternes ideologi. Katalonien kaldes en besat nation, der er undertrykt af Spanien. De katolske konger kaldes undertrykkere af Katalonien, selv om Fernando – kongen af Aragonien, der på den tid regerede over Katalonien – giftede sig med Isabel.«

– I det katalanske parlament forsøger en kommission med repræsentanter fra alle partier at enes om et forslag til en ny selvstyreaftale for Katalonien. Hvor peger denne proces hen?
»Alle forslagene til en ny katalansk selvstyreaftale – estatut – som partierne har fremlagt indtil nu, er forfatningsstridige. Politikerne ved det godt, og de er ligeglade. De vil spille et definitivt kort i det spanske parlament: Enten accepteres en ny ’estatut’ uden ændringer, eller også udskriver Katalonien folkeafstemning.«
»Nationalisterne vil erstatte det liberale demokrati med en slags folkedemokrati. De hævder, at de selv er de sande demokrater. Deres argument er, at suveræniteten ligger hos folket, det katalanske folk, og et simpelt flertal i Katalonien har ret til at bryde med den centrale stat i Madrid. Det samme siger nationalisten Ibarretxe i Baskerlandet. Selv socialisterne smittes mere og mere af nationalisternes tankegang og laver taktiske alliancer med dem for at få magt. Og det bekymrer mig dybt. Nationalisterne stræber efter at gøre Katalonien uafhængigt. Nationalisterne er de eneste, der ikke har afsluttet borgerkrigen. For dem var den spanske forfatning i 1978 en våbenhvile, som gjorde det muligt at omgruppere sig til en ny offensiv. I Spanien står vi overfor risikoen for et statskup uden geværer.«
– Tror De ikke, at den europæiske integrationsproces kan civilisere Spanien og tøjle nationalismen?
»Desværre nej. Jeg stemte selv ja til forslaget om en ny europæisk forfatning og mener, at det er nødvendigt at overføre suverænitet til en europæisk eller en global magt. Jeg støtter det europæiske projekt, selv om det stadig er meget skrøbeligt og stadig ikke er europæisk nok. Men i denne verden med en global kapitalisme er der brug for seriøse venstrefløjspolitikere, der kræver stærkere repræsentative regeringer og globale institutioner. Nationalisterne vil det modsatte og kræver mindre og mindre enheder. Nationalisternes krav om mere lokal magt, der skal frigøre os fra en såkaldt kastroferamt verden, er ufornuftig og fører til ruin.«
»Jeg har aldrig brudt mig om dem, der hylder fædrelandets enhed, men jeg kan stadig bevæges af den gamle demokratiske ide om frihed, lighed og broderskab. De katalanske nationalister vil lave et nyt fædreland, hvor der gøres forskel på førsterangsborgerne, der er nationalister og taler katalansk, og så os ikke-nationalistiske andenrangsborgerne. Det er vigtigt som borger at vise mod til forsvare de fremskridt, som Spaniens demokratiske forfatning trods alt har skabt. De borgere, der som mig slet ikke har ambitioner om at få magt, bør forsvare et territorium for frihed, lighed og demokrati, der går hinsides ideologierne og politiske interesser. For mig handler det dybest set om at genfinde et værdigt blik.«

Blå bog
Francisco Caja López
•Francisco Caja López er 56 år og er lærer i filosofi og æstetik ved Barcelonas Universitet. Han har en doktorgrad i fotografisk æstetik.
•I sin ungdom, som jurastuderende ved Zaragozas universitet, blev han fængslet for at have deltaget i politiske aktiviteter imod general Francos regime.
•I 2001 blev Caja valgt til formand for den katalanske borgergruppe, Convivencia Cívica Catalana, der blev stiftet i 1998 for at arbejde for bl.a. pluralisme og sproglig valgfrihed i de katalanske skoler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her