Læsetid: 5 min.

Nabostater holder øje med Kirgistan

Chokbølger forplanter sig til Kirgistans nabostater. At et tilsyneladende så solidt regime viste sig så let at vælte, har fået alarmklokkerne til at ringe eller styrket fremtidsforhåbningerne – alt afhængig af, hvilken side man befinder sig på i de centralasiatiske republikker
30. marts 2005

Chokbølger forplanter sig til Kirgistans nabostater. At et tilsyneladende så solidt regime viste sig så let at vælte, har fået alarmklokkerne til at ringe eller styrket fremtidsforhåbningerne – alt afhængig af, hvilken side man befinder sig på
i de centralasiatiske republikker

FOLKEOPSTAND
Samtidig med at Kirgistans nabostater anstrenger sig for at holde sig à jour med begivenhedernes hastige udvikling, vokser bekymringen blandt regeringerne i regionen for, hvilke sikkerhedsmæssige følger, Akajev-regimets fald kan bringe over dem selv.
Men hvor de officielle reaktioner varierer mellem direkte fjendtlighed og indtrængende opfordringer til genindførelse af lov og orden, har den politiske opposition og borgerretsaktivister i de øvrige centralasiatiske republikker budt den næsten ublodige ’tulipan- revolution‘ velkommen.
Mange af dog klar over, at de ikke blot kan drage paralleller til deres eget land, og venter sig ikke, at en dominoeffekt pr automatik vil rulle gennem hele regionen. Men de håber, at de revolten i Kirgistan vil få deres autokratiske lederes til at indse, at de ikke kan regne med, at deres magt varer for evigt.
Eller som den politiske analytiker i Tadsjikistan, Mamudani Abdugazizov udtrykker det: »Centralasiens ledere vil fremover være særdeles agtpågivende i deres forhold til Kirgistan.«
Især Kirgistans to større naboer mod vest, Kasakhstan og Usbekistan, er påvirkede af forandringerne.

Hårde ord i Kasakhstan
Den 25. marts optrådte Kasakhstans præsident på nationalt tv for at tilkendegive sin mening over for sit folk. »Sociale og økonomiske problemer har ført til udbredt fattigdom og arbejdsløshed,« sagde han. »Lederskabets svaghed spillede også en negativ rolle og banede vejen for, at urostiftere og bøller har kunnet opføre sig, som det passede dem.«
Det var hårde ord, når man tager det historisk tætte bånd mellem republikkerne i betragtning, der skyldes en fælles etnisk og sproglig arv og et heldigt fravær af territoriale stridigheder, som blev cementeret af et på overfladen varmt forhold mellem Nazarbaev og hans kirgisiske modpart Askar Akajev.
De kasakhiske myndigheders beslutning om at lukke grænsen var et drastisk skridt for det store antal kirgisiske borgere, som arbejder i Kasakhstan, eller som rejser dertil for at gøre forretninger på grund af dette lands relativt gunstige økonomi.
Forudsigeligt nok bakkede den kasakhiske opposition op om den succes, som kollegerne i Kirgistan fik.
Oppositionspartiet Ak Zhol udsendte allerede 24. marts en erklæring, hvor de understregede vigtigheden af, at de demokratiske kræfter overtager styringen, og udtalte, at de autoritære regimer i de tidligere Sovjet-stater ikke måtte stå i vejen for disse kræfter. Erklæringen var tydeligvis henvendt til Nazarbaev, som alle forventer vil genopstille til valget i 2006.
I den kasakhiske opposition er der dog forståelse for, at der dels er størrelsen til forskel mellem de to lande - dels i Kasakhstan hersker en anden form for social og økonomisk dynamik der taler imod, at en græsrodsrevolution kunne samle stor folkelig opbakning efter kirgisisk model.
»Alt er anderledes i Kasakhstan,« siger den prominente uafhængige journalist Sergei Duvanov. »Vi har en middelklasse som har gavn af regimet, og vi har en svag opposition. Befolkningen har ikke udvist større lyst til at deltage i den politiske proces.«
Længere sydpå føler Usbekistan sig også ramt af de ustabile forhold i Kirgistan når man tager de økonomiske bånd mellem de to lande i betragtning og tilstedeværelsen af 800.000 etniske usbekere i det sydlige Kirgistan, som opretholder tætte relationer til med de slægtninge, der bor i selve Usbekistan. I Osh og Jalalabad-regionen spillede de store usbekiske minoriteter også en aktiv rolle i demonstrationerne mod Akajev.

Usbekisk fordømmelse
Den usbekiske regering har fordømt hele forløbet af begivenheder i Kirgistan, betegnet dem som forfatningsstridige og skildret dem i meget negative vendinger i de statskontrollerede medier.
En embedsmand fra Fergana-dalen forklarer grænselukningen i stærke vendinger, »Vi har måttet gribe til præventive foranstaltninger for at forhindre terroristgrupper i at komme på usbekisk territorium.«
En oppositionspolitiker fra byen Fergana, som ikke ønsker sit navn nævnt, udlægger den officielle reaktion i landet:
»Der er skruet op for hele propagandapparatet, der skal ’forklare’ tingene på alle niveauer, lige fra bydelskomitéer til skoler og arbejdspladser, som det normalt sker efter et terrorangreb. Alligevel kan jeg mærke på folk, at de udmærket er klar over, at det, som sker i Kirgistan, udspringer af utilfredshed i den kirgisiske befolkning, hvis leveforhold ikke adskiller sig fra vores i Usbekistan.«
Borgerrettighedsaktivister er ikke i tvivl om, at begivenhederne i Kirgistan styrker de demokratiske forhåbninger i de omkringliggende lande.
»Begivenhederne i Kirgistan må tjene som en lærestreg for os alle,« siger menneskerettighedsaktivisten Mamurjan Aminov, der også kommer fra Fergana. »Den kirgisiske nation sagde fra over for massiv valgsvindel.«
Usbekistans politiske opposition som hovedsageligt opererer i den politiske undergrund på grund af systematisk chikane fra regeringen føler sig kendeligt opmuntret. Hamdam Sualymanov fra Birlik-partiet siger,: »Der blev svindlet ved parlamentsvalget i Kirgistan lige som her i Usbekistan. Dette blev udslagsgivende for oppositionens voldsomme utilfredshed og den massive uro, der fulgte.«
Mange usbekere erkender, at en lignende revolte i deres eget land ville blive mødt med prompte og brutal nedkæmpning fra regimets side. »Alt ville være anderledes i Usbekistan: Myndighederne ville organisere grusomme straffeaktioner, som ville ramme os alle,« siger borgerrettighedsaktivisten Agzama Turgunova.
Tadsjikistan, der grænser op til Kirgistans sydlige grænse, afholdt valg i slutningen af februar. Også her gærer utilfredsheden som følge af lignende påstande om valgsvindel.
Shokirjon Hakimov, der er viceformand for det socialdemokratiske parti – et ud af flere partier, som satte spørgsmålstegn ved det tadsjikiske valg – siger til IWPR: »Det er vigtigt at forstå, at hvis der ikke havde fundet valgsvindel sted (i Kirgistan, red.), ville folk ikke være gået på gaden. Dette er et budskab, Centralasiens ledere burde tage alvorligt.«
Tadsjikistans regering udsendte gennem sit udenrigsministerium en erklæring om, at man var dybt bekymret over urolighederne i Kirgistan og opfordrede til en fredelig løsning i overensstemmelse med forfatningen.
I betragtning af Tadsjikistans erfaringer med den borgerkrig, der hærgede landet i 1990’erne er det forståeligt, at der lød formaninger om varsomhed, og mange åndede lettet op, da den kirgisiske regering afstod fra at bruge vold mod demonstranterne.
Munira Olimova, der bor i Dushanbe siger: »Det er glædeligt, at i det mindste et land i Centralasien er kommet til fornuft, og at dets folk er parat til at kæmpe for sine rettigheder. Måske har Vesten ydet støtte til oppositionen, men hvad gør det – så længe folk træffer de rigtige valg og afviser at lade sig manipulere?«

udland@information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen og Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her