Læsetid: 5 min.

’Næste gang giver jeg en middag’

Det strømmer ind med ansøgninger om opholdstilladelse fra papirløse immigranter i Spanien, men langt fra alle har en chance
4. marts 2005

Amnesti
PALMA – »Jeg er en stor erhvervsmand,« siger den 29-årige Yougara Djidh og griner over hele ansigtet. Han er lige trådt ud af socialkontorets fem etagers brune betonbygning, sammen med den 20-årige Dijadhu Saleu. De er fra den gamle franske koloni, Guinea-Conakry, og Yougara vil hjælpe Dijadhu til at få opholdstilladelse i Spanien.
Yougara, der har opholdt sig i Spanien i syv år, ejer en telebutik, hvor immigranter kan lave billige telefonsamtaler til deres hjemlande og surfe på nettet. »Jeg er igang med tusindvis af ting,« siger Yougara på et sikkert spansk. Han er velklædt og holder en papirmappe under armen.
»En immigrant uden papirer kan ikke tjene meget mere end lige til at klare sig for,« forklarer Dijadhu, der i to år har arbejdet som murerarbejdsmand og meget andet, men nu satser han på at få job hos sin ældre landsmand. »Når man arbejder, sveder meget og opfører sig fredeligt, bør man ikke frygte politiet her,« siger han og griner.
Mørket er ved at sænke sig over byen, og det er begyndt at regne. De to guineanere er blandt de sidste i en lind strøm af arbejdsgivere og indvandrere, der denne eftermiddag har stået i kø på socialkontoret for at nå med i den amnesti-runde for papirløse indvandrere, som den spanske regering har indledt.
Stemningen er rolig og fordragelig. Dijadhu håber, at han bliver en af de hundrede tusinder indvandrere, der får opholdstilladelse i Spanien. I hele landet holder 160 socialkontorer åbent til langt ud på eftermiddagen for at få behandlet de mange ansøgninger inden 7. maj. Og udsigterne er gode for Dijadhu. 99 procent af alle ansøgninger accepteres, sagde socialminister Jesús Caldera forleden.

Rødder
»Jeg kunne godt tænke mig at bo hele livet her, og nu mangler jeg at få papirerne i orden,« tilføjer Dijadhu og knapper sin cowboyjakke.
Yougara Djidh, der allerede har papirer og virksomhed, er også begyndt at slå rødder. Han har dannet en forening, der hedder ’Afrikansk fremtid’:
»Vi vil give folk hjælp til selvhjælp, så de ikke skal lide under et dårligt image som immigrant,« siger Yougara. »Det er en vigtig kamp. Ikke fordi vi bliver behandlet dårligt, men de indfødte har et dårligt billede af os afrikanere, og tror tit, at afrikanere er narkomisbrugere og voldelige. De forstår ikke, at vi går igennem verden og smertefuldt søger et sted at leve.«
»Den, der kommer her for at arbejde og får et arbejde, er heldig og bør opføre sig ordentligt,« forsikrer den 57-årige, Roque Malvarez.
Han kom til Spanien fra Uruguay for seks år siden, og som Yougara har han startet egen virksomhed – et byggefirma, der beskæftiger seks personer.
»Den immigrant, der ikke har papirer, er marginaliseret, og det gælder om at få ham legaliseret.«
Roque har været på socialkontoret i en time for at få legaliseret tre personer, som han vil give et arbejde.
»En time er ikke noget, når det gælder om at sikre et liv,« siger Roque og peger på den 32-årige César García. César kom til Spanien fra Columbia for et par år siden, og han har hjulpet Roque ’i ny og næ’, som de siger. Det vil sikkert sige arbejdet fast for ham. Men ingen af dem vil indrømme det.
»Jeg håber, min kone og mine tre børn kan komme Spanien, når jeg har fået papirerne,« siger César og skubber sin hvide Niké-kasket længere ned i den sorte pande. »Dér, hvor der er arbejde, kan man leve godt,« siger han. »Det er meget bedre her i Spanien end i Columbia.«
»Og her risikerer vi ikke interventioner fra USA,« tilføjer Roque med et smil. »I Latinamerika er vi ofre for USA og de korrupte regeringer har ødelagt alt for os. Spanien er Uruguays moderland, og jeg har taget hele min familie, mine børn og mine børnebørn med herover. Spanien er land med fremtid i,« siger han.
Halvdelen af de næsten hundredetusinde ansøgninger om opholdstilladelse, der er indløbet siden den 7. februar kommer fra Latinamerika.
»Det er da ikke mærkeligt,« siger taxachaufføren, der samler mig op foran socialkontoret. »De kan sproget, og de integrerer sig hurtigt. Dem er der ingen problemer med.«

’Jeg kan synge’
Men ikke alle blandt de over en million illegale immigranter i Spanien har udsigt til at få opholdstilladelse eller på forhånd en arbejdsgiver til at ansætte dem. På det lokale marked farer grønthandleren ud og genner to unge rumænere væk. »Kan I komme ud herfra. Her må I ikke tigge,« råber han.
»Det var dem der, vi burde have en folkeafstemning om,« istemmer frugtmanden overfor. »De burde sendes ud.«
Den ene af de unge kvinder går rundt på pladsen udenfor. »Jeg har ingen penge,« står der på et hvidt papir over det krøllede eksemplar af de hjemløses avis, hun går rundt med. Med sit sjal over håret ligner hun til forveksling de andre unge indvandrere, der er begyndt at tigge ved vejkryds, står med plastikskålen foran supermarkedet eller sælger Kleenex. »To børn, ingen penge,« fremstammer hun på et næsten uforståeligt spansk.
I krystalbaren, på hjørnet af byens store Spaniens plads, sidder den 48-årige Bahlel alene og følger en fodboldkamp på storskærmen.
»Jeg har ingen penge, intet sted at sove, intet arbejde og intet sted at tage hen,« udbryder han efter en halv times smalltalk om fodbold. »Jeg er fra Kosovo. Bomberne fra luften dræbte min hustru og mine børn. Jeg har mistet alt. Jeg har rejst i det meste af Europa, og i de sidste to måneder har jeg været i Italien, men det er ikke et godt sted at være. Jeg blaffede gennem Frankrig og kom ind i Spanien via grænsen La Jonquera. Jeg kom for to dage siden.«
Bahlels hvide skægstubbe er halvlange, hans mørke ansigt virker træt, men søgende. »Jeg kan seks sprog, jeg kan synge og er sikker på, at jeg nok skal finde et arbejde og få papirer,« siger han på et forståeligt spansk. Han piller lidt ved en mobiltelefon med en grøn Amena-snor, som hænger løst ned over hans ternede skjorte. En mobiltelefon er noget som ingen immigrant – heller ikke papirløse – tør undvære.
I Italien hørte han om den spanske amnesti-lov, men han har ikke hørt, at man skal have været mindst seks måneder i Spanien og have en jobkontrakt for at få opholdspapirer.
»I nat må jeg sove uden for, og det er ret koldt. Men jeg skal nok få et arbejde. Næste gang vi ses, giver jeg dig en middag,« siger han, og lader øjnene glide over storskærmen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu