Det fattige europa
LONDON Beskidte gryder står stablet på et bord. Dåser med muggen mad er faldet på gulvet, der er overstrøet med kvadrerede kiks, papir og ødelagt legetøj. Her har ikke været gjort rent i månedsvis.
En tynd fyr ligger med hovedet begravet i en plettet madras på gulvet. Vinduet over hans hoved er dækket til af sort plastik. I en slidt graffitimalet lænestol sidder en fyr med hætten fra sin træningstrøje trukket godt ned over hovedet, der hænger slapt ned mod brystet. På bordet foran ham ligger tomme cigaretpapirer, og en gammel madkasse er blevet til askebæger. Baner af hvidt støv blandes med den aske, der faldt ved siden af.
Der burde ikke være børn i dette rum.
Men det er der.
I hjørnet ligger hun. En lille pige i morgenkåbe med hovedet begravet i en stol og en halvskaldet plastikdukke ved siden af sig. På væggen hænger et brev, hvor der står: »Mit navn er Lisa. Jeg ryger crack. Jeg bor i baglokalet til et kyllinge-crack-hus. Jeg er kun 11 år. Min mor og far og min bror bor sammen med mig i baglokalet til forretningen. Vi ryger alle crack. Er det det, de kalder hvid jul?«
Lisas hjem er næsten for uhyggeligt til at være sandt. Det er det heldigvis heller ikke. Og så alligevel. Rummet er Lisas kopi af sit hjem genopført som en del af en udstilling på Londons Tate Modern Museum, hvor børn fra ungdomsklubben Kids Company i det sydlige London gennem tegninger, keramik og installationer fortæller de besøgende om deres liv. Liv præget af vold, kriminalitet, psykiske problemer, dårlig ernæring, bandekrige, stoffer, prostitution. Og af fattigdom.
»Fattigdom er som stammen på en plante. På den gror alt andet. Stoffer er ét blad, kriminalitet et andet. Af kriminalitet kommer problemer med ordensmagten. Og fattigdom er overalt omkring os,« siger 31-årige Anthony, der har arbejdet som selvlært pædagog, siden ungdomsklubben Kids Company åbnede de graffitidekorerede døre for ni år siden.
Millioner af fattige
Storbritannien er et af de vestlige lande, der har størst børnefattigdom. På trods af at en UNICEF-rapport udsendt tidligere på ugen viste, at antallet af fattige børn er faldet over de seneste 10 år, så viser samme rapport, at det nuværende tal er en fordobling sammenlignet med 1979, hvor andelen af fattige børn på landsplan lå på kun syv procent. I dag lever 3,6 millioner britiske børn i fattigdom eller 15,4 procent. Det vil ifølge UNICEF sige, at børnene lever i hushold med en indkomst pr. person på 50 procent eller mindre af den gennemsnitlige nationale indkomst.
»Det er ikke fattigdom som i Den Tredje Verden, men Storbritannien er jo heller ikke Den Tredje Verden. Det betyder, at børnene bor i små lejligheder, hvor der måske ikke har været råd til gulvtæppe. De må sove på gulvet. De får ikke ordentligt tøj og sko. De har lus. De er beskidte,« forklarer Anthony, der selv er vokset op i kvarteret i fattigdom. Det kom til at forme hans liv.
»Jeg solgte stoffer og tog stoffer. Jeg gik med pistol, og jeg var med i en bande. Jeg er blevet skudt i benene tre gange og har fået snitsår fra sværd. You name it jeg har gjort det,« siger den sorte, unge mand og smiler bredt, så han blotter sine tænder og afslører, at den ene fortand er ren guld.
Det var Kids Companys grundlægger Camila Batmanghelidjh der fik Anthony ud af sit misbrug og ud af kriminalitet. Nu forsøger han at hjælpe andre børn og unge. Og behovet er enormt, siger han.
»Her kommer omkring 500 børn om ugen for at benytte sig af vores tilbud,« siger han og peger rundt på lokalerne, vi netop har besøgt.
Der er en stor gymnastiksal, hvor børnene kan komme af med noget energi. Der er et formningslokale. Der er computerrummet, hvor børn, der er droppet ud af skolen, kan få hjælp til at færdiggøre en grunduddannelse. Der er køkkenet, hvor 200 portioner mad uddeles til børnene hver dag. Der er massøren, der forsøger at massere spændingerne ud af de små kroppe. Uddannelsesvejlederen. Psykologen. Og Anthony.
»Børnene kommer til mig for at snakke, for de ved, at jeg har været igennem det samme som dem. Det er børn med fysiske problemer, følelsesmæssige problemer, nogen har brug for et sted at bo, andre er forvirrede over deres seksualitet alle de ting, som teenagere gennemgår. Bandekrige. Stoffer. Det er meget udbredt. Det er en del af samfundet. Her er børn på 12 år eller yngre, der tager stoffer,« fortæller han fra sofaen i Kids Companys bibliotek, der består af tre gamle sofaer, dækket af farvestrålende, indiske tæpper og en række bogreoler fyldt med donerede bøger.
Politik har betydning
UNICEF-rapporten har igen fået eksperter og politikere til at diskutere, hvordan Storbritannien får bugt med børnefattigdommen. Ifølge Rapporten er der tre hovedområder, der påvirker børnefattigdom: Udviklingen på det sociale område, arbejdsmarkedsforhold og regeringens politik.
En stigning i gennemsnitsalderen for førstegangsforældre, mødrenes uddannelsesalder og antallet af arbejdende mødre er med til at påvirke positivt, hvor mange økonomiske ressourcer, der er til rådighed til børnene. Omvendt vil en nedgang i fædrenes løn, især i de lavere indkomstgrupper, markant øge risikoen for en stigning i antallet af børn, der vokser op i fattigdom, mener rapportens forfattere.
Professor Jonathan Bradshaw fra University of Yorks afdeling for sociale studier siger til The Scotsman, at rapportens resultater viser, at »politik har betydning«.
»Lande, der bruger mange penge på det sociale område, har lave fattigdomsrater. I Storbritannien har halvdelen af de børn, der lever i fattigdom, arbejdsløse forældre. For at få dem ud af fattigdom, må vi hæve bistandshjælpen. For at gøre det, må man hæve skatten,« siger han.
I et forår, der svirrer med valgrygter, er den slags tale dog ikke populær selv om det er Labour-regeringens erklærede mål at udrydde børnefattigdom inden 2020 og halvere den inden 2010.
Ifølge Fabian Society, en tænketank tæt knyttet til Labour-partiet, mener direktør Richard Brooks dog, at Labour undervurderer, hvad folk er parate til at betale for at få udryddet børnefattigdommen. Tony Blair, der i et interview i 2001 om den voksende indkomstkløft svarede, at han ikke var motiveret for at gøre fodboldspilleren David Beckham fattigere, bør i stedet spille på, at lighed er vigtig, mener Brooks:
»Svaret burde være: Ja, indkomstkløften har betydning. Ved at forbedre de mindre bemidledes situation ønsker jeg at mindske kløften mellem de rige og de fattige.«
Råt miljø
I Kids Company er børnene så småt begyndt at strømme ind fra gaden. Flere holder til i computerlokalet. I formningslokalet griner børnene ved synet af en hvid journalist 90 procent af bydelens indbyggere synes at være sorte. At kvarteret er mere end almindeligt råt, er der vidnesbyrd om over alt. Lige uden for Kids Company står en hvid varevogn med en totalsmadret forrude.
»Et af børnene vendte sine frustrationer mod bilen,« forklarer Anthony på vejen ud.
På vej tilbage til nærmeste undergrundsstation passerer bussen blok efter blok af høje, ens betonhuse. En, to ... 17 etager. Alle ens, med små altaner, der ofte er fulde af skrammel. En gammel cykel, en sofa på højkant. På muren ved undergrundsstationen Elephant & Castle hænger en stykke papir, som udlover en dusør på 20.000 pund for oplysninger, der kan føre til fængslingen af den mand, der tidligere på året stak 23-årige Camille ihjel på Bunny Bar.
På Kids Company vil de helst have, at man lader børnene i fred. Men de har også sagt rigeligt om de forhold, de lever under, på udstillingen på Tate Modern.
Som pigen, der ved siden af et fotografi af en politibil har skrevet: »Bilen med lys og sirener, som tog min mor væk fra mig. Hun kom aldrig hjem igen.«
Eller barnet, der har lavet et dukkehus med to rum. Begge rum har en seng. I den ene ligger et barn i fosterstilling. I det andet ligger en fjerboa. På gulvet ligger en nøgen kvinde, der netop er blevet slået ned af en mand. Over huset står der: Min mor er en luder.«
Nej den udstilling er ikke for børn.
FAKTA
Om Kids Companys børn:
75 pct. har været udsat for fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb
57 pct. bor ikke hjemme
91 pct. har oplevet, at deres familie er faldet fra hinanden
23 pct. er blevet udelukket permanent fra deres skole. Andre er selv droppet ud
89 pct. har ikke en faderfigur i deres liv
93 pct. oplever inkonsekvens og uklare retningslinjer fra deres forældre/plejefamilie
SERIE
Det fattige Europa
Tag over hovedet og mad på bordet det burde være en selvfølge i dagens Europa. Men sådan er det langt fra altid, selv om penge til at udrydde de sorte fattigdomspletter på Europakortet er den næststørste post på EU-budgettet efter landbrugsstøtten. Information undersøger, om støtten virker. Og vi tegner et billede af fattigdommens forskellige ansigter i det moderne Europa.
