Læsetid: 5 min.

Negationens pris

Samtale består ikke i at gentage bekræftelser. Det består i at tænke selv, mens man taler sammen. Derfor kan vi ikke undvære negationer
11. marts 2005

Kommentar
0.
Siden der pludselig er opstået en antinegationistisk epidemi i det danske land, vil jeg bidrage til bekæmpelsen med følgende betragtninger.

1.
At psykoanalysere er at analysere en persons tale, henvendt til en selv, som psykisk, idet den ikke længere antages at betyde det, den talende tror, den betyder, nemlig det, den talende vil sige, men derimod noget andet, som den talende ikke vil sige, og som befinder sig i den talendes psyke, skønt uden for dens bevidste, altså i det »Ubevidste«.
Sigmund Freud mente, at benægtelser, fornægtelser og andre nægtelser hos den talende sommetider kunne betyde, at denne talende faktisk bekræfter, hvad han benægter, blot uden at vide det – hvorfor? For at betjene et andet princip end talens, for eksempel for at give taleren adgang til at omtale noget ellers unævneligt, eller blot for at give taleren en social fordel. At psykoanalysere er intet andet end at fortolke, hvad personer meddeler en, på denne særlige måde.
Det består i, mens man lytter til folks negative tale, dvs. deres negative omtale af visse forhold, at se bort fra deres negationers bogstavelige indhold. Det har den virkning at opløse enhver dialog og, hvis man praktiserer det fra begyndelsen, at umuliggøre den. Den psykoanalyserede kan ikke besvare analysen med en ytring, når samtalepartneren med analysen viser, at han ser bort fra ytringers udtrykkelige epistemiske kvalitet (negerende, ponerende, spørgende osv.) for i stedet at læse symptomalt, dvs. som om ytringen var et psykisk symptom.

2.
Hvis man for eksempel mener, at et menneske, der udtrykker afstandtagen til et forhold dermed ikke tager afstand fra forholdet, men derimod blot – psykisk set – ønsker at påtage sig den afstandtagendes rolle, fordi den giver anledning til så at sige at spille et stykke teater, der giver sociale fordele, da mener man noget psykoanalytisk, man mener, at det principielt er muligt at rive masken af spilleren, at afsløre den psykiske sandhed gemt bag negationens maske.
Hvis nogen udtrykker kritiske synspunkter, er det ifølge denne fortolkningsmåde eksempelvis blot for at gøre sig bemærket. Eller det er, hvis nogen for eksempel klager over det foreliggende samfunds indretning og virkemåde på et eller andet felt, blot for at påtage sig et offers rolle, aktivere menneskers tendens til solidaritet og dermed tiltrække sig tilhørerens sympati. Rollespil, teatralitet, ikke realitet og autenticitet.

3.
Der er stor forskel på en aktivt kritisk afstandtagen fra et forhold og en passiv klagen over forholdets nærhed, selv om der i begge tilfælde hyppigt optræder vrede; men det fælles element er negationen. Hvis negationen psykoanalyseres som teatralsk og falsk, oprettes ved samme lejlighed en instans, der beslutter, hvad der i stedet i sandhed er gyldigt om den negationsbrugende – hvilken uindrømmet psykisk betydning negatorens sætninger har. Visse kritiske ytringer er derimod nødvendigvis ægte, i det mindste for eksempel den psykoanalyserendes egne afstandtagende ytringer, mens andre er teatralske og dækker over en psykisk opportunisme. Hvornår er en negation virkelig en negation, og hvornår er den uvirkelig, en maske hørende til en rolle?
Det havde Freud jo forskellige svar på, som hang sammen med hans stærkt underholdende teori om menneskesindet. Religiøse mennesker har ofte på lignende måde på fornemmelsen, at folk, der ikke godtager deres trossætninger, egentlig godtager dem, men bare ikke vil indrømme det. Eksistentielle filosoffer som J.-P. Sartre mente, at folk, der ikke var enige med ham, led af mauvaise foi »ond tro«, dvs. de benægtede, hvad de i grunden faktisk alligevel dybest set troede på, og således derfor så at sige nærmest løj for sig selv... Hvad han selv troede, vidste han, at andre i grunden også troede, blot uden at vide det. Det er en yderst almindelig fornemmelse at have: At man simpelthen i grunden må have ret.

4.
Men lad mig minde om det selvfølgelige: Hvis vi ikke tager hinandens negationer alvorligt, forstummer enhver samtale. Hvor svært det end er, må dette nødvendigvis gøres i en så høj grad, at det, vi bevidst siger, i det væsentlige forstås som skulle betyde netop det, vi bevidst siger, hvad det så end er. Hvorfor er det så vigtigt? Jo, for samtale består ikke i at gentage bekræftelser. Det består i at tænke selv, mens man taler sammen. Og sagen er, at tanken derfor ikke kan undvære negationer. Og hvad vil det så sige for tanken at negere noget?
Vi tænker ved hjælp af forestillinger, hvori vi imaginært bevæger os omkring i et rum. Når vi i forestillingsrummet går hen imod noget, svarer det til at bekræfte (give kraft til) dette noget; bevæger vi os bort fra noget, betyder det det samme som at afkræfte det (fjerne vores kraft fra det), altså at benægte det. Det, vi på denne måde mentalt benægter, ser vi stadig, blot på tiltagende afstand. »Afstandtagen«. Vi ser det benægtede som i et bakspejl. Vi behøver vel at mærke ikke at se det benægtede fra et sted, hvor vi bekræfter noget andet. Vi behøver med andre ord ikke at være positive for at kunne være negative. Vi kan forkaste en tanke uden at kaste os selv i armene på en anden tanke. Når vi således forlader noget uden at gå noget bestemt sted hen, da er vi netop i den vejfarende situation, hvor vi kan møde andre tænkende mennesker, som er vejfarende. De, der i forestillingsrummet er groet fast et bestemt sted, møder ikke andre end dem, der også bor på samme adresse, og som, fordi de ikke er vejfarende, ikke er tænkende. Sådan fungerer tanken i det mindste som forestillingsaktivitet.
Hvis man psykoanalyserede hele tiden, kunne man ikke blot ikke tale sammen, men kunne faktisk heller ikke tænke, selv om man var helt alene. Det ville være prisen for at give afkald på negationen, negativiteten, og følelsesmæssigt set: På utilpassetheden, trangen til at forlade et sted i forestillingernes rum, den trang, man måske kan kalde den grundlæggende og skabende epistemiske uro.
Homo quietus, det rolige menneske, er end ikke en kvietistisk grøntsag, det er ganske enkelt ikke en homo sapiens. Dét kan vi roligt gå ud fra.

*Per Aage Brandt er professor i semiotik ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu